Felix giver Gud æren for sin verdens-rekord

Felix Baumgartner faldt på knæ efter sit vellykkede udspring fra 39 km. højde over jorden. Med al fare for at miste livet sprang Felix Baumgartner fra 39.000 meters højde. En enorm risiko – ved den allermindste fejl ville han omkomme.
I stedet blev det til fire verdensrekorder for østrigeren, som efter den vellykkede landing faldt på knæ. Senere udtalte han som svar på spørgsmålet om, hvad han tænkte, mens han sprang:
– Kære Gud, lad det her lykkes… Når du er i hans arme, er der ingenting, der kan gå galt, svarede Felix.
Og det med Kristi arme mente han også helt konkret, da han talte med den brasilianske reporter. Reporteren refererede nemlig til dengang, Baumgartner stod oppe på armene af den store Jesus-statue i Rio de Janeiro i Brasilien, før han sprang ud fra den.
– Vi brasilianere elsker det billede, hvor du står på armen af Jesus-statuen i Rio, lige før du hopper fra den, fortalte den førnævnte reporter.

Utrolige 1.342 km/t

Den ’åndelige side’ af historien har næsten ikke været berørt i medierne, siden ’manden fra himlen’ med den utrolige fart på 1.342 km/t rasede ned mod jorden. Den 33-årige sletter med sit 39.000 meters udspring den tidligere rekord, som blev slået af Florida-piloten Joseph Kittinger for 52 år siden.
Den troende kristne Felix Baumgartner slog på én gang fire forskellige rekorder. Det var alle tiders højeste faldskærmsudspring: Han var den første til at bryde gennem lydmuren uden et rumfartøj, det var verdens højeste bemandede ballonfærd – og han blev set af over otte millioner mennesker, som fulgte springet over YouTube.
Danmarks Radios ellers så populære serie, Forbrydelsen, havde 140.000 færre seere end normalt, mens den sympatiske Baumgartner udførte sit rekordforsøg, meddelte medieforsker Signe Willumsen.

Jorden synes meget langt væk, da Felix springer ud.
Fare for katastrofe

En af de største farer ved den ballon, som bragte ’frygtløse Felix’ i vejret, er, at ballonstoffet let kan få en rift kort efter opsendelsen. Hvis det skete, ville Baumgartner ikke have haft nok tid til at løsne sikkerhedsselerne og åbne lugen for at komme ud. Og han ville være styrtet til jorden låst inde i kapselen.
Med et vakuum og et lufttryk på én procent af trykket ved havoverfladen i 36.500 meters højde ville en rift i dragten eller et hul i hjelmen have været en katastrofe.
Hvis det var sket, ville Baum-gartner blive ramt af ebullisme efter få sekunder. Det er en forfærdelig konsekvens af et minimalt lufttryk og mangel på ilt, som får væsken i kroppen til at ’koge’ og fordampe. Kroppen hæver voldsomt op, man bliver bevidstløs efter få sekunder, og der opstår efter kort tid alvorlige skader på lungerne.
Gas i kroppen vil som udgangspunkt ikke være livstruende, men det ville føles meget ubehageligt. I værste fald kunne gassen blive fanget inde i kroppen og forårsage et såkaldt barotraume, som kan få lungerne til at kollapse.

Risiko for spin

Men selv om alt var gået godt indtil da, ville der stadig være alvorlige risici ved nedturen. For at opnå sin rekordfart måtte Baumgartner springe ud med hovedet først. Men uden nogen særlig luftmodstand er det svært at kontrollere kroppens bevægelser.
Den alvorligste fare ville være, om han var gået i det såkaldte fladspin. Hvis hans spinning gik for hurtigt, ville han miste bevidstheden, få hjerneskade og i værste fald dø. Desuden vidste man ikke rigtig, hvad der ville ske med kroppen og dragten, når manden, der til daglig arbejder som helikopterpilot, styrtede igennem lydmuren.
For øvrigt kostede rumdragten 1,2 millioner kroner…

Det går fint – med Guds hjælp

Den nu 84 årige Kittinger, der selv slog den tidligere rekord som ung US Air Force kaptajn, udtalte:
– Jeg havde en skytsengel til at se efter mig i 1960, og den samme skytsengel har passet på Felix. Jeg tror, at Gud har en særlig skytsengel, som han sender ud for at passe på folk som Felix og mig.
Og Felix Baumgartner siger:
– Hvis noget går galt, er Gud den eneste, der kan hjælpe dig.

Se springet og interviewet på www.godtube.com
Af journalist Nils Bakke