Beton og ørepropper

Slås de? Nej, jeg tror, de synger lovsang. Eller beder de? De råber i hvert fald ind i mikrofonerne.Det er mine naboer, jeg snakker om, en honduransk kirke. Jeg bor på et børnehjem i Honduras. Børnehjemmet er bygget af beton, og vinduerne kan ikke lukkes 100 %, så der er absolut ingen lydisolering. Fem meter fra mit vindue ligger kirken, og de misbruger deres højtalere noget så grumt. De er meget højlydte, og til tider spørger min medvolontør Sarah og jeg hinanden, om de mon slås eller lovsynger Gud?

Deres lovsangsband er ærlig talt helt forfærdeligt at høre på. Forsangeren burde være med i et heavy metal band, trommeslageren har ingen rytme, og pianisten varierer kun mellem 4 toner. De øver de samme sange hver dag, og nu har vi været her over en måned, og de er stadig ikke blevet bedre! Jeg elsker ørepropper og musik på computeren. Så er det sagt!
Ofte øver lovsangsbandet et par timer om eftermiddagen, og så er der kirke et par timer om aftenen. Hver dag. Og og og… Op til flere gange er Sarah og jeg blevet vækket mellem kl. 4 og 5 om natten (det tidspunkt, hvor mange honduranere begynder dagen) ved, at de beder i kirken (altså råber). Det varer som regel en halv til en hel times tid…!

En ting er, at kirken larmer utrolig meget, men jeg er faktisk meget fascineret over, hvor meget tid de bruger i kirken på at lovsynge vores himmelske far, bede til ham og høre hans ord. Jeg er ikke sikker på, hvad det er for en kirke, men hatten af for deres trofaste tilbedelse. Og mon Gud ikke glæder sig trods den umusikalske heavy-stil og lydniveauet.

Af Kirstine Primdahl Lorentsen
Udsendt som voluntør af Impact