På cykeltur – i Åndens kraft
Lige siden jeg som dreng fik min første tohjulede, har jeg været glad for at cykle. I barndommen bragte cyklen mig ”langt ud i skoven” for sammen med en god kammerat at opleve naturen og dyrelivet. Som ung og voksen er det fortsat med mange gode cykelture. Når folk så i de senere år har spurgt mig, om det ikke var på tide at investere i en elcykel, har jeg kategorisk svaret: ”Ellers tak, jeg skal ALDRIG HAVE EN ELCYKEL!”
En uforudset lungeoperation kom imidlertid på tværs. Jeg blev erklæret rask, men mærkede i det bakkede terræn syd for Aarhus, at jeg ikke bare som en anden Vingegaard kunne forcere højderne siddende på cyklen. Vejrtrækningen var udfordret, og det var min forfængelighed og stædighed også. Den gamle herrecykel stod og samlede støv, og jeg kom ikke ud i naturen og fotograferede, som jeg gerne ville. Til sidst måtte jeg bide i det sure æble og modvilligt anskaffe mig en elcykel.
”Det bliver din bedste ven,” sagde forhandleren begejstret. I brøkdelen af et sekund tænkte jeg på, hvad min hidtil bedste ven, Hanne, mon ville sige til det. Men jeg hoppede op på cyklen og cyklede hjemad. Jeg skal love for, at jeg fik medvind på cykelstien. Det lette tråd var en oplevelse, og det er efterfølgende blevet til mange skovture. Jeg havde fået rygstød som en kæmpegave, om end jeg nok ikke vil betegne elcyklen som min bedste ven.
Sammenligningen mellem en almindelig cykel med rugbrødsmotor og en elcykel med hjælpemotor får mig til at drage en parallel til kristenlivet i Helligåndens kraft. Hvor vi mennesker ofte mener, at vi skal præstere og knokle for at få et godt resultat og blive anerkendt af andre og Gud, så er livet efter pinsedag, hvor Gud udgød sin Helligånd, en hvile, men med en ny glød i tro og liv. Efter pinsedag blev disciplene fyldt med en ny frimodighed i deres tjeneste for den opstandne Herre. I bøn, i omsorg for deres medmennesker, i vidnesbyrd og forkyndelse.
I overført betydning er det at have en elcykel at erkende, at vi let bliver trætte i egen kraft, og at vi derfor må sige til Gud: Giv mig så meget ”batteri”, som jeg har brug. Lad mig op, så jeg ikke bare i stædighed skal bryste mig af, at jeg fik løst problemerne selv. Næst efter Jesus bliver denne ”troens elcykel” da min bedste ven, som fører mig længere ud i erkendelse og i tjeneste. Men som også giver styrke til at holde ud, når livet føles hårdt og gør ondt.
Som der står i Esajas 40, 31: ”Men de, der søger hjælp hos Herren, får ny styrke, som ørnen får nye svingfjer. De løber uden at blive trætte, de vandrer uden at blive udmattede”.
