”Gud skubbede mig ud i noget nyt og viste samtidig sin radikale omsorg”

Karen Harvey boede som ung i Odense, hvor hun uddannede sig som pædagog. Samtidig var hun i tjeneste i Odense Bykirke.

Da hun var i slutningen af tyverne, begyndte Gud at røre ved noget nyt i hende. Det var, som om Gud ville have hende til at tage på bibelskole igen. ”Måske er det min opdragelse, måske var det noget andet, som gjorde, at jeg umiddelbart tænkte, at det da ikke var min tur til at tage på bibelskole – det havde jeg været ti år tidligere. Jeg tænkte, at det var en andens tur til at få sådan en god oplevelse. Men tanken var vedholdende og tilbagevendende. Derfor sagde jeg til Gud: Hvis denne tanke virkelig er fra dig far, så beder jeg om 50.000 kr i min postkasse.”

Karen kan ikke huske, at hun fortalte nogen om sin bøn. Tre måneder senere lå der en check på 50.000 kroner i hendes postkasse. ”For mig var det et kæmpe mirakel, som gjorde, at tankerne om, hvilken bibelskole jeg skulle på, blev relevante. Jeg tog mig god tid til overvejelserne. Mens jeg tænkte over det, var der en af mine venner, som kæmpede financielt. Jeg oplevede, at jeg skulle give en portion af de 50.000 kr. til vennen. Det var Guds penge, og jeg bad ham sørge for resten af beløbet til bibelskolen, hvis han stadig ønskede, at jeg skulle tage afsted.”

Ingen vidste, at Karen havde givet 20.000 kr. væk, men i samme uge modtog hun et opkald. Det var hendes mor, som fortalte, at de som forældre gerne ville give hende en gave på 10.000 kr.

Højskoleophold ændrede Karens liv

Med 40.000 kroner havde Karen nok til et højskoleophold. Hun tog på Acts Academy i Kolding, en kristen højskole, der er grundlagt af Apostolsk Kirke. Karen var elev på højskolen i to år, inden hun blev lærerassistent på skolens rådgivningslinje. Mens Karen var der, mødte hun Neil, som hun i dag er gift med. Neil er fra Wales. Han fik i forlængelse af bibelskoleopholdet tilbudt en stilling som præsteaspirant i en walisisk kirke.

Det betød, at Karen blev skubbet ud i noget nyt. Et langdistanceforhold med stor sandsynlighed for, at parret, efter at være blevet gift, ville bosætte sig i Wales. Sådan blev det. ”For mig var det at flytte til et andet land og en anden kultur ret angstprovokerende. Men Gud havde omsorg for mig og kendte min frygt for forandringen og for skiftet. Noget af det, som fyldte en del for mig, var, hvor vi skulle bo.”

Et par måneder før brylluppet fik Neil en drøm, hvor han så ansigtet på en præst i Wales, som han kendte. Han forstod ikke umiddelbart, hvad drømmen betød, men han delte alligevel drømmen med Karen. Senere samme dag var han på besøg hos nogle venner. Pludselig ringede det på døren og ind kom den præst, som Neil havde drømt om. Da præsten så Neil sagde han: ”Jeg skulle egentlig have haft fat i dig, for jeg vil gerne snakke med dig om noget. Vi har hørt, at du snart skal giftes, og vi har tænkt på, om du og Karen vil leje vores hus til en rigtig god pris. Vi skal rejse ud som missionærer.”

Neil tog med præsten hjem og optog en video i huset, så Karen kunne se, hvordan det så ud. Det var et hus med tre værelser og en have. ”Det gav mig rigtig meget ro i maven, at vi allerede et par måneder før skiftet vidste, hvor vi skulle bo. Det var så dejligt, at Gud på den måde viste sin omsorg for mig.”

Træning i ledelse

Parret var i Wales og arbejdede der i 9,5 år. Karen arbejdede i kirken og havde en fuldtidsstilling som pædagog i en vuggestue. Selvom det var mange timer, fungerede hun godt i det. ”Jobbet i vuggestuen var meget lærerigt og udfordrede mine principper. Især fordi den pædagogiske praksis adskilte sig radikalt fra den, som jeg kendte fra Danmark. I Danmark er vi meget demokratiske i tilgangen og mener, at børnene lærer gennem leg. I Wales arbejdede vi med læringsmål – også for børn i et til to-årsalderen.”

Et af de steder, hvor Karen arbejdede, havde hun en kvindelig leder, hvis ledelsesstil bedst kan beskrives som truende. ”Det ville aldrig være gået i Danmark. Vi blev bange for hende, hver gang hun kom ind i rummet. Jeg var heldigvis ansat i den institution, hvor hun ikke var daglig leder, men kun overordnet leder. Hun kom på besøg hos os nogle gange. Hendes princip overfor både børn og voksne var kæft, trit og retning.”

Midt i det var der strukturelle og ledelsesmæssige omlægninger i institutionen. I den forbindelse blev Karen spurgt, om hun ville lede en af stuerne. ”Selvom jeg takkede klart nej til det på grund af arbejdsmiljøet, blev jeg spurgt flere gange. Alligevel endte jeg med at få lederrollen, fordi der opstod en krise med den leder, som var der. Så jeg havde ikke noget valg.” Karen oplevede det, som om Gud skubbede hende ind i ledelse. En dag på arbejdet som et lyn fra en klar himmel sagde Gud til hende: ”Karen, jeg træner dig til lederskab.”

”Det var rart med den forsikring fra Gud. Rent praktisk oplevede jeg Guds velsignelse, mens jeg var leder. Jeg var vellidt, og vi oplevede at lykkes som team i det, vi satte os for.”

Et nyt skub og skift til London

Nogen tid efter oplevede Neil og Karen, at Gud ville lede dem ind i noget nyt. De tog til en konference, hvor Karen under lovsang fik en fornemmelse i sin mave. Det føltes som en vaskemaskine, som om Gud var i gang med at forandre noget – som et stærkt kald til at bryde op og sige ja til noget nyt. Samtidig fik hun et syn for sit indre, hvor hun så Jesus stå på vandet og hun så, at Jesus trak i hendes ankler for at få hende ud at gå på vandet. Hun så, at hun holdt krampagtigt fast i kanten af en robåd. Sammen med det pudsige syn, hørte hun spørgsmålet: ”Vil du sige ja?”

Først, da Karen bekræftede sit ja overfor Gud til det nye, oplevede hun igen fred i sit indre. ”Vi afrundede arbejdet i den kirkeplanting, som vi var i gang med og flyttede halvandet år senere til London.” En morgen nogen tid før flytningen, mens Karen holdt andagt, hørte hun krystalklart i sit indre en linje fra en sang, hun kendte: ’It is a new dawn, it’s a new day, it is a new life and I am feeling good’.

”Disse ord gjorde, at jeg vidste, at der kom til at ske noget helt nyt i vores liv. Det var så spændende.” Neil og Karen solgte deres hus og boede i første omgang i en lille etværelses lejlighed. Det var så dyrt at bo i London, så selvom de begge havde jobs, brugte de af opsparingen. Da pengene var ved at slippe op, bad de til Gud om hans fortsatte forsørgelse. De fortalte kun Gud – ingen i England – om deres økonomiske situation.

Indenfor den samme uge blev Neil kontaktet af en kvinde fra kirken, som sagde: ”Jeg har haft jer på mit hjerte i noget tid. Jeg vil tilbyde jer en lejlighed i min ejendom.” “Vi kunne bo der gratis, fortalte kvinden, hvilket vi sagde nej tak til. Vi syntes, at det var for stor en gave. Senere talte vi om, at det måske var Guds bønnesvar.” Dagen efter bad parret til Gud og sagde: ”Hvis det er et bønnesvar fra dig, så lad tilbuddet komme til os igen.” I løbet af en time fik Neil en mail, hvor kvinden skrev, at hun altså virkelig troede, at tilbuddet var fra Gud, så hun håbede sådan, de ville sige ja tak.

”Fordi tilbuddet kom til os for anden gang, var det lettere at sige ja tak til det. Området, som boligen lå i, var det næstdyreste postnummer i England, så vi boede blandt de rige. Vi boede gratis i tre et halvt år, indtil vi valgte at flytte. Mens vi boede der, havde kvinden også stillet en lille smartbil til vores rådighed.”

Du skal give din bil væk

Da parrets egen bil brændte sammen, tog de den lille tosædede smartbil i kirke. Da de ankom, blev de grinet ad. Der var nogle, som synes, at det så ret komisk ud, at Neil, som er robust bygget, kom ud af den meget lille bil. ”Vi fortalte dem, som stod i døren, at vores bil var brændt sammen. En af mændenes ansigtsudtryk stivnede lidt. Efter gudstjenesten ringede han til Neil og sagde: ”For et par måneder siden talte Gud til mig og sagde: Du kommer til at skulle give denne bil væk, så hold øje med, hvem det er, du skal give den til. Jeg vil gerne give bilen til jer.”

”Det er faktisk bil nummer tre, som vi har fået foræret,” siger Karen og fortsætter: ”Gud er med, når han kalder. Han sørger for dem, som han har kaldet. Selvom der stadig er op- og nedture, kan visheden om Guds forsørgelse være en opmuntring og et skub ud i det, som Gud vil,” slutter Karen med et varmt smil.