”Hvis du lader min far dø nu, så vil jeg aldrig mere have noget med dig at gøre”

”I dag vil jeg fortælle om, hvad Gud har gjort i mit liv – om store og små mirakler,” siger Ejler Nørager med et smil.

Ejler Nørager er frimenighedspræst og sjælesørger i Luthersk Missions afdeling i Sønderjylland. Han har før medvirket i serien ’Mirakler i hverdagen’, hvor han blandt andet fortalte om en ældre mand, der var blevet helbredt for problemer med lungerne. Efter artiklen kom der en del henvendelser om møder, forbøn og samtaler, men denne gang handler det mere om, hvad Gud har gjort i Ejlers eget liv.

Aldrig mere Gud

64-årige Ejler voksede op i et kristent hjem, hvor det var naturligt at læse Bibelen, bede og gå til møder i missionshuset. Da han var omkring ti år, blev hans far alvorligt syg og senere opereret for kræft. Mens Ejler var på efterskole i 8. klasse, blev han en dag kaldt ind på kontoret. Han fik at vide, at hans far nu var så syg, at han lå på dødslejet.

”Jeg var godt klar over, at han var alvorlig syg, men jeg havde ikke troet, at det kunne gå så stærkt med at blive dårligere. Vi havde besøgt far om søndagen, hvor han var helt klar. Så jeg var ikke forberedt på, at han indenfor nogle få dage ville være døende. Mens jeg ventede på min bror, som var på vej for at hente mig, sagde jeg til Gud: ”Hvis du lader min far dø nu, så vil jeg aldrig mere have noget med dig at gøre.”

Der gik kun et par timer, og så døde Ejlers far. Han stod tilbage med sin beslutning om aldrig at ville have noget med Gud at gøre.  Til trods for den radikale beslutning, oplevede Ejler, at Gud gjorde noget i forbindelse med dødsfaldet.

”Mens vi stod der på sygehuset og sang for far, spurgte min mor, om nogen af os havde en særlig sang, som vi gerne ville synge.  Jeg foreslog sangen: Vejen opad er fri. For mig var det en del af miraklet, at jeg til trods for min beslutning valgte en sang, der i allerhøjeste grad handler om Gud. Det blev en sang, som fik stor betydning for mig de følgende år af mit liv. Jeg er overbevist om, at det ikke var noget, jeg gjorde af mig selv.”

’Vejen opad er fri’ bruges ofte til at trøste og opmuntre i svære tider. En af opmuntringerne i sangteksten lyder:

Vejen opad er fri 
Husk det i sælsomme dage 
Når døren fremad
og døren tilbage
begge er hårdt lukket i 
Vejen opad er fri. 

Det største mirakel

Ejlers beslutning om aldrig igen at ville have noget med Gud at gøre nævnte han kun for nogle ganske få, og det gjorde, at det blev en underlig tid. Men det, som Ejler blev klar over i løbet af de næste tre måneder, var, at selvom han ikke ville have noget med Gud at gøre, så ville Gud gerne fortsat have med ham at gøre. ”En dag indtraf det store mirakel. Jeg blev klar over, at Gud elskede mig. Det skete en morgen under en bibeltime.”

Sandheden ramte Ejler på en ny måde.   ”Selvom jeg i mange år havde vidst det med min forstand, gik det med ét op for mig. ”Ejler, det Jesus gjorde, det gjorde han også for dig.” Det var ligesom blevet væk. Det er det største mirakel, der nogensinde er sket i mit liv, at Helligånden gjorde sandheden om Jesus levende for mig. I tiden op til oplevede jeg en periode i mit liv, hvor mit liv føltes tomt – uden mål og retning.”

Da det stod klart for Ejler, at Jesu korsfæstelse, død og opstandelse også gjaldt ham, havde det en kraftfuld virkning på ham. Han kunne ikke holde glæden for sig selv, men måtte fortælle andre om det. Så både kammerater på efterskolen og vennerne fra badmintonklubben fik Ejlers oplevelse at vide.

”Jeg er ikke den type, der almindeligvis har let ved at fortælle fremmede om Jesus. Men på tomandshånd eller en meget lille gruppe så er det en anden sag, der føles det mere naturligt for mig. Men denne oplevelse og åbenbaring havde så stor betydning for mig, og Gud lagde den ene situation efter den anden til rette for mig, hvor jeg kunne fortælle andre om det.”

Ændrer uddannelsesplan

I 9. klasse begyndte Ejler at forberede prædikener, som aldrig blev holdt, men som han holdt for sig selv.  ”Jeg undrede mig over det, fordi min fremtid var planlagt. Jeg skulle være ingeniør. Jeg husker det, som om nogle prædikener blev skrevet ned, mens andre blev talt højt for mig selv. I 10. klasse kom skolelederen hen til mig og sagde: ”Ejler, du skal med ud at holde et kristent ungdomsmøde.”

”Det er det største mirakel, der nogensinde
er sket i mit liv, at Helligånden gjorde
sandheden om Jesus levende for mig.”

Nogen tid efter sagde han: ”Du skal prædike den aften. Men bare rolig, om du prædiker fem minutter eller ti minutter, er fint, jeg tager også en prædiken med og fylder den tid ud, du ikke bruger.”
Ejler ved ikke, om forstanderen havde glemt at fortælle, at det var et ekstra stort ungdomsmøde, Men det var det, der var omkring 100 unge fra hele Vestjylland,  ”Jeg tror, han ville skubbe lidt på for mig. Det var stort for mig at opleve en, som ville tage mig under sine vinger.”

Et hørbart kald fra Gud

Et par år senere, da Ejler gik i gymnasiet, hørte han en prædiken om, at vi skal bede høstens herre om at sende arbejdere ud til sin høst. Det begyndte Ejler derfor at bede om.  ”En aften oplevede jeg, at Gud sagde til mig med en hørbar stemme, som jeg ikke ved, om var indeni mig eller udenfor mig, men den var hørbar og sagde: ”Ejler, nu skal jeg opfylde din bøn. Du skal gå!” Det var for mig et indre kald, og jeg spekulerede på, hvordan kaldet skulle føres ud i livet. Jeg var klar over, at der for mig var tale om et fuldtids kald. Jeg fornemmede, at jeg alligevel ikke skulle være ingeniør.”

Senere oplevede Ejler også et ydre kald. På Luthersk Missions Højskole i Hillerød var elever og lærere på en dagstur. Ejler sad lidt for sig selv, mens de spiste madpakker. En lærer kom hen til ham, satte sig ned og spurgte ham, hvad han skulle efter bibelskolen. Ejler fortalte, at han havde overvejet at fortsætte på Luthersk Missions Missionsskole. Læreren blev glad for svaret og sagde, at han troede, at det var det rette for Ejler.

”Det blev et stærkt ydre kald for mig. Mens jeg var på missionskolen, blev det klart for mig, at jeg havde brug for at få mere erfaring i praksis. Så da jeg blev spurgt, om jeg ville stå for nogle ungdomsmøder i Hornbæk på Nordsjælland, svarede jeg ja. Flere begyndte at tage deres kammerater med, og der kom unge uden nogen tilknytning til kirken og kristne kredse.”

Et nøgleunder

En fredag aften hvor der skulle holdes ungdomsmøde, oplevede Ejler noget ganske særligt. Han skulle ikke selv være med til mødet, og han vidste, at de, der udover ham havde nøglen til missionshuset, var bortrejst.

”Da jeg var på vej til stationen, mærkede jeg på min lomme. Nøglen til missionshuset lå der. Jeg kunne ikke nå hjem på værelset med nøglen for så ville jeg ikke kunne nå toget. Jeg begyndte at bede. Efter nogen tid fik jeg en fornemmelse af, at nu havde Gud klaret det. Det undrede mig meget. Den første, som jeg mødte på stationen, var en, som jeg kendte – det var nemlig ham, der skulle stå for ungdomsmødet den aften. Han fik nøglen til missionshuset, og jeg kunne endnu engang konstatere, at Gud har helt styr på tingene helt ned i de mindste detaljer,” slutter Ejler med varm, begejstret stemme.