Hjertevarm samtalebog om tro

Carolyne Kaddu Rasmussen er efterhånden en erfaren forfatter. Hun har tre bogudgivelser bag sig, som primært har handlet om hendes personlige liv. ’Troen sidder i hjertet’ er lidt anderledes end de forrige bøger, da der er tale om en samtalebog, som jeg vil kalde det.

Inspirerende personer

Carolyne dykker ned i, hvordan troen på noget større former vores liv, gennem samtaler med syv inspirerende personer. Hun deler sin egen urokkelige tro, selv efter at have oplevet svære tider, og undersøger, hvordan troen opleves i både hverdag og krise. Det er ikke syv tilfældigt udvalgte personer, Carolyne taler med, men folk, som på en eller anden måde har gjort indtryk på hende. De syv personer er:

Benjamin Hav (musiker), Iben Krogsdal (salmedigter), Lotte Mørk (hospitalspræst), Naja Nielsen (højskoleelev), Anne-Cathrine Riebnitzsky (forfatter), Sjúrður Skaale (politiker) og Allan Tind (præst). Gennem samtaler udforsker Carolyne deres forhold til det at tro på noget større end os selv.

Samtalerne

Bogen er opbygget sådan, at Carolyne før samtalen med den enkelte har skrevet et kapitel, som leder hen til samtalen. Her fortæller hun blandt andet om, hvorfor hun har valgt at tage vedkommende med i bogen. Derefter kommer selve samtalen, som er skrevet, som den er foregået mellem de to personer. Det giver en fornemmelse af stemningen imellem de to parter i samtalen, og hvordan dialogen har været. De medvirkende er åbne omkring den tro, de har, og hvordan den giver sig udtryk i deres liv. Det er meget livsbekræftende læsning, synes jeg, for det udvider også min egen horisont i forhold til menneskers forskellige oplevelser af tro, og hvordan de lever det ud.

Med afsæt i forfatterens personlige tro

Carolyne lægger ikke skjul på, at denne bog er vigtig for hende, for troen er meget væsentlig for hende i livet og hverdagen. Som hun selv siger: ”Min personlige tro har ingen begyndelse og ingen slutning. Den er allestedsnærværende i mit liv og har fulgt mig gennem hele min nomadetilværelse.” Hun er opvokset i Uganda, hvor troen blev italesat overalt og kom så til Danmark, hvor man nærmest slet ikke talte om tro. Det skulle hun vænne sig til, og det er der mange små anekdoter om i bogen.

I forordet til bogen skriver Carolyne: ”Religion har alt for ofte skabt afstand mellem mennesker, men tro er for mig hverken et regelsæt eller en institution, det er en invitation til at mødes og et kærligt kald fra Gud, der siger: ”Kom tættere på.” Ikke gennem krav og regler, forbud og påbud, men gennem relation, nåde og frihed. Hvad er derfor mere meningsfuldt end at lade en samtale om tro opstå i mødet mellem to mennesker?”

Livsbekræftende bog

Jeg synes, det er en meget livsbekræftende bog. Når jeg læser om de forskellige personers opfattelse og oplevelser med tro, så giver det stof til eftertanke, og jeg ser Guds mangfoldighed i, hvordan hver enkelt oplever Gud og tro i deres hverdag. Samtidig flettes Carolynes egne oplevelser og erfaringer ind på en god og naturlig måde. Det er sundt for os danskere at høre, hvordan et menneske fra en helt anden kultur har oplevet mødet med os, vores tro (eller mangel på tro) og den måde, vi lever den ud på.

De syv medvirkende er vidt forskellige, og det er interessant at høre om deres møde med tro i hverdagen i den setting, de er i, som er vidt forskellig. Vi hører f.eks. om, hvorfor Iben Krogsdal blev salmedigter, hvordan hospitalspræst Lotte Mørk oplever troen i hverdagen på Rigshospitalet, og hvordan unge Naja Nielsen fandt troen midt i sin mørkeste tid. Så er der den sjove samtale med Benjamin Hav, som har sin helt egen opfattelse af tro.

Jeg vil anbefale denne bog til enhver, der er nysgerrig på folks forskellige oplevelser med tro og opfattelser af tro, og hvad det gør ved både os selv og det land, vi lever i. Jeg tror ikke, at denne bog var blevet, som den er, hvis ikke det var Carolyne Rasmussen, som stod bag. Med den baggrund, hun har, har hun formået at lave en bog, som stiller spørgsmål ved mange ting, som for os danskere er helt naturlige, men som set udefra slet ikke er så naturlige, som vi tror. Det er sundt for os at høre fra en, som ser det fra en anden vinkel.

Om forfatteren:

Carolyne Kaddu Rasmussen er sygeplejerske, forfatter og foredragsholder. Hun er født og opvokset i Uganda og kom til Danmark i 1992. Hun er gift og har fem børn, og så kommer vi ikke uden om, at hun også er kendt for at være mor til Melvin Kakooza. Hun har tidligere udgivet bøgerne ’Hovedet i himlen og fødderne på jorden’, ’Omfavnet af et moderhjerte’ og ’Jajja fortæller’.

Titel: Troen sidder i hjertet
Forfatter: Carolyne Kaddu Rasmussen
Forlag: Lindhardt og Ringhof
Pris: 239,95 kr.
Antal sider: 255