Datter fra Faderhuset fandt hvile i nåden

Sophia Christiaan har sagt ja til at fortælle om sin vej til indre lægedom og helhed i Kristus – og om, hvordan denne proces har lært hende at skelne mellem sund og usund tro.

Sophias opvækst begyndte i en karismatisk frikirke i København, Kristent Center på Ørnevej. På et tidspunkt valgte Sophias forældre at starte deres egen menighed, Faderhuset, hvor hendes far de første år var pastor. Men da Ruth senere overtog pastorrollen, blev kirken efterhånden mere og mere ekstrem. I 2005 flyttede Sophia fra Danmark, og i 2008 valgte hun at stå offentlig frem og advare mod det, der skete i Faderhuset. På det tidspunkt var Ruth allerede en offentlig person:

”Det var en meget smertefuld beslutning, og det kostede mig min familie. Men jeg følte samtidig, at jeg ikke kunne tie stille. Det bemærkelsesværdige var, at min tro på Gud ikke forsvandt. Gud mindede mig om, at jeg ikke måtte holde ham ansvarlig for det, mennesker gør. Jeg begyndte at kunne skelne mellem Gud og den måde, mennesker havde repræsenteret ham på. Jeg kunne se mange fejl og mangler i kristne sammenhænge, men Gud var stadig den samme gode Gud, som Han altid havde været.”

En præstationsorienteret kristendom

Men Sophia stod også med et liv og en tro, der havde brug for lægedom. Hun fortæller, hvordan troen var blevet viklet ind i en oplevelse af, at kærligheden – både fra mennesker og Gud – var betinget af, hvor meget hun ydede og præsterede. Det betød, at hun allerede fra barnsben blev meget præstationsorienteret og nok kunne give, men ikke tage imod:

”Når man så bliver voksen og skal leve sit eget liv, kan det være svært at være et autentisk menneske, som kan rumme både sig selv og andre. I stedet kommer man let til at stille en meget høj standard, som ingen mennesker kan leve op til. Og med det følger en følelse af aldrig at slå til og en uendelig cirkel af nederlag, skyld og oplevelsen af synd, som man ikke rigtig kan komme ud af. Derfor oplevede jeg ikke den dybde, der ligger i et kærligt forhold til Gud – det at være elsket på trods af sine fejl og mangler, ja, selv på trods af sin synd. Jeg oplevede aldrig rigtigt den hvile, som nåden giver, hvilket fik alvorlige konsekvenser for mit selvværd og min selvforståelse.”

Ansvar og tilgivelse

”Samtidig tror jeg, det er vigtigt at sige, at trossamfund og menigheder kan svigte os. Mennesker kan gøre stor skade, også mennesker, som taler om Gud. Derfor må vi lære at håndtere skuffelse, svigt og det, andre har gjort mod os, på en Kristus-lignende måde. Uanset hvad mennesker har gjort, og uanset hvor dybe sårene er, er der en frihed i at tilgive og give slip på mennesker og på det, de har gjort mod os. Når man begynder at se livet gennem Guds nådes øjne, lærer man samtidig ikke kun at placere skyld, men at se efter, hvad Gud kan gøre med det, vi har været igennem. Det betyder ikke, at det, der er sket, bliver godt eller rigtigt. Men Gud kan tage selv det, der var ødelæggende, og bruge det til noget, der tjener hans formål og vores vækst.”

”Mennesker kan gøre stor
skade, også mennesker,
som taler om Gud.”

Hjem til nåden

Sophia begyndte nu en lang rejse sammen med Gud til indre lægedom og sund tro. Jeg giver hende selv ordet:

”Jeg tror, at noget af det sværeste efter en opvækst som min er at lære at skelne mellem det, der faktisk er kristen tro, og det, der blot er en ekstrem eller fordrejet fortolkning af kristendommen. Når man fra barnsben har fået at vide, at bestemte mennesker, bestemte fortolkninger og bestemte åndelige praksisser er den absolutte sandhed, kan det være meget svært senere at sætte spørgsmålstegn ved dem. Gud måtte nærmest ”afprogrammere” mig og føre mig tilbage til et sundt og solidt fundament. Jeg måtte lære at læse Bibelen på ny og opdage, at mange af de ting, jeg havde fået indprentet som Guds Ord, i virkeligheden var menneskers fortolkninger og religiøse systemer. Det var en lang proces, hvor jeg efterhånden på en helt ny måde kom hjem til nåden. Det blev et afgørende vendepunkt, både teologisk og personligt. Jeg begyndte at forstå, at kristenlivet ikke handler om konstant at forsøge at blive god nok for Gud, men om at hvile i det, Kristus allerede har gjort.”

”Efter mit brud med Faderhuset
og min familie gik jeg ind i en
helbredelsesproces, som kom til
at strække sig over mange år.”

Ny forståelse af Guds ord

”Efter mit brud med Faderhuset og min familie gik jeg ind i en helbredelsesproces, som kom til at strække sig over mange år. Selvom jeg på det tidspunkt var i fuldtidstjeneste, arbejdede Gud stille og roligt i mit indre. Det første og måske vigtigste redskab var, at Gud gav mig en mere korrekt forståelse af hans ord. Jeg havde brug for at få de grundlæggende ting på plads. Samtidig måtte jeg aflære en masse af det, jeg havde troet på hele mit liv. Det var ikke altid let, men Gud gav mig en særlig nåde til at se, forstå og modtage sandheden i hans Ord. Efterhånden begyndte ting, der havde været forvirrende i mit indre, at falde på plads. Jeg opdagede, at meget af det, jeg havde opfattet som åndelig modenhed, i virkeligheden havde været frygt, præstation og kontrol. Og jeg begyndte at opleve forskellen mellem at forsøge at forandre sig selv og at lade Guds Ånd arbejde indefra. Da jeg fandt nåden, kom den indre helbredelse skridt for skridt. Når vi kommer ind i Guds hvile, behøver vi ikke længere hele tiden at forsøge at forbedre os selv gennem egen kraft. Vi kan overgive os til Gud og lade hans Ånd gøre det arbejde i os, som vi aldrig selv ville kunne udføre.
For mig har helbredelse derfor ikke primært været én oplevelse, men en lang proces, hvor Gud igen og igen har vist mig, hvem han er, hvem jeg er, og hvad det betyder at leve i afhængighed af ham. Jeg har også oplevet, hvordan helbredelse på ét område kan få konsekvenser på mange andre områder af livet. Når en indre løgn eller et sår bliver mødt af Guds sandhed og kærlighed, begynder noget at ændre sig i den måde, man tænker, reagerer og lever på. Jeg har lært, at Jesus ikke bringer vores fejl og sår frem for at ydmyge eller fordømme os. Han viser os dem for at rense og befri os. Når vi tør erkende det, der er sandt om os selv, kan vi give Gud plads til at komme med sin nåde og helbredelse.”

Nådens evangelium

”Nåden er uden tvivl det, der har fået den største betydning for mig. I 2019 delte nogle præstevenner med os, hvad de kaldte nådens evangelium: At frelsen kommer af nåde ved tro, og at vi ikke kan lægge vores egne religiøse gerninger oveni Kristi fuldbragte værk. Jeg troede egentlig, at jeg forstod det. Men efterhånden gik det op for mig, hvor dybt et præstationssystem jeg selv havde levet i. Jeg havde lært at tænke: Hvis jeg gør dette, så vil Gud gøre dette. Hvis jeg giver tiende, vil Gud velsigne mig. Hvis jeg evangeliserer, vil han give mig et spændende liv. Hvis jeg læser en bestemt mængde i Bibelen, bliver jeg mere åndelig. Hvis jeg beder længe nok, faster, går i kirke, tilbeder eller taler i tunger, så kommer jeg tættere på Gud.”

”Men pludselig forstod jeg, at kristendommen ikke handler om, hvor meget jeg kan gøre for Gud. Gud havde allerede gjort det, jeg aldrig selv kunne gøre. Jeg var ikke blevet frelst for derefter at begynde at arbejde mig frem til Guds accept. Jeg var blevet frelst for at komme ind i hans hvile. Det var et helt nyt begreb for mig. Jeg begyndte derfor at lære at hvile fra hele tiden at forsøge at hjælpe Gud eller bevise, hvor ”brændende” en kristen jeg var. Gud ønskede først og fremmest, at jeg skulle tage imod hans kærlighed og lade nådens virkelighed synke dybt ned i min sjæl. Samtidig begyndte han at vise mig, hvor meget lov og præstation, der stadig sad i mig. Jeg opdagede, hvor svært det faktisk var for mig bare at lade Gud lede mit liv. Det var dér, jeg for alvor forstod, hvor meget jeg havde været vant til selv at skulle få tingene til at ske. For mig betyder nåden derfor ikke, at synd eller hellighed er ligegyldigt. Den betyder, at mit forhold til Gud ikke længere bygger på min præstation. Min tryghed ligger i det, Kristus har gjort – ikke i det, jeg gør eller ikke gør. Det har givet mig en helt anden sikkerhed i min tro. Jeg behøver ikke længere leve i frygt for, om jeg har gjort nok. Jeg kan i stedet lære at være afhængig af Guds Ånd og lade ham gøre det i mig, som jeg tidligere forsøgte at gøre i egen kraft. Det er måske den største forskel, nåden har gjort i mit liv: Jeg er gået fra at forsøge at leve for Gud til at lære at lade Gud leve gennem mig.”

Fri til ærlighed

”Gud har været trofast og har bragt mig igennem mange store og hjerteskærende ting. Han har holdt mig sammen gennem det hele og givet mig styrke til at holde blikket fæstet på ham. I dag er jeg et sted, hvor jeg bedre kan se de spor, min opvækst har sat i mig. Jeg har måttet erkende, at nogle af de mønstre, jeg lærte som barn, også har påvirket min egen karakter og den måde, jeg har mødt andre mennesker på. Det har ikke altid været behageligt at se på, men nåden har gjort det muligt for mig at erkende mine fejl uden at blive knust af skyld og skam. Under nåden er det blevet lettere at være ærlig over for Gud. Når han viser mig noget i mit liv, behøver jeg ikke længere skjule det, forsvare mig eller forsøge at bevise, at jeg er bedre, end jeg er. Jeg kan ganske enkelt sige: ”Gud, her er et område, hvor jeg har brug for din helbredelse.” Jeg har lært, at Jesus ikke viser os vores synd, vores svagheder eller vores sår for at fordømme os, men for at rense og befri os. Når vi ydmyger os og erkender vores behov for ham, giver vi plads til, at hans Ånd kan arbejde i os. Når Gud heler noget dybt i os, begynder det at kunne ses i den måde, vi tænker, reagerer og møder andre mennesker på. Jeg er derfor ikke færdig. Jeg tror ikke, at heling betyder, at man en dag når frem til et punkt, hvor man ikke længere har noget at lære. For mig betyder heling snarere, at jeg er blevet friere til at være ærlig, afhængig af Gud og villig til at lade ham fortsætte sit arbejde i mig. Det er en helt anden måde at leve på end den, jeg voksede op med.”

Når man begynder at se
livet gennem Guds nådes
øjne, lærer man samtidig
ikke kun at placere skyld,
men at se efter, hvad Gud
kan gøre med det, vi
har været igennem.”

Sund eller usund tro

Men hvordan spotter man så den usunde tro i sin menighed eller i sig selv, spørger jeg hende:

”Jeg tror, et af de tydeligste tegn på, at en menighed er på vej i en usund teologisk eller åndelig retning, er, når lederen begynder at lede mennesker til sig selv i stedet for til Gud. Det kan ske meget subtilt og næsten umærkeligt. Det kan begynde med, at mennesker søger lederen for at få svar på spørgsmål, som de egentlig burde bringe til Gud. Lederen bliver den, man skal have bekræftelse fra, den, der skal fortælle én, hvad Gud siger om ens liv, eller den, man føler, man skal have en særlig relation til for at kunne vokse åndeligt. På den måde kan et sundt åndeligt lederskab langsomt udvikle sig til en usund afhængighed. Jeg tror også, at vi skal lære at se på vores eget trosliv. Gør min tro mig mere afhængig af Gud – eller mere afhængig af bestemte mennesker? Bliver jeg opmuntret til selv at søge Gud, eller får jeg hele tiden brug for, at andre fortæller mig, hvad Gud mener? Bliver mit forhold til Gud præget af frihed og tillid, eller af frygt, kontrol og afhængighed? Et sundt kristent lederskab peger altid på Kristus. Vi kan ære vores ledere, lære af dem og tage imod deres vejledning, men de må aldrig blive vores mellemled til Gud. Intet menneske skal stå mellem os og Gud.”

”Vi kan ære vores ledere, lære af dem
og tage imod deres vejledning, men
de må aldrig blive vores mellemled
til Gud. Intet menneske skal
stå mellem os og Gud.”

Afhængig af Gud

Megen usundhed i menighederne og i den enkeltes trosliv udspringer af et i udgangspunktet ægte ønske om at give sig helt til Gud, som gør, at man kammer over i det, Sophia betegner som præstationsorienteret kristendom. Men hvordan skelner man mellem brændende, hengivent kristenliv og usund ekstremisme?

”Jeg tror ikke, grænsen går ved, hvor meget vi elsker Gud, hvor meget vi beder, eller hvor engagerede vi er i vores kristenliv. Man kan være meget hengiven til Jesus uden at være ekstrem. Spørgsmålet er snarere, hvad vores hengivenhed bygger på, og hvad den gør ved os,” siger Sophia. ” Usund ekstremisme opstår, når vores forhold til Gud bliver præstationsbaseret – når vi begynder at tro, at Guds kærlighed, nærvær eller velsignelse afhænger af, hvor meget vi gør, hvor meget vi ofrer, eller hvor ”brændende” vi kan bevise, at vi er. Gud har aldrig ønsket, at vi skulle leve under et konstant pres for at præstere os til et tæt forhold til ham. Tværtimod ønsker han, at vi skal opdage, hvor dyb og bred hans kærlighed er og lære at hvile i den. Nåden giver os plads til netop det. Selv om vi har fejl og mangler, er der ingen fordømmelse. Vi er stadig elsket, og vi kan frimodigt komme til Guds nådetrone for at få hjælp.”

Den omvendte rækkefølge

”I den præstationsorienterede, ekstreme kristendom bliver rækkefølgen ofte vendt om. Først skal man være god nok, gøre det rigtige og bevise sin hengivenhed – og derefter føler man, at man kan komme til Gud for at få hans hjælp. Men nåden vender det hele på hovedet. Vi kommer til Gud, fordi vi har brug for ham, ikke fordi vi først har gjort os fortjent til hans hjælp. Det handler ikke om vores præstationer eller resultater, men om at leve ved Helligåndens kraft. Og det kræver, at vi opgiver vores naturlige trang til selv at kontrollere og få tingene til at ske i egen kraft og i stedet overgiver os til Gud og lader ham gøre sit værk i os og gennem os. Jeg tror faktisk, at det er dér, den sande frihed ligger: Ikke i at gøre mere for Gud, men i at lære at stole mere på ham.
For mig er et sundt kristenliv derfor ikke et spørgsmål om at præstere mest muligt for Gud, men om at være mest muligt afhængig af ham.”

Website: https://instituteoflove.net/

---

Fakta om Faderhuset

• Grundlagt 1990 af Knut og Ruth Evensen.

• I 1998 gennemgik kirken en radikalisering, da Ruth Evensen overtog ledelsen. Over halvdelen af medlemmerne forlod kirken.

• Ledelse: 5 personer, herunder ægteparet Evensen og deres søn Simon Peter Evensen, som er pastor.

• Kirken er ikke tilknyttet andre frikirkenetværk.

• I 1994 startede ægteparret Evensen ’Samuelsskolen’, som i 2005 fik frataget statstilskud og lukkede i 2006.

• I 2001 købte Faderhuset Ungdomshuset på Jagtvej 69, og vandt i 2006 en retssag om retten til huset.

• Faderhuset blev tilbudt at sælge grunden til Fonden Jagtvej 69, men sagde nej. Politiet satte besættere ud.

• 5. marts 2007 blev grunden på Jagtvej 69 ryddet.

• I september 2007 satte Faderhuset grunden til salg.

• I april i år blev Faderhuset anklaget i medierne for at have afvist at tage anklager imod et medlem for incest alvorligt, og Ruth Evensen blev politianmeldt, men er ikke dømt.
Kilde: Udfordringen 2008/22