Fra ateist til biskop og kristen forfatter

Bo Giertz blev født ind i en intellektuel slægt og det bedste borgerskab som andet barn i en søskendeflok på otte bestående af syv drenge og en pige. Året for hans fødsel var 1905.

Hjemmet var ikke et sted, hvor Gud havde plads. Faren, der var læge og senere blev en berømt kirurg, var ateist, mens moren vel snarere kunne kaldes agnostiker. Derfor var det da heller ikke farens intention, at den lille Bo skulle døbes. Alligevel endte det med, at moren fik ham døbt, da han var bare to måneder gammel. Men dåben blev ikke fulgt op af en oplæring i den kristne tro. Den eneste berøring, Bo fik med troen i barndommen, var, når familien besøgte morforældrene, hvor der var tradition for at gå i kirke om søndagen.

Selvom forældrene ikke havde taget deres ansvar for at oplære Bo i den kristne tro efter dåben, mente de, at det var vigtigt, at han og hans søskende fik en solid baggrund for selv at kunne vælge, om de ville tro eller ej. Den grundighed karakteriserede for øvrigt deres tilgang til alle sider af livet. Så da Bo kom i konfirmationsalderen, sørgede de for, at han og en af hans brødre fik den bedst tænkelige præst til at undervise dem. Det blev en præst, der var præget at C.O. Rosenius.

Men selvom de her havde valgt en levende troende præst, trængte det ikke ind hos Bo og hans bror. Konfirmationen var snarere en selvfølgelig tradition end en tilslutning til den tro, han var blevet døbt til.

Ateismen begynder at vakle

Da Bo skulle vælge uddannelse, var det naturligt for ham at gå i sin fars fodspor ved at begynde på lægestudiet. Det viste sig dog ikke at være hans vej. Som studerende begyndte hans stålfaste ateisme lige så langsomt at krakelere. Trods sin fars ateisme, som han havde overtaget, havde faren en solid moral, og han hævdede – med Bo Giertz’ egne ord – ”at også uden Gud havde livet i sig selv en forpligtende mening, [og der var] værdier, der ganske enkelt var ukrænkelige”.

På universitet mødte Bo imidlertid en helt anden slags ateister, der med deres manglende tro på Gud, mente, at de var fri til at gøre hvad som helst, for hvor skulle en eventuel forpligtende mening komme fra, hvis der ikke var en Gud. Mødet med denne nihilistiske ateisme fik Bo til at tvivle på ateismens berettigelse, og udover at springe fra lægestudiet begyndte han nu at læse latin, græsk og antikkens historie. Også hans konfirmationsbibel kom frem, og han begyndte at gå til foredrag om kristne emner.

Gud er til

”Så kom der en dag, da det helt pludseligt gik op for mig, at Gud er til […]. Det stod fuldstændig intuitivt klart for mig, at det var den kristne livsopfattelse, som stemte med virkeligheden, og at Gud lå bag alt det, jeg havde oplevet som i dybeste forstand sandt og som det mest værdifulde, jeg havde fået med mig fra mit hjem,” fortæller Bo Giertz.

Med hans erkendelse af Guds eksistens kom også en overbevisning om, at han fra nu af skulle tjene Gud. Han skulle være præst. På sit studie havde han således mødt teologistuderende, der havde været med til at føre ham nærmere Gud. Forinden dette møde havde han været overbevist om, at man måtte være enten dum eller uvederhæftig, hvis man bekendte sig som kristen, og præster måtte nødvendigvis være uintelligente, men nu så han noget helt andet.

Alligevel var han glad for at have været ateist: ”Jeg har set det som en stor nåde, at jeg fik lov til at være ateist nogle år. Jeg ved præcis, hvordan det føles, og jeg kender alle de argumenter, som kan bruges og bliver brugt mod kristendommen.”

Præst, biskop og forfatter

Efter at være blevet cand.theol. tog Bo Giertz en ph.d. i Det Nye Testamente, hvorefter han blev rejsesekretær i Sveriges Kristelige Gymnasiastbevægelse. Derefter havde han tre embeder som præst i forskellige sogne, inden han i 1949 blev valgt som biskop over Göteborgs stift i en alder af 43 år. Udover sit arbejde først som præst og senere biskop var han en flittig skribent og forfatter, og det var ikke bare faglitteratur indenfor teologien og opbyggeligt litteratur, der kom fra hans hånd.

Han skrev også romaner, heriblandt bl.a. ’Med egne øjne’, en nytestamentlig roman, og ’Ridderne på Rhodos’ om tyrkernes erobring af Rhodos. Men den roman, som er mest kendt, er ’Stengrunden’ fra 1941.

”Når en bonde forsøger at rydde stenene
på sin mark, kommer der igen og igen nye
sten op til overfladen, indtil han opdager,
at der under jorden er klippegrund – marken
ligger på stengrund. På samme måde
med menneskets hjerte.”

’Stengrunden’

I romanen ’Stengrunden’ følger læseren tre på hinanden følgende unge præster i Ödesjö i Sverige i tidsrummet mellem 1800 og 1900. På den måde er der altså tale om tre adskilte beretninger. Det centrale tema i romanen er de tre præsters åndelige kampe og udvikling og deres indflydelse i det sogn, de er sat til at være hyrder for. Bo Giertz skelner skarp mellem sund og usund åndelighed, og man er ikke i tvivl om, hvor forfatteren selv står.

Det drejer sig om en levende tro, der bygger på Guds nåde og en erkendelse af egen synd og manglende evne til at blive ren. Bogens teologi er, hvad man bedst kan betegne som traditionelt luthersk. Bogen er oversat til flere sprog og har været udgivet flere gange i Danmark. Første kapitel fra bogens første del er for øvrigt blevet filmatiseret tilbage i 1995.

Herrens hammer

Vi befinder os i starten af 1800-tallet. Der er selskab for egnens spidser hos provsten. Mens den unge præst Henrik Savonius, som bor hos provsten, soler sig i det fine selskab, han er blevet en del af, banker det på døren. Det er en bonde, der kommer for at hente en præst til en døende. Provsten beder Henrik om at tage med. Men overfor den anfægtede døende har han intet at sige, og han må se sin egen åndelige fattigdom i øjnene.

Det bliver til et vendepunkt for ham, og hans forkyndelse får herefter større saft og kraft. Men nok også lidt for meget. Nok sætter det gang i en vækkelse i sognet og nabosognene, men der er noget usundt ved den. Det erkender Henrik, da ét af hans sognebørn kommer for at klage over, hvor svært det er for ham at leve blandt uhellige familiemedlemmer, mens han ikke kan se nogen fejl hos sig selv. Igen må Henrik erkende sin egen svaghed og fejl, og at han har prædiket mere lov end evangelium, og at nåden ikke har været i centrum – hvilket har avlet hovmod både i hans menighed og hos ham selv.

Endelig får han med hjælp fra en kollega evne til at gribe om nåden. Det sker, kort inden han bliver sat fra sin tjeneste, fordi han har skabt splid på egnen.

Jesus alene

Der er gået 60 år, og den nuværende præst er blevet gammel og gigtsvag, hvorfor han de seneste år har haft en kapellan. Han står nu overfor at skulle have en ny, og da sognet er blevet splittet i forskellige kirkelige retninger, har han bedt biskoppen om en gudfrygtig ung mand, hvilket han får. Den unge Friedfeldt er en levende troende og formår at samle de forskellige fraktioner til ét. Der opstår en vækkelse i sognet, men snart opdager Friedfeldt, at der under den fromme overflade gemmer sig al slags synd og nid, og efterhånden erkender han også sin egen synds dyb.

Derfor begynder en kamp mod større og større overgivelse til Gud, der imidlertid ikke skaber en endelig fred i hans sind. Det sker først, da han indser, at freden ikke findes i ham selv og hans egen overgivelse, men i at se på Jesus alene. Vejen til denne erkendelse går, som hos Henrik Savonius, omkring en døende. Friedfeldt føler sig imidlertid tryg ved at gå til den døende, da han er en afgjort kristen.

Men vel fremme møder han en mand i vildelse, der genoplever sin ugudelige ungdom og udstøder den ene ed efter den anden. Den døendes datter og dennes lille søn på mindre end et år er også til stede, og da den lille vågner, ser Friedfeldt trods og vrede i det lille barn, der får ham til at erkende, at selv et uskyldigt barn og en from døende ikke er fritaget for synden, og at selv det reneste menneske alene bliver frelst af nåde.

På denne klippe

Vi er nu i begyndelsen af 1900-tallet, og Ödesjö sogns præst hedder Gösta Torvik. Han er teologisk påvirket af den historisk-kritiske metode og har samtidig tilbøjelighed til det højkirkelige. Også han oplever en opvækkelse, hvor han tager Oxford-bevægelsens fire absolutter – renhed, kærlighed, sandhed og uselviskhed – til sig. Igen opstår der en åndelig opvågning i sognet, og Torvik og egnens unge godsejer, Schenstedt, står sammen i spidsen for vækkelsen.

Men med tiden glider Schenstedt – pga. Torviks svage forhold til Bibelen – efterhånden ud i en usund åndelighed, som han hele tiden forsvarer ved at citere 2 Kor 3,6: ”bogstaven slår ihjel, men ånden gør levende”. Ja, han kommer så langt ud, at han forsvarer, at han har rådet sin søster til skilsmisse og nyt ægteskab, og at han selv har gjort én af tjenestepigerne gravid uden af den grund at føle sig forpligtet på at gifte sig med hende.

Da forstår Torvik for alvor betydningen af Bibelen som Guds ord, og han går ind i en sand bønskamp for sin ven Schenstedts omvendelse. Hvordan bogen slutter, må man læse sig til.

Nåden på stengrund

Fælles for de tre scener med de tre præster er stengrunden som tema. I tredje del forklares bogens titel gennem et billede. Menneskets hjerte er som en stenrig jord. Når en bonde forsøger at rydde stenene på sin mark, kommer der igen og igen nye sten op til overfladen, indtil han opdager, at der under jorden er klippegrund – marken ligger på stengrund. På samme måde med menneskets hjerte.

I kampen mod synden får den kæmpende kristen gang på gang ryddet et lag synd væk blot for at opdage nye synder, indtil han må erkende, at der ikke kun er tale om enkelte synder, men en grundsyndighed. Selvom de tre præsters veje til levende tro er forskellige, falder de alle efterfølgende i gerningsretfærdighedens grøft, der fører dem til fortvivlelsens rand, indtil de finder ind i Kristi forsonings mysterium og sættes på nådens sikre grund.

Dermed bliver ’Stengrunden’ en indføring i solid luthersk teologi og tro. Samtidig får læseren et nuanceret blik ind i troens veje og afveje.