Et knækket æbletræ kan også forkynde evangelium

For et års tid siden skulle Carsten Haugaard Nielsen holde gudstjeneste på demensplejehjemmet Skovvang i det nordlige Aarhus. Som en af fem sognepræster i Christianskirken var han ansvarlig for samarbejdet med demensplejehjemmet og havde i en årrække beskæftiget sig med netop demens og forståelsen af sygdommen og de demensramte. Han havde sammen med personalet og de frivillige på det specialiserede demensplejehjem og i samarbejde med en kirketjener med klassisk musisk uddannelse udviklet en gudstjenesteform, som gav mening for de demensramte beboere.

Det handlede blandt andet om enkelhed, nærvær og noget til sanserne. Denne gang havde Carsten Haugaard Nielsen valgt at tage udgangspunkt i efteråret og havde medbragte en gren fra et æbletræ. Træet, som stod i hans have, var knækket, men der voksede fortsat æbler på det. Under gudstjenesten, som kun varede knap 20 minutter, holdt han en kort prædiken, hvor han talte om nydelsen ved at sætte tænderne i et frisk æble, som man selv plukkede.

Han viste beboerne på plejehjemmet en gren fra æbletræet og fortalte dem, at træet, som grenen stammede fra, var knækket. Men trods bruddet voksede træet og gav stadig frugt – ligesom det er med livet, hvor meget kan knække, men i Gud kan der vokse nyt liv frem alligevel – ligesom i lignelsen med vintræet og grenene. ”Det er et eksempel på, hvordan jeg arbejdede med enkelhed og sanser i gudstjenester for mennesker med demens.

Ordene fyldte ikke meget, for mange af dem har meget lidt sprog tilbage. I stedet brugte jeg billeder og genstande, de kunne se og sanse, og som for nogle af dem kunne vække minder. Desuden brugte vi ofte en enkel solosang midt i gudstjenesten, typisk en velkendt salme eller en årstidssang, som nogle af de demensramte ville kunne huske,” fortæller Carsten Haugaard Nielsen.

I hjertekulen

Han har været sognepræst forskellige steder, senest i Christianskirken i Aarhus, hvor han i en årrække arbejdede med mennesker med demens og også var med til at gennemdrøfte rammerne for en uddannelse for præster og organister i regi af Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter inden for dette felt. Det handlede blandt andet om at tænke i nærvær og enkelhed og lade ordene fylde mindre, end de ofte gør i en luthersk gudstjeneste.

”Vi er så vant til at tænke ordet som det centrale, vi har prædikenen placeret som gudstjenestens højdepunkt, og ofte er prædikestolen hævet op over menigheden som et symbol på dens status. Arbejdet med mennesker med demens krævede, at jeg tænkte anderledes om gudstjenestens elementer, og det virkede også tilbage på min forståelse af den måde, vi laver gudstjeneste på for mennesker uden demens,” siger Carsten Haugaard Nielsen.

Han har i sin tid fået mange tilbagemeldinger på sine prædikener, men den respons, han har fået fra beboerne på plejehjemmet, er i særlig grad gået i hjertekulen, fortæller han. ”Første gang jeg holdt gudstjeneste på plejehjemmet, efter at vi havde gennemtænkt forløbet, sad der en og hang med hovedet og virkede helt lukket ind i sig selv. Mens jeg sang med på ’Ingen er så tryg i fare’, gik jeg hen til hende, og hun kiggede op, og jeg fangede hendes blik. Jeg fornemmede, at der blev vakt en genkendelse i hende, og hun prøvede at mundaflæse de ord, jeg sang.”

Nogle beboere blev mere rolige, når de deltog i gudstjenesten, hos andre så man ikke nogen tydelig reaktion, indtil der pludselig løb en tåre ned ad deres kind. ”Det viser, at vi ofte husker og reagerer med kroppen, og kroppens reaktioner kan være bekendelse lige så meget som vores ord, ligesom vi kan forkynde med andet end ord,” siger Carsten Haugaard Nielsen.

Blev skærpet på enkelheden

Carsten Haugaard Nielsen oplevede, at der i de helt enkle reaktioner og korte udsagn var en stor værdi og et trosudtryk, som, han argumenterer for, skal værdsættes lige så meget som fx det at fremsige trosbekendelsen. ”Da jeg havde æbletræet med og prædikede ud fra det, er jeg sikker på, at det hos nogle vakte minder om barndommens æblerov og sikkert også en glæde over det liv, Gud skaber og giver os.

Det blev ikke sagt med store ord; hos nogle var der bare et glimt af opmærksomhed, mens en ældre mand mindede mig om, at jeg måtte have glemt at tynde ud i æblerne, og det var derfor, træet var knækket,” siger den nu pensionerede sognepræst. Han oplevede, at de frivillige og medarbejderne, som deltog i gudstjenesterne på plejehjemmet og var med til at bære et nærvær, også satte pris på enkelheden. Formen talte til deres sanser og gjorde det enklere for dem at forholde sig til budskabet.

”Som præster kan vi let have tendens til at fylde for meget på vores prædikener – uden tanke på, hvad vi egentlig vil sige, og hvad det vigtige er. Men for mig var det ikke så vanskeligt at prædike for mennesker med demens, for min prædikenstil har altid været ret enkel – her blev jeg bare skærpet på enkelheden,” siger Carsten Haugaard Nielsen. Han har som præst oplevet, at folk i hans menighed har taget godt imod denne enkelhed, og flere kollegaer har givet udtryk for, at de har ladet sig inspirere af modet til at gøre prædikenen enkel, fx på den måde, at den kan være bygget op omkring et enkelt ord i en bibeltekst.

”Jeg tror, at det handler meget om, at man skal turde vælge, hvad det vigtige er. På den måde er arbejdet med gudstjenester for mennesker med demens en øvelse i at prioritere og fokusere, som vi kan bruge i kirkelivet og i livet generelt,” siger han.

At agte øjeblikket

For Carsten Haugaard Nielsen har enkelheden også betydet, at han har øvet sig i at prædike uden manuskript. Ved demensgudstjenester har han typisk forberedt et manuskript med nogle punkter, som han taler ud fra, mens han ved prædikener i kirken typisk har skrevet et helt manuskript, som han så har lært udenad og kan tale ud fra uden at bruge papir. Det skaber et nærvær, som også er afgørende, fordi det tilkender øjeblikket værdi, mener han.

”Under en gudstjeneste for mennesker med demens er vi virkelig til stede i øjeblikket. Så snart gudstjenesten er forbi, og jeg har forladt plejehjemmet, vil mange af dem allerede have glemt, at jeg har været der. Det er nærværet i øjeblikket, der giver gudstjenesten mening. Det er en øvelse i at agte hvert øjeblik, vi får af Gud,” siger han.

I dag er Carsten Haugaard Nielsen pensioneret, men har for tiden en 15 % stilling som præst i Galten, hvor han især holder bisættelser. Han har en mere åben kalender end tidligere, og det forsøger han at holde fast i, fordi det giver mulighed for at gøre, hvad øjeblikket kalder ham til at gøre. ”Vores børn og børnebørn bor tæt på, og det sker heldigvis ofte, at de kommer forbi. Man kan sige, at de forstyrrer mig, og det er netop meningen, at de skal kunne det. Så øver jeg mig i at huske, hvad det vigtige er, og det vigtige er, at de er der, og vi kan være sammen,” siger han.

Vi, der holder gudstjenester med mennesker
med demens, siger trosbekendelsen for dem,
synger salmerne for dem og siger fadervor for dem.
Det minder om, hvordan den lammes venner bar
ham til Jesus og firede ham ned gennem taget i
beretningen om helbredelsen af den lamme
i Kapernaum i Markusevangeliet.”

Når han ser tilbage, har han i sit til tider travle arbejdsliv ikke været helt så god, som han gerne ville, til at lade sig forstyrre. Lidt for ofte har hans kalender og to do-liste fået lov at bestemme. ”Det er klart, at det, man har på to do-listen, har betydning. Men når dagen er omme, vil jeg som regel tænke, at det var bedre, at jeg ikke nåede alt på to do-listen og til gengæld var til stede for det menneske, som forstyrrede mig,” siger han.

Forstyrrelser i fitness-centeret

Han øver sig i at lade sig forstyrre for eksempel af familien og at forstyrre andre. Det gør han fx, når han et par gange om ugen går i fitnesscenteret for at træne. ”Jeg har sat mig for, at jeg vil tale med en eller to hver gang. Nogle kommer ind med musik i ørerne og skal bare have kørt deres program af, og det respekterer jeg selvfølgelig. Men så er der andre, som jeg lige kan veksle et par ord med. Det gør min dag bedre, og jeg håber også, at det gør noget godt for dem,” siger han.

Værdien af enkelhed, som også er forbundet med ro, oplevede Carsten Haugaard Nielsen for nylig, da han og hans bror sammen vandrede 14 dage på den portugisiske del af caminoen med endemål i Santiago de Compostela i Spanien. ”Vi skulle ikke andet hver dag end at nå frem til det sted, vi havde besluttet at sove, og vi sørgede for, at vi havde god tid til det. Det betød, at vi havde tid til at lade øjeblikket få plads. Vi kunne stoppe og se på et smukt landskab og tale med mennesker, vi mødte. Vi begyndte også hver dag med at tale om et af de syv pilgrimsord,” fortæller han.

Carsten Haugaard Nielsen erkender, at hverdagen for de fleste ikke kan gøres helt så enkel som dagene på en pilgrimsvandring. Men bevidstheden om, at noget er vigtigere end andet, og at det vigtigste kan være den forstyrrelse, der ikke står i kalenderen, kan man godt tage med ind i hverdagen, mener han.

”Også hvad det angår, er Jesus et inspirerende og udfordrende forbillede. Han lod sig hele tiden forstyrre af mennesker, som havde brug for ham. Han stoppede op og brugte tid sammen med det menneske, der havde brug for ham. Husk blot, da han på sin vandring mod Jerusalem nåede til Jeriko, og en blind tigger råbte for at få ham i tale. Alle tyssede på tiggeren og ville have, at Jesus skulle gå videre mod det, de mente, var vigtigt at nå. Men Jesus blev stående,” siger han.

At bære hinandens tro

På den måde kan mennesker med demens, men også vores medmennesker i fitnesscenteret eller mange andre steder minde os om øjeblikkets værdi og kalde os tilbage til den enkelhed, der ligger i at være nærværende i øjeblikket og være der for hinanden, mener Carsten Haugaard Nielsen. ”Vi er kaldet til at være medmennesker for hinanden og bære hinandens byrder og også hinandens tro. Det er også noget af det, mennesker med demens kan minde os om,” siger han. Og uddyber:

”I gudstjenester med mennesker med demens, der har glemt, hvem Jesus er, og som ikke kan udtrykke deres tro med ord, bliver denne dimension af troen vigtig. Vi, der holder gudstjenester med mennesker med demens, siger trosbekendelsen for dem, synger salmerne for dem og siger fadervor for dem. Det minder om, hvordan den lammes venner bar ham til Jesus og firede ham ned gennem taget i beretningen om helbredelsen af den lamme i Kapernaum i Markusevangeliet.”

I fortællingen står der, at før Jesus tilgiver og helbreder den lamme, så han deres tro, ikke hans. Det forstår Carsten Haugaard sådan, at den lammes venner ikke kun bar ham fysik, men også bar hans tro – og det så Gud. ”Det kan vi alle støtte os op ad, når vi går igennem svære tider og måske ikke er sikre på, om vores tro kan bære. Vi kan forstå gudstjenesten som et sted, hvor vi bærer hinandens tro, og det mærker vi måske bedst, hvis gudstjenesten er enkel,” siger han.

Carsten Haugaard Nielsen

Født 1960.
Præliminær organisteksamen 1983.
Cand.theol., Aarhus Universitet, 1988.
Har været generalsekretær i Mission Afrika (Sudanmissionen) samt sognepræst, bl.a. i Christianskirken (Aarhus Stift).
Var 2024-2025 desuden Gerontopædagogisk konsulent i Aarhus Stift (25%).
Har været timelærer på Pastoralseminariet i Aarhus.
Har skrevet og bidrager til bøger om bl.a. sjælesorg og kirkelig ledelse.
Gik på pension i 2025. Er ansat i en 15% stilling som vikar i Galten.

Denne artikel er en del af en serie om de syv pilgrimsord: Frihed, enkelhed, langsomhed, stilhed, bekymringsløshed, fællesskab og åndelighed/spiritualitet. Denne gang handler det om pilgrimsordet ’Enkelhed’.