Gud er større end tidens trend

For ikke så længe siden skrev jeg en leder, hvor jeg brugte fortællingen fra Det Nye Testamente om kvinden, grebet i ægteskabsbrud, hvor en flok mænd slæber en kvinde hen til Jesus. De ville stene hende, fordi hun havde begået ægteskabsbrud, men inden de stenede hende, ville de lige høre, hvad Jesus syntes, de skulle gøre.

Jeg brugte fortællingen til at fremhæve betydningen af at turde lade være med at sige noget, fordi Jesus i første omgang ikke siger noget til mændene. Jeg har efterfølgende talt med en, som var noget utilfreds med den måde at bruge fortællingen på, fordi jeg undlod at bruge anledningen til at fremhæve de væsentligste budskaber i netop denne fortælling, hvor Jesus gør det tydeligt for alle de tilstedeværende mænd, at de selv er lige så skyldige, som den kvinde, de ville stene, og at Jesus efterfølgende siger de befriende ord til kvinden om, at han ikke fordømmer hende, og at han til sidst sender hende bort med formaningen om ikke mere at synde. Det er en fantastisk fortælling.

Jeg synes selv, at pointen om at turde lade være med at sige noget og i stedet give plads, til at fx Helligånden kan arbejde uden at blive forstyrret af vores ikke altid lige velvalgte ord, er en god pointe. Men jeg fortryder alligevel, at jeg undlod at fremhæve fortællingens væsentligste budskaber. Ikke fordi vi nødvendigvis altid skal have alt med helt fra skabelsen til Johannes’ Åbenbaring, men fordi det er en dårlig vane at bruge bibelvers ud af sin sammenhæng til at fremhæve en pointe, som måske kan være ganske god, men som de pågældende bibelvers egentlig ikke handler om.

Det er helt grundlæggende en dårlig idé, hvis vi skal mindske forvirringen og fastholde tilliden til Bibelens ord som gode, eviggyldige og sande ord. For lige netop det syn på Bibelen er igen under pres, som det har været det så mange gange før i historien. Det bliver af mange kaldt gammeldags, farligt, skørt, forkert, uvidenskabeligt, naivt, fundamentalistisk og alt muligt andet, hvis man faktisk tror på Bibelen som Guds ord.

Hvis man faktisk tror på, at der findes en sandhed, der både rækker længere tilbage og længere frem, end det syn på sandhed og visdom, som, netop vores nuværende generation af mennesker i al ubeskedenhed mener, er det mest sande og vise. Jeg siger bestemt ikke, at alt, hvad der står i Bibelen, er let at forstå eller let at tro. Og det er bestemt heller ikke altid helt let at gennemskue, hvad der bedst forstås, hvis man kender den pågældende kontekst, og hvad der uden problemer kan oversættes ind i vores tid.

Der er også mange ting, som det er svært at sige noget om med fuldstændig sikkerhed, og af samme grund er vi desværre uenige om mange ting internt i kirken. Men det er ikke ensbetydende med, at Bibelen ikke kan være Guds ord. Det er blevet helt normalt i tiden at tro på, at der er mere mellem himmel og jord, og at der er noget, der er større end os. Det er der faktisk mange, der tror på. Desværre er der ikke ret mange, der mener, at det så også kan gælde Bibelen.

Det er almindelig kendt for mennesker, der går op i bibelsk arkæologi, at Bibelen igen og igen har vist sig at have ret i alle mulige små og store detaljer, som moderne arkæologer og videnskabsfolk ellers har afvist gennem tiden, men som nye fund efterfølgende bekræfter. Bibelen er fuld af Guds visdom, af profetier og ånd og åbenbaringer, og ja, det lyder dumt for nogen, men det må vi så leve med.

Nogle vil også mene, at det lyder fundamentalistisk og farligt, hvis man læser Bibelen på den måde, men det er ikke farligt at læse Bibelen som Guds ord, så længe kærligheden er med hele vejen. Og det er vi som kirke nødt til at holde fast i uden at plukke og klippe hist og pist. Gud er langt større, end hvad der lige er tidens trend.