Efterskolerne giver en tiltrængt tro på fremtiden
Jeg snakkede forleden med en kvinde, der fortalte, at hjemme hos dem lukkede de oftere og oftere helt ned for nyhedsstrømmen, fordi alle de dårlige nyheder simpelthen blev for meget.
Vi disponeres for en fuldstændig vild mængde af nyheder og historier fra hele verden, som det er umuligt for os at rumme. Sådan har det været i en del år efterhånden. Alligevel er det som om verden lige i øjeblikket er blevet urolig på en ny måde. I hvert fald er det nyt, at vi i Danmark er begyndt at føle usikkerheden komme tæt på os selv. Det har vi ikke været vant til i flere generationer.
Samtidig kom så for nylig en pisaundersøgelse, der viste, at danske børn klarer sig dårligere end nogensinde inden for de områder, som vi har testet på i folkeskolen i mange år efterhånden. Der er svært at forestille sig andet, end at smartphonen og AI er medansvarlig for den udvikling. Begge dele har betydning for børns (og alle andres) evne til at fordybe sig og lære, og særligt AI er i gang med helt at fjerne behovet for at lære nyt, ganske enkelt fordi AI kan fortælle og forklare alt på et øjeblik.
Der er selvfølgelig mange årsager til de pludseligt dårligere resultater (som i øvrigt er en tendens i flere lande rundt i verden), men sikkert er det i hvert fald, at noget er i forandring. I den forbindelse har vi brug for det nære, og vi har brug for at høre om noget, der giver håb. Og det synes jeg, vi finder lige præcis hos de unge og hos de efterskoler, som bruger al deres energi på at give de unge lige præcis, hvad de har brug for i denne verden. Der er noget livsbekræftende og betryggende i at læse om de mange gode tiltag, som efterskolerne tilbyder de unge.
Efterskolerne, som er med i denne uges temaavis, er vel cirka lige så forskellige som Udfordringens læsere, men de har alle det kristne navn til fælles. Og så har de det til fælles, som jeg før har skrevet om her i lederspalten, at de gør en enorm indsats for flere tusinde unge mennesker år efter år – og de gør det virkelig godt. Og så er der den ekstra dimension på de kristne efterskoler, der handler om Gud og Jesus.
En personlig Gud og en personlig Jesus, der på tværs af alt kan give os præcis det, vi har brug for i en usikker verden, og præcis det mange søger lige nu, noget der kan fylde tomheden og usikkerheden. Noget der giver håb. I Lukasevangeliet fortæller Jesus, om de trængsler og katastrofer, der skal komme, og så siger han de håbgivende ord: Løft jeres hoveder, for jeres forløsning nærmer sig.
Udover at være et håb om, at noget bedre er i vente og udover at være et løfte om den frelse, der venter dem, som følger ham, så kan ordene også lede tankerne hen på en anden afledt betydning. Nemlig et generelt råd om at løfte hovedet, løfte blikket, når urolighederne og bekymringerne omkring dig fylder. Løft blikket i stedet for at lade dig suge med ned. Løft blikket og husk på, at det mest afgørende ikke er denne verden, og alt hvad der foregår her, men om du følges med Jesus nu, og når du skal videre fra denne verden.
Lad dig ikke suge ned af bekymringer, uro og håbløshed. Løft blikket. Og må jeg i den forbindelse også anbefale interviewet med Sophia, der er vokset op i voldsomt sekteriske rammer i Faderhuset, men som har bevaret sin tro på Gud. Der er mange fine overvejelser og konklusioner i det interview, som vidner om en kristen, der har brugt mange år på at få alt det med Gud og Jesus rigtigt på plads.
Mange, der er vokset op i kristne hjem, vil kunne genkende flere af hendes refleksioner, og mange, der endnu ikke kender Jesus helt personligt vil finde mange gode ord, der fortæller om, hvad det at tro på Gud handler om. God læselyst. Der er håb endnu.
