Hver ting til sin tid

Lukas’ fortælling om episoden i Marta og Marias hjem er formentlig velkendt for mange i kirkelivet. Da jeg læste den igen forleden dag, kom jeg til at smile, fordi jeg så noget genkendeligt fra episoder både i min egen husstand, men også i venindesnakke igennem livet. Oplevelsen af, at indsatsen omkring det huslige og praktiske ikke er ligeligt fordelt.
De senere år har der i medierne været fokus på ”overload” af forventninger og krav særligt i børnefamilier. Undersøgelser viser, at danskerne er begyndt at holde sig tilbage med at invitere gæster hjem til en hyggelig aften med mad osv. Vi banker ikke lige på ved naboen og hører, om de giver kaffe, eller om de vil komme over og spise med. Årsagen er forventningspresset om standard, omfang osv.
”Herre, er du ligeglad?”
Besøget af Jesus og disciplene var sikkert ikke planlagt på forhånd, men Marta og Marias gæstfrihed åbnede døren for de rejsende, så de kunne få mad og hvile. Marta gik straks i gang med at forberede maden, og Maria tog måske ansvar for at vise gæsterne til rette i huset. Vi ved ikke, hvor godt Maria og Marta kendte Jesus, men Maria blev optaget af noget i de indledende samtaler, som gjorde, hun blev siddende og lyttede.
”Herre, er du ligeglad…?”. (Bibelen på Hverdagsdansk) Gennem ordene kan vi næsten mærke Martas oparbejdede irritation over søsteren og måske en anelse skuffelse over, at Jesus ikke opmuntrer Maria til at hjælpe Marta. En helt almindelig hverdagssituation, som Lukas valgte at skrive ned, fordi der i det hverdagsagtige opstår et helligt øjeblik af læring om, at ”Alt i livet har sin egen tid”, som vi kan læse i Prædikerens bog kapitel 3 vers 1. Jesus bebrejder ikke Marta, for at hun straks gik i gang med at ordne maden – men tilstanden af bekymring gjorde hende rastløs, og det pres, hun lagde på sig selv, gjorde, at hun mistede fokus.
”Tilstanden af bekymring gjorde
hende rastløs og det pres hun
lagde på sig selv, gjorde at
hun mistede fokus. ”
”Maria har valgt det væsentlige” (Bibelen på Hverdagsdansk). Jesus viser Marta, at Maria i denne situation har lagt egne og andres forventninger til side og grebet muligheden for i Jesus’ selskab at få et større perspektiv på livet, end det hverdagen ellers bød på. Tid til at lytte, lære og reflektere.

Det vigtige åndedrag
Gospelsangen ’Breathe’ af Maverick City Music minder os om, hvor vigtigt åndedraget er både fysisk og åndeligt. Miraklet, der ligger i evnen til at ånde ud og ind, blev givet os i skabelsen, så vi kan lovprise Herren. I udåndingen lægger vi alt det væk, der binder os. I indåndingen tager vi imod Herrens ånd, der sætter os fri til det, vi er skabt til.
”There’s power in the way that we breathe (’Cause it’s power)
Release your heavy burdens
And let everything that has breath, praise the Lord
This is why we have breath, praise the Lord”
I en verden, hvor der på mange niveauer er rigtig meget støj, der påvirker os, er det vigtigt, at vi husker tid til det væsentlige. Åndedraget er basalt for vores fysiske liv, men fortællingen om Marta og Maria lærer os, at det også for vores mentale og åndelige liv er vigtigt for at skabe den rette balance. Ligesom vores krop har brug for den rette iltning, så har vi også i vores relation med Faderen, Sønnen og Helligånden brug for den rette iltning til at kunne hvile i Guds nåde og kærlighed.
Så bliver der plads til en ubesværet og bekymringsfri gæstfrihed i ordets bredeste forstand overfor vores medmennesker, uanset om det er de nære relationer eller mennesker, vi møder på vores livsvej.
Prædikentekst: Luk. 10, 38-42
Maria har valgt den gode del
”Mens de var på vandring, kom Jesus engang ind i en landsby, og en kvinde ved navn Martha tog imod ham. Hun havde en søster, som hed Maria; hun satte sig ved Herrens fødder og lyttede til hans ord. Men Martha var travlt optaget af at sørge for ham. Hun kom hen og sagde: »Herre, er du ligeglad med, at min søster lader mig være alene om at sørge for dig? Sig dog til hende, at hun skal hjælpe mig.«
Men Herren svarede hende: »Martha, Martha! Du gør dig bekymringer og er urolig for mange ting. Men ét er fornødent. Maria har valgt den gode del, og den skal ikke tages fra hende.«
Bibelteksten bringes med tilladelse fra Det Danske Bibelselskab og er fra den autoriserede oversættelse af Bibelen fra 1992. © Det Danske Bibelselskab 1992.


