”Hun er stadigvæk din datter …”

Jeg har nogle gange i sjælesorg mindet mennesker om, at de stadig er i familie med en eller anden, som har gjort noget, som var svært at acceptere. Jeg har sagt ordene i forskellige udgaver: Han/hun er stadigvæk din datter, søn, far, mor, bror, søster …

Den berømte bonussøn

Jeg kom til at tænke på det, da jeg så norske Marius hjælpe med sin farfars kiste. Jeg vil ikke tage stilling til, om det var klogt, eller det måske havde været klogere at lade ham være mere i baggrunden ved den offentlige begivenhed. Men tanken kom til mig: Han er stadig det nye kongepars søn/bonussøn og afdøde farfars bonusbarnebarn. Og jeg synes faktisk, at det er smukt, at han fik lov at være i forreste række.

Det mindede mig om den fortabte søn. Han fik lov at være i forreste række … selvom han slet ikke havde fortjent det. Vi ved, at han bad om tilgivelse, og det er jo et +point. Om Marius har gjort det, ved vi ikke, men mon dog ikke – i det mindste i forhold til den sorg og vanære, han har forvoldt sin familie?

Vi er kaldet til at tilgive

Det er godt for os alle at tilgive, uanset om den, som har forbrudt sig, beder om det eller ej. Vi er kaldet til at tilgive – og vi hjælpes til at gøre det, hver gang vi i Fadervor beder: ”Forlad os vor skyld, som vi også forlader vore skyldnere.” Men vi skal selvfølgelig huske: Vi kan ikke tilgive på andres vegne. Det, vi kan tilgive, er det, som er gjort imod os selv. Vi skal også huske, at når vi selv har brug for tilgivelse, har vi aldrig krav på tilgivelse. Og vi skal huske, at det ikke altid er sikkert, at vi efter tilgivelse kan blive genindsat i fx den stilling, vi besad, da vi forbrød os. Det store problem kan være, at vi har brudt tilliden eller vist vores u-egnethed til fx vores job.

I familien bør det være som i Guds rige

Jeg husker en smuk historie. En ung mand havde været i fængsel. Han var i tvivl om, hvorvidt hans mor ville have noget med ham at gøre efter afsoningen. Han skrev til hende: Den første august, når jeg løslades, vil jeg tage toget til Nørreby. Efter svinget før stationen kan jeg se æbletræet i din baghave. Hvis du vil have besøg af mig, kan du hænge en klud op i træet, og så jeg vil stå af toget på stationen og komme hjem; hvis ikke, vil jeg fortsætte og finde ud af, hvad jeg så skal.

På rejsen ventede den unge mand spændt, da toget nærmede sig svinget, hvorefter han ville kunne se æbletræet. Og hvad så han? Æbletræet var fuldstændig fyldt med hundredvis af klude, som alle indirekte sagde: Kom hjem, min dreng, du er tilgivet, du er stadig min søn. Historien skulle illustrere Guds villighed til at tilgive. Og den skal opmuntre os til at gøre det samme overfor vores medmennesker inkl. medlemmer af vores nære familie. En norsk biskop sagde da også i relation til Marius, at det altid har være en vigtig familieværdi at holde sammen på familien ved at tilgive.

Hvad er mest kongeligt?

Som præst har jeg ved familiebegivenheder set, at der var familiemedlemmer, som ikke fremtonede så perfekte som andre i familien. Livet havde tydeligvis for dem budt på flere udfordringer end for de andre, men de var der, for de hørte med til familien.

– I den aktuelle situation i den norske kongefamilie kan man spørge: Ville det være mere kongeligt at holde på facaden og blæse på de kristne familieværdier? Nej, selvfølgelig ikke! De gjorde det rigtige, og jeg vil anbefale enhver at gøre det samme. Der er sikkert også givet en forældre-formaning. Den hører selvfølgelig med. Måske den lød sådan her: Du er stadig vores søn. Vi tilgiver det, du har gjort mod os, men du må i gang med at gøre det godt, som du har gjort ondt mod andre – og tage din straf.