Det kan føles meningsløst, men er det aldrig
Der er en speciel dobbelthed over tiden. Altså tiden som historisk begreb. På den ene side bygger vi hele tiden videre og oven på alle de foregående generationer, der har levet før os. Vi bygger videre på al den viden og erfaring, som menneskeheden har opbygget i tidens løb. Det gælder i forhold til videnskab, tro, filosofi, kultur, politik osv.
På den anden side skal hver ny generation og hvert nyt menneske lære helt fra bunden, hvad livet er. Lære, hvad det vil sige at leve, og hvad meningen er med det hele. Hvordan man finder vej – og hvordan man farer vild. Den opgave er ny i hver generation og stopper aldrig. Blandt meget andet betyder det, at du og dit liv aldrig bliver ligegyldigt eller uden betydning. Uanset om du har fuldtidsarbejde, er sygemeldt, er pensionist eller holder sabbatsår, og uanset om du har en stor følgerskare på Facebook, i kirken eller i vennekredsen.
Du er en del af den fælles opgave, som hver ny generation har så uendelig svært ved at knække, nemlig at få styr på, hvordan vi lever livet – og hvordan vi lever livet som kristne. Jeg kan af og til synes, at livet er lidt meningsløst. Det er ikke, fordi jeg er specielt depressivt anlagt. Tværtimod faktisk. Det kan bare virke så meningsløst, at vi alle sammen farer rundt livet igennem med alle mulige forskellige formål, drømme og ønsker – enten for os selv eller for andre – mens vi sidste ende alligevel alle sammen ender på kirkegården.
Livet går videre, og vi bliver glemt. Alt er tomhed, endeløs tomhed, som der står i Prædikerens Bog i Det Gamle Testamente. Men livet er ikke meningsløst. Vi har alle sammen en opgave hele livet med at hjælpe os selv og hinanden godt igennem livet. På den måde stopper vores opgave aldrig, og der er aldrig et tidspunkt i vores liv, som ikke er vigtigt, og hvor vi ikke kan bruges til noget. Som minimum er vi altid en del af vores egen og andres læring i livet.
Vi er en del af historien, uanset hvad vi bidrager med, og vi er en del af hver ny generations projekt med at gennemskue, hvordan vi skal håndtere livet – og vi er en del af hver ny generation af kristne, som skal forsøge at få styr på, hvordan vi hjælper hinanden og os selv bedst muligt med det. Samtidig er der en helt anden og endnu dybere mening med livet – en mening, som for alvor tager sin begyndelse den dag, livet slutter her på jorden.
Det lyder så dramatisk, måske endda lidt gammeldags, men ikke desto mindre: Livet her har betydning for, hvad der sker den dag, vi dør. Det gør livet til noget vigtigt for os alle sammen. Både mit eget liv og andres liv – og det gør til gengæld mange andre ting i livet lidt mindre vigtigt. Det er lidt, som når man er midt i et sygdomsforløb eller er pårørende til en. Så er det, ligesom om at livet udenfor kører sin helt egen og lige pludselig ikke så vigtige trummerum, og man kan få lyst til at sige til alle, der ræser af sted, ”lad nu være med at spilde tiden på ligegyldigheder, det er livet alt for kostbart til.”
Mon ikke mange kristne, der lever en hverdag med forfølgelse, forøvrigt har det på samme måde med os kristne, der lever i fred og frihed. ”Lad nu være med at spilde tiden på ligegyldigheder. Hvis du absolut skal lave noget ligegyldigt, så nyd i det mindste, at du kan.” God arbejdslyst med livet! Det er ikke altid så nemt, selvom vi har flere tusinde års erfaring at bygge videre på.
