Å-Festival – et sted for alle
Den kristne musikfestival Å-Festival samlede igen i år op mod 6.000 mennesker til lovsang, fællesskab, koncerter, undervisning og meget mere. På Udfordringen har vi i år allieret os med en ung deltager, som her giver sin beretning fra Å-Festival 2026.

Å-Festival, et sted, hvor Gud, Jesus, Helligånden, familie, venner, musik og fest virkelig får plads til at vokse.

Å-Festival 2026 blev som altid afholdt i Sønder Felding med omkring 6.000 besøgende hvert år, som kommer for at prise Gud sammen. Jeg har været på Å-Festival fire gange. Første gang i 2023 og senest nu i 2026, og det har altid været et af årets højdepunkter. Jeg kommer fra et kristent hjem, skole og efterskole, som nok også er grund til, at jeg har været der. Men det er aldrig et sted, jeg er blevet tvunget ud til. Hvert år var det frivilligt, og hvert år var det en succes.
Der er bare en stemning, som man ikke får andre steder, lovsang, som næppe kan toppes, fantastiske talere og dygtige kristne kunstnere fra udlandet. Især lovsangsaftenen pinsesøndag er et kæmpe hit. Det store telt på pladsen, som i øvrigt har plads til over 3.000 mennesker, bliver fyldt helt op og er en oplevelse, mange holder stort af.
Under hele festivalen har jeg boet med mine venner i en camp med min efterskoleårgang fra 24/25. Man kan nemlig oprette en camp og bo sammen i et område med sine bekendte. Det gør det også nemt for alle de kristne efterskoler Danmark rundt, som besøger festivalen hele pinsen, at styrke fællesskabet og skabe en utrolig hyggelig stemning. I min camp havde vi fx fællesspisning en af aftenerne med et langt bord, hvor alle spiste sammen. Det er dog lidt forskelligt, hvor meget man går op i madlavningen. Nogen laver store retter med pasta og kylling. For mig og mine medbeboere endte det med at blive pizzasnegle, frikadeller og en del toast, som var den primære kost. Om aftenen, når der ikke er møde eller koncert, er et fortelt med gode venner – eller med nogen, man aldrig har mødt før – en fantastisk ting ved festivalen.

Man kan også tage op på torvet, et sted med masser af borde, mennesker, streetfood og gode snakke. Inde i cafételtet er der en bod med kaffe og snacks, som man kan tage med hen til det bord, man nu lige vil slå sig ned ved. I år besøgte gospeleventet Praise Torvet og skabte en fest med god fællessang og energi. Inde i cafételtet på caféscenen var der besøg fra et par kunstnere, som gav en dejlig stemning til pladsen, når de store møder ikke fandt sted. Specielt DJ-indtryk skabte en fed fest i cafételtet med festlig stemning og medrivende remixes af forskellige lovsange.
Inde i det store telt midt på pladsen kan man til møderne opleve fremragende talere fortælle og undervise om Gud. Personligt kunne jeg rigtig godt lide Lars Kristensens tale om røveren på korset. Han brugte sin humor og sjove personlighed til at fortælle om emnet. Lars Kristensen blev efterfulgt af Å-Festivals fantastiske lovsangsband. Sådan forløber det normalt til alle møder, men søndag aften, hvor den store lovsangsfest var på programmet, var det særligt lovsangen, som var i fokus.
Mine venner og jeg kom et kvarter før, det begyndte, men allerede der var teltet proppet. Det lykkedes heldigvis mig og en anden at presse os ind og få en plads. Det var som altid en kæmpe fest. Nogen nød lovsangen fra deres plads, andre hoppede og dansede foran scenen. Da det dygtige lovsangsband var færdige på scenen og teltet tømt, kunne der gøres klar til dagens store koncert.

Fredag, lørdag og søndag var der store kristne kunstnere på den store scene. Der var musik for alle ører; med genrer, der vekslede fra pop og folk-musik til rap og elektronisk musik, var der noget fedt musik til alle. Særligt fredag aften var Jonathan Trayler fra Dallas, Texas, USA med til at skyde Å-Festival 2026 i gang. Jonathan Trayler leverede en ekstremt fed koncert, da han for anden gang optrådte på Å-Festivals store scene. Ligesom alle de andre kunstnere på festivalen fik han teltet til at synge, hoppe og danse for Gud.
Å-Festival 2026 har været et brag af en fest, og ligesom mange andre danskere rundt omkring i landet bliver den lange køretur til Vestjylland noget, jeg vil se frem til igen til næste år.
Tak for denne gang Å-Festival og på gensyn!


