Ansgar er blevet brugt som helgen, nationalhelt og europæisk samlingsfigur

Hvem var Ansgar? Og hvilken betydning har han haft for kristningen af Danmark? Det spørgsmål er der intet klart svar på, og kirkehistoriker Mattias Sommer Bostrup, der er ph.d. i teologi og lektor på Aarhus Universitet, har heller ikke noget klart svar på det. Men han kan til gengæld fortælle, at munken og missionæren, der også blev ærkebiskop, er blevet brugt forskelligt gennem historien – og nu igen bliver forstået på en ny måde i lyset af den krise, verden og Europa befinder sig i.

”De historiske fakta om Ansgar er ret få. Faktisk er det omdiskuteret, om han overhovedet kom til Danmark i 826 for at bringe kristendommen til Norden. Nogle forskere mener, at det er noget, man siden opfandt som led i en kirkepolitisk strid. Men fortællingen om Ansgar som missionær, munk, europæer og meget andet er blevet brugt lige siden hans levetid – på mange forskellige måder,” siger Mattias Sommer Bostrup.

Han har beskæftiget sig indgående med de erindringskonstruktioner af Ansgar, som eftertidens historiebrugere foretog af ham – især efter reformationen, hvor han gled lidt i baggrunden i lyset af, at man nu ikke længere i den luthersk-evangeliske kirke anerkendte Ansgar som helgen.

”Han forsvandt ud af brug i liturgien og i den folkelige forståelse som helgen, sådan som det skete med mange andre skikkelser. Men helt glemt blev han aldrig. Han blev i stedet brugt til at legitimere den kobling mellem kirke og kongemagt, som statskirken bygger på, og som blev introduceret med Luther,” fortæller lektoren.

Legitimering af kongemagt og kirke

Han har sammen med tre kollegaer fra Aarhus Universitet redigeret en bog om Ansgar, ’Ansgar. Nordens apostel gennem 1.200 år’, som er udkommet for nylig – i anledning af, at det i år er 1.200 år siden, at Ansgar angiveligt ankom til danernes rige på missionsrejse. Bogen, som har bidrag fra en lang række forskere fra både Danmark, Sverige og Tyskland, giver et bredt og nuanceret billede af Ansgar, hans betydning og forståelsen af ham, og Mattias Sommer Bostrup har selv bidraget med et kapitel om Ansgarbilledet ca. 1500-1800, under overskriften ’Mellem lærdom, fromhed og oplysning’.

”I den periode har man fra kirkens og kongemagtens side brug for at finde en historie, der kan legitimere kongens ansvar for kirken som dens øverste medlem. Kongen har ansvar for, at kirken trives og har ordentlige rammer for sit virke, og at det er den rette lære, der forkyndes. Den ordning kan man argumentere for ud fra Luther, men man kan også bruge Ansgar og hans alliance med kong Harald Klak, og det gjorde man,” fortæller Mattias Sommer Bostrup.

Harald Klak, der var blevet fordrevet fra tronen, blev døbt i Frankerriget, hvor Ansgar var født, og Ansgar fulgte ham tilbage til Danmark. Ansgar ønskede at kristne nordboerne, mens Harald Klak var på udkig efter politisk støtte fra den frankiske kejser, Ludvig den Fromme. Harald Klak fik kortvarigt tronen igen, mens Ansgar lykkedes med at oprette en skole og senere – omkring 850 – fik tilladelse til at bygge kirker i Hedeby og Ribe.

Man kunne derfor argumentere for, at Ansgar med sin alliance med Harald Klak foregreb den statskirkeordning, som blev normen i de luthersk-evangeliske områder efter reformationen. ”Man lagde altså ikke længere vægt på, at Ansgar var benediktinermunk og var en del af en europæisk kristen civilisation, hvor klostervæsen, helgendyrkelse og tidebønner stod centralt. Det ’glemte man’, ligesom man så bort fra hans rolle som ærkebiskop og hans forbindelse til pavemagten og trak i stedet andre elementer frem,” fortæller kirkehistorikeren.

En blåøjet folkeoplyser

I århundrederne efter reformationen blev Ansgar primært en figur, som eliten brugte til at legitimere sin position, og med tiden blev han gjort til en national figur, der kobledes sammen med dannelse og med Luthers understregning af betydningen af at høre og læse evangeliet på sit modersmål.

”Ansgar var jo ikke dansk, men hans grundlæggelse af en skole blev brugt i en national identitetsopbygning, som også Grundtvig var med til at understrege, da han pudsede Ansgar af og skrev salmer om ham i 1826 i forbindelse med fejringen af 1.000-året for Ansgars ankomst til Danmark,” fortæller Mattias Sommer Bostrup.

I samme periode blev Ansgar i romaner og på malerier fremstillet som en lyshåret, blåøjet folkeoplyser, der samlede børn og almue omkring sig og oplærte dem i den sande tro. Kort efter begyndte en massiv udvandring fra Danmark til Nordamerika, og en del af de danske udvandrere tog fortællingen om Ansgar med sig og brugte den i deres opbygning af immigrantsamfundene i den nye verden.

”Flere kirker og også et tidsskrift blev opkaldt efter Ansgar, både blandt danskere og i blandede skandinaviske grupper af udvandrere. Ansgar var jo en fælles figur, som alle skandinaviske lutheranere kunne forholde sig til,” siger han. Han uddyber, at når man skaber erindringssteder og bruger historiske personer til at opbygge identitet, sker der altid et til- og fravalg. Man bruger det, som har potentialet til at samle folk, og ser bort fra det, der ikke passer ind i fortællingen og i tidens tematikker.

Kan ikke konkurrere med Poppo

I begyndelsen af 1900-tallet var Ansgar fortsat en del af det kirkehistoriske pensum i skolen i Danmark, omend han ikke blev en lige så populær og kendt figur som munken Poppo, der ifølge legenden kristnede Harald Blåtand. Den fortælling er ifølge Mattias Sommer Bostrup svær at konkurrere med, blandt andet fordi den er knyttet til Jelling og Jellingstenen, som står stærkt i den danske nationale selvforståelse.

”Ansgar er en mere uklar figur, men han er blevet revitaliseret omkring fejringerne af ham i både 1826 og 1926, og jeg tror, at vi vil se det samme igen omkring og efter fejringen af ham i år,” siger han. I 1926 var fejringen af Ansgar præget af den nye grænsedragning mellem Danmark og Tyskland i 1920, og Ansgar blev dengang præsenteret som en vigtig figur i opbygningen af den danske nation og kirke, ikke som en europæisk figur med stærke tyske tilknytninger. Det forudser Mattias Sommer Bostrup vil ændre sig i forbindelse med markeringen af 1200-året.

”Jeg fornemmer, at temaer som fælles europæisk dannelse og tilknytningen til en europæisk kristen kulturkreds kommer til at fylde mere denne gang, hvilket kan hænge sammen med, at vi i Europa står i en krisetid, hvor der fra flere sider kaldes på europæisk sammenhængskraft og sammenhold,” siger han.

Ansgar på ortodokse ikoner

Også det økumeniske aspekt ved Ansgar står stærkere denne gang, vurderer han. ”Både den katolske kirke i Danmark og folkekirken har afholdt Ansgar-gudstjenester, hvor de har inviteret repræsentanter fra begge kirkesamfund med, og Ansgar-folkemødet i Ribe Stift i slutningen af maj havde også fokus på det europæiske og har en økumenisk bredde,” siger han.

Han tilføjer, at der også blandt ortodokse kristne i Danmark, herunder indvandrere og flygtninge, er en interesse for Ansgar som en lokal helgen, de gerne inddrager i deres opbygning af en identitet som ortodokse kristne i en dansk kontekst. ”I den ortodokse Gudsmoders beskyttelses menighed på Østerbro i København er der en ikon af Ansgar som Nordens apostel, skrevet i den ortodokse ikon-tradition. Ansgar bruges og formes stadig, og der er tilsyneladende rigeligt stof i ham til både nutiden og fremtiden,” siger Mattias Sommer Bostrup.