Både kirke, stat og samfund har brug for, at folkekirke og stat får papir på hinanden

De fleste har nok hørt det råd, at et kærestepar, som har planer om at leve sammen, skal få ordnede forhold, hvad angår økonomi, forældremyndighed med mere. Selv om de forestiller sig, at de vil blive ved med at leve i kærlighed og uden de store uenigheder, kan tingene jo udvikle sig anderledes. Og når først der opstår konflikter, er det ofte for sent at få papir på sagerne. Lidt det samme kan man ifølge biskop i Haderslev Stift, Marianne Christiansen, sige om folkekirken og staten.

”Det er blevet ekstra presserende for samfundet og staten og for kirken, at der kommer ordnede forhold mellem stat og kirke. Afskaffelsen af Store Bededag gjorde det meget tydeligt, og jeg håber, at vi ikke blot lader hverdagen tage over og tænker, at det går nok. For der er mange tendenser, som peger i retning af, at det kan skade både stat og kirke, hvis det ikke kommer i orden,” siger hun.
Marianne Christiansen blev så chokeret og trist over, at politikerne besluttede at afskaffe Store Bededag som helligdag – ved kongelig resolution og uden at tage hensyn til de indsigelser, der kom fra folkekirken – at hun har brugt ordet ”sorg” om det.

”Det blev endegyldigt klart, at den måde, forholdet mellem stat og kirke har fungeret på siden Grundloven, hvor staten i praksis og så at sige frivilligt lod folkekirken styre sine indre anliggender – altså det, der drejer sig om det religiøse, liturgien, troen – ikke længere eksisterer. Politikerne er parate til at gribe ind og bestemme også over folkekirkens indre anliggender, og det er et kæmpe problem for både stat og kirke,” siger hun.

Bog udkommet på bededag

Marianne Christiansen udgav netop på dette års Store Bededag, som hverken var officiel helligdag eller fridag, en bog om det, hun kalder et presserende spørgsmål. ’Stat og kirke – hvad nu? Om folkekirken og den sekulære stat i Danmark’ er titlen på bogen, og i den gennemgår hun de historiske, juridiske, teologiske, samfundsmæssige og politiske aspekter af spørgsmålet om, hvordan stat og kirke i Danmark står i relation til hinanden.

En af hendes pointer er, at det siden Grundlovens vedtagelse og indførelsen af religionsfriheden i 1849 har været meningen, at forholdet mellem stat og kirke skulle reguleres via en forfatning. Af Grundloven fremgår det, at dette forhold skal ordnes ved lov. Det er bare – af en lang række årsager – ikke blevet til noget, og måske har danskerne med tiden vænnet sig så meget til det uformelle forhold, at de ikke kan se problemet i det, mener hun.

”Mange anser nok folkekirken for at være en slags statsligt religionsvæsen, som det er fint, at politikerne sørger for, ikke udvikler sig i ekstrem retning. Andre hæfter sig ved, at politikerne historisk er faret med lempe og ’skønsomhed’, som det kaldes og har afholdt sig fra at blande sig i kirkens indre anliggender. Men med afskaffelsen af Store Bededag må vi indse, at politikerne reelt kan styre og regulere alt i kirken, ikke kun de ydre forhold, såsom økonomi, ansættelsesforhold, struktur mv.” siger hun.

– Går det ikke meget godt i folkekirken, selv om en enkelt helligdag er blevet afskaffet?

”Lige nu går det meget godt, fordi vi på sogne-, provsti- og stiftsplan har en ”forfatning”, en organisation. Men det store spørgsmål er, om vi kan have en kirke, som overordnet er styret på de indre anliggender af politisk valgte mennesker, som ikke nødvendigvis har nogen interesse i eller forståelse for den evangelisk-lutherske kirke – og om vi kan have en stat, der driver et religionsvæsen.”

– Hvad er risikoen ved, at Folketingets politikere kan styre kirken?

”Risikoen ligger i, at de beslutninger, der tages, ikke nødvendigvis bliver taget ud fra kirkens grundlag, og at det er overladt til verdsligt valgte politikere at fortolke kirkens bekendelsesgrundlag. I den nuværende retstilstand kan et flertal i Folketinget ændre på ritualer, hvilke tekster, der må læses, regler for undervisning og dåbsoplæring, konfirmation osv. – og endda uden at høre nogen i Folkekirken.”

– Men der står jo i Grundloven, at Folkekirken skal være evangelisk-luthersk, så der er vel grænser for, hvor galt det kan gå?

”Ja, politikerne må ikke ændre kirkens indhold så meget, at den ikke længere kan kaldes en evangelisk-luthersk kirke, for det står i Grundlovens § 4. Men samtidig er det med den nuværende manglende forfatning eller kirkelov op til politikerne at fortolke, hvornår den ikke længere er det.”

”man skal altid vogte sig for en stærk sammenblanding
af religiøs og politisk magt. Hvis vi ikke kan få øje på
det hos os selv, kan vi se i historien og til andre lande”

Religion bliver brugt politisk

Marianne Christiansen tilføjer, at der historisk har været en del teologer og præster blandt Folketingets medlemmer, og at langt hovedparten af folketingspolitikerne tidligere var medlemmer af folkekirken. Det er ikke længere en selvfølge, alene fordi andelen af folkekirkemedlemmer i befolkningen er faldende, og i det hele taget er der sket et traditionstab, som betyder, at langt færre politikere har indgående kendskab til kirkelige forhold.

De kirkelige retninger inden for folkekirken havde desuden tidligere større adgang til politikerne og kunne dermed føle en vis sikkerhed for, at deres interesser blev hørt og tænkt med, når politikerne vedtog nye love eller lovændringer, som havde indflydelse på folkekirkens forhold.

”Folketinget er blevet kaldt ’Folkekirkens synode’, og man har været stolt af det. Men i dag mener jeg ikke længere, at det giver mening at opfatte Folketinget sådan – det ville jo også forudsætte, at folketingsmedlemmer aflagde et menighedsrådsløfte eller noget i den stil. Dermed er behovet for at få ordnet forholdet ved lov blevet mere presserende,” siger biskoppen.

Folketinget er blevet kaldt ’Folkekirkens synode’,
og man har været stolt af det. Men i dag mener
jeg ikke længere, at det giver mening at opfatte
Folketinget sådan – det ville jo også forudsætte,
at folketingsmedlemmer aflagde et menighedsrådsløfte
eller noget i den stil. Dermed er behovet for at få ordnet
forholdet ved lov blevet mere presserende.”

I sin bog nævner hun en række eksempler på, at religion bliver politiseret, og at også folkekirken bliver brugt af politikerne i værdipolitiske og økonomiske kampe. Det får hende til at advare imod en tilstand, hvor politikerne misbruger deres magt over folkekirken.

”I et liberalt demokrati mener jeg ikke, at det er acceptabelt, at politikerne potentielt kan misbruge kirken til andre formål. Vi har nok tendens til at tænke, at det danske demokrati er så stærkt, at det ikke er en reel risiko. Men man skal altid vogte sig for en stærk sammenblanding af religiøs og politisk magt. Hvis vi ikke kan få øje på det hos os selv, kan vi se i historien og til andre lande,” siger hun.

Igennem tiden er der flere gange gjort forsøg på at få papir på forholdet mellem stat og folkekirke, og man er også nået et langt stykke, siger Marianne Christiansen. Med menighedsrådsloven, lov om kirkers brug, om folkekirkens økonomi og flere andre love og bestemmelser har man reelt reguleret en stor del af forholdet. Men i forhold til Folkekirkens fælles økonomiske midler, samt retten til at bestemme over de indre anliggender, er der ikke skabt en lovgivning, der sikrer indflydelse fra folkekirkens side, og derfor er der altså ifølge biskoppen behov for en forfatning, en kirkelov.

Menigheden skal styre

De øvrige trossamfunds forhold blev reguleret ved lov i 2017, så nu er det på tide, at også Folkekirkens forhold bliver ordnet, mener Marianne Christiansen. Hun håber, at kræfter i Folkekirken vil presse på for det. ”En væsentlig del af det at være en evangelisk-luthersk kirke er, at det er menigheden, der skal styre de indre anliggender, og jeg tror, at mange vil være enige med mig i, at det skal være kirkens medlemmer og ikke Folketinget, der tager beslutninger om for eksempel en ændring af dåbsritualet,” siger hun.

”Hvis vi vil bevare vores identitet og virke
som evangelisk-luthersk kirke, skal vi sikre
os mod, at det, der skete ved afskaffelsen
af Store Bededag, kan ske igen.”

Historisk har der været en vis modstand internt i folkekirken mod at regulere forholdet mellem stat og kirke ved lov. Det har blandt andet at gøre med, at Grundtvig ikke ønskede en folkekirke, der var defineret som evangelisk-luthersk, men ønskede et statsligt religionsvæsen, som kunne danne ramme om lokale kirker og menigheder af mange slags – også med andre bekendelsesgrundlag end det evangelisk-lutherske.

Desuden har der været modstand fra grupper, der har forbundet ord som forfatning eller synode med en bestemt styreform for en kirke og har været bange for at miste for eksempel lokal indflydelse. Men det er netop den lokale indflydelse, der skal sikres via en forfatning, forklarer biskoppen. ”Hvis vi vil bevare vores identitet og virke som evangelisk-luthersk kirke, skal vi sikre os mod, at det, der skete ved afskaffelsen af Store Bededag, kan ske igen.”

Hun henviser til Finland, hvor forholdet mellem stat og kirke er reguleret ved en kirkelov, som blev vedtaget i 1999 og fornyet i 2003. Den model vil kunne bruges som inspiration i Danmark, mener hun. Også i Grønland og Færøerne er forholdet mellem stat og kirke reguleret ved lov, så Danmark er det eneste land i Rigsfællesskabet, der ikke har fået styr på det, siger hun. ”Nærmest alle lande i verden, bortset fra dem, der bekender sig som religiøse stater, har reguleret forholdet mellem stat og religion ved lov. Jeg har svært ved at se nogen holdbare argumenter for, at vi ikke skal gøre det samme,” siger hun.

Marianne Christiansen (f. 1963) er cand.phil. og cand.theol. fra Aarhus Universitet, master i konfliktmægling fra Københavns Universitet og siden 2013 biskop over Haderslev Stift.
’Stat og kirke – hvad nu? Om folkekirken og den sekulære stat i Danmark’ er udkommet på Syddansk Universitetsforlag.