Moses Hansen 85

Prædikanten Moses Hansen, der blev landskendt, fordi han vandrede rundt i hele Danmark med et kors og blandt andet protesterede mod porno-messer, fyldte 85 år den 17. juni.
Moses Hansen har i bogen ”Rundt om Moses” (Udfordringens Forlag) fortalt, hvordan han som ung levede et vildt og umoralsk liv. Senere kom han til tro, blev prædikant og vandrede rundt med sit kors. Han har også været med i reality-programmet ’Big Brother’. I 2009 købte han en gård i Holsted, som blev indrettet til mødecenteret ’Pottemagerens Hus’. I 2017 blev han afskediget efter afsløring af et uægteskabeligt forhold, og herefter har Moses og hustruen Joy boet på Ærø, hvorfra han stadig er aktiv som prædikant bl.a. på Facebook.
I forbindelse med fødselsdagen skrev Kristeligt Dagblad et portræt af Moses Hansen, som fik en del ubehagelige kommentarer på nettet. Moses Hansen reagerede med følgende overskrift: ”Ja til forseelse – Tak for tilgivelse – Nej til fordømmelse!”. Samtidig citerede han ordene fra Rom. 8,1 ”Så er der da nu ingen fordømmelse for dem, som er i Kristus Jesus!”


