Broderi skaber fællesskab og knytter kvinder tættere til deres kirke

Der er kirken under opførelse. Spejderlogoer. Orgelpiber. Et stort træ. Et Sankt Hans-bål. Korsangere. Et gylden kors. Den færdige kirke med fritstående tårn. En præst. Veldækket bord. Flittige hænder og ivrige fødder. Fredenstapetet er et fire meter langt og 60 centimeter bredt stykke kunsthåndværk, som hænger i sognegården ved Fredens Kirke i Aarhus-forstaden Viby. Det hænger på endevæggen i et stort lyst lokale, hvor der strømmer lys ned ovenfra gennem et glasparti i loftet og ind gennem vinduerne i siden ud mod parkeringspladsen og byen.

”Vi ville gerne hylde alle de frivillige kræfter og grupper, der er omkring og i vores kirke og lave en gave til kirken,” siger Else Krøjgaard Andersen, der fik ideen til det store værk, som er placeret i tre rammer med museumsglas for, som hænger tæt sammen, næsten som et en tredelt altertavle. Ellen Uth, der med sine 86 år er et af broderigruppens ældste medlemmer, tilføjer: ”Når jeg kommer herind og ser ned på vores tapet, får jeg af og til den tanke, at det næsten er en altertavle. Det var ikke tænkt sådan, men for mig har det fået den karakter,” siger hun.

Else Krøjgaard Andersen boede i en lang årrække i sognet, og hendes børn er konfirmeret i Fredens Kirke. Selv om hun siden er flyttet ud af sognet, har hun fortsat været knyttet til kirken og har løst sognebånd dertil. Hun har altid oplevet fællesskabet omkring kirken som noget særligt og har været aktiv i flere forskellige grupper, blandt andet Sysseltinget, der skaber ting til den årlige julebasar, der blandt de frivillige humoristisk omtales som den fjerde højtid i Fredens Sogn ud over jul, påske og pinse.

”Det er en kæmpe begivenhed, hvor der kan være helt op til 100 mennesker involveret,” fortæller Else Krøjgaard Andersen.

Hyldest til de frivillige

Kirken er en rød murstenskirke i moderne stil, der blev indviet i 1960. Da dens 60-års fødselsdag nærmede sig, syntes Else Krøjgaard Andersen, at det ville være på sin plads med en gave eller markering, der hyldede de mange frivillige og de forskellige grupper, der skaber og bidrager til kirkens liv ugen og året igennem.

”Jeg fik tanken om et broderi, og så satte jeg mig med en af mine døtre og lavede et mindmap. Det blev grundlaget for det, som flere år senere var færdigt som Fredenstapetet,” siger hun. Else Krøjgaard Andersen fik hurtigt to bekendte fra kirken med, og herefter besluttede de at annoncere efter flere medlemmer af et nyt broderifællesskab, der skulle samles jævnligt for at skabe et værk til kirken.

Else Krøjgaard Andersen fik den ide at navngive det BroderiSkabet – med stort S for at signalere, at det er et fællesskab på linje med mange andre fællesskaber omkring kirken. Gruppen inviterede til et intromøde, hvor 20-25 personer dukkede op, heriblandt Inger Thomassen.

”Jeg begyndte at komme til gudstjeneste i kirken omkring årtusindskiftet og har boet i sognet i flere omgange. På et tidspunkt blev jeg spurgt, om jeg ville være med i Sysseltinget. I første omgang var jeg i tvivl, for jeg havde ikke lavet håndarbejde i mange år, men jeg tog mod til mig, og siden har jeg været med til at lave alt muligt til julebasaren,” fortæller hun.

Mening til alderdommen

Da Inger Thomassen så annoncen om det store broderiprojekt, blev hun interesseret og tog med til intromøde. ”Da jeg hørte om projektet, hvor man skulle sy frie sting, tænkte jeg, at det kunne jeg nok ikke finde ud af, for jeg havde kun broderet med korssting. Men jeg var draget af det og tog med til det første egentlige møde, og så overbeviste de andre mig om, at jeg skulle gøre et forsøg,” siger hun.

Trods sine forbehold blev hun et trofast medlem af gruppen, der kom til at tælle 15 kvinder, som var med i hele perioden fra de første prøvesyninger i 2018, til tapetet var færdigt i 2020 – og blev hængt op og præsenteret ved en fernisering i september 2020, lidt forsinket af corona. ”Hvis jeg ikke var blevet udfordret og opmuntret af de andre, havde jeg aldrig kastet mig ud i at brodere med frie sting. Der er sket en udvikling med mig, jeg ikke kunne forestille mig,” siger hun.

Ellen Uth supplerer: ”Det har også fået stor betydning for mig. Jeg ved faktisk ikke, hvordan min alderdom skulle have fået mening, hvis jeg ikke havde været en del af BroderiSkabet. Nu har jeg det her projekt, som både giver mig noget at gøre derhjemme og noget at mødes med andre om,” siger hun. Else Krøjgaard Andersen, der er pensioneret gymnasielærer, nikker. ”Det betyder noget, at man har noget at stå op til, og at man er savnet, hvis man ikke dukker op,” siger hun.

Gruppen var samlet mange gange gennem mere end to år for at skabe Fredenstapetet. De var på udflugter for at se andre broderede tapeter, og de havde møder med de to kunstnere Mette Tønder og Anne Østergaard, som lavede de akvareller, som kvinderne har broderet ovenpå. Desuden blev der brugt tid på at søge fonde, købe garn og afprøve forskellige teknikker og stilarter, og de havde også kursusaftener med en lokal broderiekspert.

Ånde og vibrere

Gruppen blev hurtigt enig om, at værket skulle have en lethed over sig. ”Det skulle ånde og vibrere. Det skulle leve, ligesom kirken gør,” siger Ellen Uth. Efter at Fredenstapetet var færdigt, følte kvinderne en form for tomhed, og syv af dem valgte at fortsætte med endnu et stort projekt, Vibytapetet, som blev broderet på grundlag af tegninger af kunstneren Arnt Uhre, der er kendt for sin kunst i kirkelige kredse. Motiverne var fra en lokalhistorisk begivenhed, kong Valdemar den Stores besøg i Viby i 1176.

”I første omgang var kunstneren ikke interesseret i, at vi skulle ødelægge hans værker med vores broderier, men han blev meget begejstret for det efterhånden og fulgte arbejdet tæt,” fortæller et af gruppens stiftende medlemmer Marianne Westergreen. Vibytapetet blev præsenteret ved en fernisering i Kulturhus Viby i juli 2024. Siden har 5-6 af kvinderne mødtes jævnligt for at brodere sammen – ofte på fælles projekter.

De har for eksempel broderet på nogle af de strikprodukter, som en anden af grupperne omkring kirken ikke har fået afsat, så de bliver mere spændende og bedre kan sælges. De har også bidraget til et stort værk med broderier fra hele Danmark, som blev udstillet på Trapholt, og de planlægger at engagere sig i endnu et projekt til samme museum.

Hænder og fødder

Lis Staal, der som flere af de andre har løst sognebånd til kirken, siger: ”Fællesskabet omkring kirken er det vigtigste, og så det at vi støtter hinanden. Jeg bor ikke i sognet, men via et gymnastikhold lærte jeg nogle af kende, som var tilknyttet Fredens Kirke, og på den måde kom jeg med i noget af det frivillige arbejde og løste sognebånd hertil.” Hun er både med i Sysseltinget og BroderiSkabet og er med til at pynte kirken til høstgudstjeneste og lave alterbuketter på visse søn- og helligdage.

Kvinderne i BroderiSkabet mødes af og til privat hos hinanden og tager også på udflugter sammen. Men det har stor værdi for dem, at det er kirken, der samler dem, og at de mødes i sognegården,” fortæller Lis Staal. ”Der er et liv her, hvor mange har lyst til at hjælpe og bidrage. Det er derfor, vi har hænderne og fødderne med på broderiet – det kendetegner kirken.”
Marianne Westergreen er enig.

”Da vi første gang blev inviteret med til en fest for alle de frivillige, blev vi klar over, at vi nu også blev opfattet som en gruppe, der hører til kirken. Det betød meget.