Lad pinsefreden sænke sig

Pinsen fylder ikke meget for den almindelige dansker, og der vil formentlig være flere, der bemærker, at det den 24. maj er præcis fem måneder siden, det var jul, end der er folk, der bemærker, at det er pinsesøndag.

Også blandt garvede kirkegængere kan pinsen have lidt svært ved at finde plads. Det er ærgerligt, for pinsefreden er altså mindst lige så god, som den hypede julefred. Men inden jeg skriver mere om det, har jeg noget helt andet, jeg skal af med, som ikke har meget med pinse at gøre, selvom det med det yderste af fingerneglene lykkes mig at få det flettet lidt sammen med pinsens budskab. Mit presserende ærinde drejer sig om synet på nutidens unge.

Jeg køber nemlig ikke helt præmissen om, at nutidens unge har det dårligere end nogensinde før. Jeg er enig i, at unge i dag formentlig er mere bekymrede og urolige, end deres forældres generation var. En forældregeneration, der er vokset op i et historisk smørhul, og som i den forbindelse tilsyneladende også har udviklet en større eller mindre forventning om, at deres børn skal gå problemfrit gennem livet – og når det ikke sker, skal alle sejl sættes ind.

Jeg siger ikke, at de unge ikke er bekymrede. Selvfølgelig er de det, det er de voksne jo også. Der er nemlig masser af grund til bekymring – både for krig, klima og dårlig påvirkning fra de sociale medier. Men bortset fra de sociale medier, så er der intet nyt i det. Det hedder livet, og der skal vi alle sammen finde vej – både børn, unge og voksne. Det liv er ikke nødvendigvis let, faktisk tværtimod.

Ind i den virkelighed skal vi ikke tale vores børn op (eller ned) til at være ofre for tidens lunefulde tendenser og tilfældigheder. Vi må i stedet gøre vores bedste for at klæde dem og os selv på til at kunne håndtere livets uforudsigeligheder. Samtidig kan vi hjælpe dem og os selv til at bruge den velbegrundede bekymring til at være velbegrundede taknemmelige for alt det gode, vi har – og til at være med til at arbejde på at bevare alt det gode, vi har. I stort og småt.

Som kristne og som kirke har vi derudover også et budskab, der indeholder en fred, en glæde og en frihed, som ikke er bundet eller betinget af livets og samfundets gang. Vi har noget andet, noget større. Noget uforgængeligt. Vi har hele Bibelen, hvor vi kan læse om Guds almagt, som i den grad kan lægge en dæmper på al bekymring. Vi har, særligt med Jesus, lært Gud at kende, forstået hans kærlighed til os og hans ønske om fællesskab med os.

Og med pinsen, som vi fejrer i denne uge, har Gud med sin ånd taget bolig i os. Så vi nu hver enkelt af os, som har modtaget Helligånden, og som tror på den treenige Gud, selv er Guds tempel. Det er en himmelsk genialitet og en storladen gave udover alle tænkelige grænser, at Gud med sin ånd bor i os, og at vi er hans tempel – som i modsætning til et tempel bygget af sten ovenikøbet også er umuligt at bryde ned.

Hvert år til jul taler vi om julefred, men pinsefreden er faktisk langt større. Pinsefreden er nemlig den fred, der kan finde fodfæste i mig, når jeg forstår, at Gud ønsker at have fællesskab med mig – og endda i en grad, så Gud selv bor i mig. Glædelig pinse! – må endnu flere, både unge og gamle, få lov til at erfare pinsefreden.