44 bidragsydere – blandt andre kulturpersonligheder – deler erfaringer med sorg

Et gammelt jødisk fyndord, der er indgået som Ordsprogenes Bog 15:22, fortæller os om den gode nytteværdi af at søge råd og vejledning hos andre. Oversættelsen kan variere, men budskabet er det samme som i det gamle, danske ordsprog: at erfaren mand er værd at gæste. Eller som det hedder i Zacharias Topelius’ børnesang, ’Verden er så stor, så stor’, som mange er vokset op med.

Der er nemlig sket det lykkelige, at 44 kultur- og andre personligheder har taget imod cand.theol. og sjælesørger Lone Vesterdals invitation til at komme med lige så mange input om, hvordan de har tacklet deres personlige livtag med små som store sorger. Det er der kommet et overordentligt velskrevet værk ud af, primært prosa-stykker, men nogle digte har også sneget sig ind; fortjenstfuldt, skal det siges.

Der har været frit slag for alle bidragsyderne, og vi kommer vidt omkring, tør det siges: her inddrages både Bob Dylan, Søren Kierkegaard, Dickens og Beethoven. men skal man tage de kritiske briller på, kan man sige, at der sine steder er gået lidt kändis over projektet, ligesom det ikke altid står lige klart, hvorfor en erhvervsmand som Oticons Lars Kolind definerer sin sorg som et tab af en større investering.

Men som han afsluttende siger, er der naturligvis også lindring at finde i, at der kan være trøst ved, at der også skal være plads til fiasko. Han gjorde sit bedste og er allerede på vej videre. Også heri ligger der en trøst. Mange gode projekter venter forude. Bogens redaktør, Lone Vesterdal, fokuserer på det gode naboskab i hverdagen. Naboer, der altid er der for dem på den anden side hækken. Hun citerer C. S. Lewis for hans tanker om, at “kærester eller ægtefæller, der elsker hinanden, står ansigt til ansigt med hinanden, mens venner står side ved side med blikket rettet mod et fælles mål.” Modstandslommer, kalder Lewis det rammende (s. 102).

Nogle forfattere er i forvejen kendte: Lisbeth Smedegaard Andersen er kendt af de fleste; “Gud tørrer alle tårerne,” påpeger hun; mine egne tårekanaler forblev ikke upåvirkede. Den allestedsnærværende salmedigter Iben Krogsdal skriver om den evige sang, der kan ophæve ensomheden og sorgen. Hun finder trøst i, at hendes afdøde mormor stadig synger ’Solen er så rød, mor’ og en dag vil synge den sammen med alle andre, der nogensinde har sunget den ”og på en måde også sammen med alle dem, der engang skal synge i hinanden – i al evighed. Det er næsten for godt til at være sandt, men det er sådan, det er” (s. 127).

Bibelselskabets Synne Garff tager bladet fra munden og siger det lige ud: ÆRLIG TALT – der er også trøst i at skrive en klagesalme. Endelig skal nævnes fhv. kirke- og kulturminister Mette Bock, der fastholder Fadervor og Trosbekendelsen som sine trøstens piller. – En anden tidligere kirkeminister er Per Stig Møller, der minder os om de døde modstandsfolk i Mindelunden, der er en stadig påmindelse om selv at kaste vores livs terninger og omfome tilfældet til en nødvendighed. Også heri kan der findes trøst, lindring og mening til hin enkelte.

Man kunne blive ved og blive ved; alle bogens bidrag går tæt på menneskelivet, så tæt, at man må undlade at gå ud på gader og stræder i den store by og sige: “Stop, min ven, hør her, dette er vigtigt.” I bogens afsluttende afsnit påpeger Lone Vesterdal trøstens ord som det “grundlæggende fænomen i vores salmer og i den kristne tradition” (s. 206). Bogen er naturligvis målrettet mennesker i sorg, men alle kan læse med og drage nytte. Tak til forlag og redaktør. Det var en ære at skrive om den.

Lone Vesterdal (red.):
Her finder jeg trøst. 44 personlige fortællinger.
207 sider med litteraturliste (indb.) Vejl. udsalgspris 250 kr.
Forlag: Eksistensen