Da Daniels liv tog en drejning

Daniel er vokset op i et hjem med en troende katolsk far og en mor, der ikke var troende. Selv har han altid troet på og bedt til Gud, men på et tidspunkt tvivlede han på, hvorvidt Gud ville ham.

Hans barndom var ikke let. Slægten stammer fra henholdsvis Tyskland, Estland og Østrig, og både hans fars og mors slægt var præget af traumer efter krigen:

”Mine brødre og jeg er tredjegenerationsindvandrere. På begge mine forældres side har familien oplevet Anden Verdenskrig med dens traumer, og traumerne blev taget med ind i min familie. Dengang snakkede man jo ikke om generationstraumer, men den smerte, der har ligget i mine bedsteforældre, er gået i arv og har påvirket mig. For har man oplevet sådan noget, har man svært ved at formidle kærlighed, selvom den er der.

I mit barndomshjem var det helt almindeligt at få fortalt børnehistorier, men samtidig fortalte min mormor, der havde voldsom PTSD, historier fra krigen, fx om hvordan et menneske så ud efter at være blevet ramt af en håndgranat.”

En svær skolegang

”Min tyske og østrigske slægt så også krigen fra et helt andet synspunkt end danskerne. For dem var amerikanerne og englænderne ikke helte, men invasionsstyrker.” Bl.a. derfor blev det svært for Daniel, da han kom i skole og fik fortalt en anden historie. I det hele taget var folkeskolen et levende helvede, som han udtrykker det. Så da begyndte det for alvor at gå helt galt for ham:

”Dengang var der ingen, der spurgte, hvorfor man reagerede, som man gjorde, hvis man kom fra et hjem, hvor der var meget sorg, smerte og ting, der ikke var på plads. Så jeg blev hurtig stemplet som uintelligent, og det mærker man som barn, selvom man måske ikke kan sætte ord på det. Derfor følte jeg, at jeg var anderledes end de andre børn og totalt udenfor fællesskabet. Som barn er ens verden jo hjemmet og skolen, og er man fremmed overfor det, er man fremmed overfor hele ens eksistens. Samtidig er jeg ikke en, der går ind i mig selv, jeg reagerer udad, hvorfor det endte med, at jeg fik en ret vild ungdom.”

En ugudelig åbenbaring

Da Daniel gik i 5.-6. klasse, var der en fra 9. klasse, der mobbede hans lillebror: ”Da var der noget, der slog klik indeni mig. Jeg bankede ham, der havde gjort det, og oplevelsen af at have magt over ham og se, at de andre også blev bange, blev en form for ugudelig åbenbaring af, at jeg her havde nøglen til, at al ubehaget stoppede. Det kunne godt være, at jeg ikke var en del af fællesskabet, men når jeg brugte vold, lod de mig være.”

Efter den oplevelse blev vold og trusler løsningen på konflikter for ham. Det stoppede imidlertid ikke med volden. Daniel begyndte også at ryge hash og stjæle knallerter og cykler. Så næste stop var et ungdomsfængsel – eller en efterskole.

På en kristen efterskole

Det blev Apostolsk Kirkes efterskole, Skovbo, som ligger på Sydsjælland. Men nissen flyttede med: ”Det var meget svært for mig, for heller ikke her var jeg som de andre. For jeg var katolik, og de andre meget aktivt troende, karismatiske protestanter. Men Gud brugte skoleforstanderen, Jan Duske, til at redde mit liv.” Det var en helt speciel situation, der fik stor betydning for Daniel. På skolen blev man sat til at arbejde, hvis man overtrådte skolens regler – en form for ”samfundstjeneste”.

En af de ting, der kunne udløse en sådan straf, var, hvis man kom for sent til timerne. En dag skete det for Daniel, men da læreren også selv kom for sent, kunne han snige sig ind, uden at læreren opdagede det. Men da læreren så kom, var der en af kammeraterne, der sladrede, og læreren mente, at det skulle udløse en sanktion: ”I mit univers var det inkarnationen af uretfærdighed, for ja, jeg kom for sent, men det gjorde han jo også. Så jeg flegnede fuldstændig ud og truede ham med at banke hovedet ind på ham. Det endte med, at han tog mig med op på forstanderens kontor.”

Daniel tænkte, at nu ville han igen opleve autoritetspersonernes magt og uretfærdighed. Men det skete ikke. Forstanderen spurgte ham, hvorfor han var blevet sur og vendte sig derefter mod læreren og sagde, at det ikke var retfærdigt. ”Bagefter fik jeg skæld ud for at have truet læreren, men det lagde jeg ikke så meget mærke til. For det var første gang i mit liv, at en autoritetsperson havde hørt på mig og var retfærdig. Jeg tror, det skabte en sprække i mig, hvor der blev plads til lidt håb og en tro på, at der var noget godt.”

På jagt efter det gode

Så Daniel begyndte at jage efter det gode. Atmosfæren af tro på skolen begyndte også at påvirke ham: ”De talte hele tiden om Jesus og Helligånden, og jeg tænkte, at hvis de kunne mærke Gud, og han henvendte sig til dem, kunne han også møde mig – og hvis han var der, ville jeg møde ham. Men hvorfor holdt han sig så væk fra mig, tænkte jeg. Men midt i alt kaosset med depressioner og vredesudbrud, var der alligevel en rød tråd, hvor jeg forsøgte at finde ud af, hvor Gud var.”

Dette stod på i alle de tre år, hvor Daniel var på efterskolen, og da han gik der på tredje år, havde han det så dårligt psykisk og åndeligt, at han besluttede sig for at begå selvmord.

Mødet med ondskaben

Men dagen før sidste skoledag, skete der noget, der blev begyndelsen til et nyt liv for Daniel. Det skete under et ’Praise and worship’ møde:

”Mens jeg stod der, fik jeg det meget dårligt, og jeg kunne mærke, at mit temperament kom op. På det tidspunkt havde jeg nogle vredesudbrud, der var så voldsomme, at jeg mistede bevidstheden, og når jeg så kom til bevidsthed igen, havde jeg enten smadret folk, ting eller mig selv. Så da jeg mærkede, at vreden var på vej, spurgte jeg skolens præst, om jeg måtte gå. Det fik jeg lov til.”
Daniel gik altså over på sit værelse og tænkte, at han skulle have fat i sin rosenkrans, en katolsk bedekrans, som betød meget for ham:

”Da jeg kom op på værelset, tog jeg noget vand i hovedet. Mens jeg stod på badeværelset, var det som om en substantiel ondskab begyndte at flyde op af toilettet og vandløbet og ind ad ventilationsgangen. Selvom jeg i dag ved, at det ikke kan ske, følte jeg, at hvis jeg kom i fysisk kontakt med den substans, ville min sjæl ophøre med at eksistere. Det skabte en angst i mig, som jeg aldrig før havde oplevet.”

Kapitulationen

Daniel gik udenfor og ringede til sin troende far for at fortælle, hvad der var sket:

”Han sagde meget direkte til mig, at det var Gud, der havde tilladt, at Djævelen kom så tæt på, så jeg kunne mærke, at den sataniske ondskab var virkelig. Jeg kunne vælge at fortsætte med at leve i vreden, volden og stofferne; men der var også et andet liv – livet med Gud – og det var et valg, jeg skulle tage. Når man får det præsenteret på en sådan måde, samtidig med at man lige har mærket, hvad ondskaben er, så er det ikke så svært at tage et valg. Så jeg gik om på den anden side af skolen og sagde til Gud: ’Hvis du virkelig er her og ser mig, så giver jeg mit liv til dig i dag og er din i resten af mit liv.’”

Samtidig sagde han til Djævelen, at han ikke ville have mere med ham at gøre:

”Da jeg sagde det, så jeg en dæmon lige så tydeligt, som jeg ser alt andet. Jeg var overhovedet ikke i tvivl om, at den ville prøve at slå mig ihjel. Det var en inkarneret vold og vrede, jeg stod overfor. Men samtidig gik det op for mig, at den ikke kunne komme mig nær. Det var ligesom jeg sad i en oval boble af Guds kærlighed, at Gud omsluttede og beskyttede mig, selvom jeg på det tidspunkt ikke mærkede andet end frygt.”

Under forbøn

Mens Daniel sad der, kom skolepræsten og tog ham med ind i et klasselokale, hvor han og nogle lærere begyndte at bede for ham:

”Jeg aner ikke, hvad de bad om, men mens de bad, begyndte den væg, jeg kiggede på, at forsvinde, og jeg så en hær af millioner af blåligt lysende kugler, og den forreste af dem blev til Jesu ansigt. Da Jesus åbnede øjnene og så på mig, var det som om mit hjerte eksploderede og blev gennemboret af kærlighed. Da vidste jeg, at der ikke findes nogen i hele universet, der elsker mig så højt, intenst og ubetinget som Jesus.”

”Han sagde meget direkte til mig,
at det var Gud, der havde tilladt,
at Djævelen kom så tæt på, så
jeg kunne mærke, at den sataniske
ondskab var virkelig.”

Efter den oplevelse græd Daniel i tre dage, og han vidste, at han nu skulle leve hele sit liv for Jesus, og alt, hvad Jesus ville bede ham om, ville han gøre.

Tilbage i det gamle

Men nu var efterskoletiden forbi, og Daniel kom tilbage til sine gamle venner. Det betød, at han igen faldt tilbage i noget af det gamle, og der var stadig mange sår og traumer, der skulle helbredes. Derfor kom han året efter til England på et sted for folk med problemer, der lignede hans:

”Lederen derovre kunne se mine kvaliteter og så igennem alt det, der var på overfladen. Men det var sindssygt hårdt. På et tidspunkt kom jeg i en voldsom slåskamp, hvor det endte med, at politiet kom, og jeg sad et par dage i arresten. Heldigvis var det hele blevet optaget på et videokamera, der viste, at det ikke var mig, der havde startet slåskampen. Men det var voldsomt, for han endte med at være bevidstløs, og jeg var blevet bidt igennem det ene øre. Selvom der skete mange voldsomme ting derovre, var det det, der skulle til, for at jeg kunne komme videre.”

Et præstekald, der ikke kunne overhøres

Efter hjemkomsten var Daniel afklaret med, at han var nødt til at få styr på sit liv. Han begyndte at arbejde som tækkemand hos sin farbror, der havde et tækkefirma, men han drømte om at blive pædagog, da han ønskede at arbejde med unge mænd med problemer: ”Mens jeg gik med de planer, hørte jeg for første gang en stemme sige: ’Du skal være præst.’ Jeg var meget bevidst om, at det ikke var min egen stemme, jeg hørte – alligevel afviste jeg det blankt. Men det accepterede Gud ikke. Han blev ved med at sige, at jeg skulle være præst.”

Til sidst snakkede Daniel med sin far om det. Han foreslog, at Daniel skulle tale med nogen om det. Så han opsøgte en katolsk præst på Nørrebro. Præsten var bl.a. præst for de unge og havde skrevet bøger både om Heavy Metal og katolicisme, og da Daniel selv hørte meget Heavy Metal, fangede præsten hans opmærksomhed. Som katolsk præst ville han ikke kunne gifte sig, så han fik det råd, at han skulle tage hjem og i en uge forestille sig, først hvordan det ville være at leve i ægteskab, og derefter hvordan det ville være at leve som præst.

Selvom Daniel brændende ønskede at gifte sig og få en masse børn, oplevede han ikke noget særligt, da han brugte tid på at forestille sig det: ”Men da jeg gjorde det samme i forhold til at skulle være præst, var der på den allerførste dag noget i mig, der fik mig til at sige: ’Hvis du vil have, at jeg skal være præst, så er jeg præst for dig fra i dag og resten af mit liv.’ Da jeg havde sagt det, vældede en overnaturlig fred ind over mig.”

Præstekaldet

Selvom Daniel havde fået denne oplevelse, var der stadig en modstand i ham i forhold til tanken om at skulle være præst. Det fortalte han både til sin far og præsten fra Nørrebro, der begge sagde, at han måtte tage en snak med den katolske biskop: ”Jeg fik så en samtale med biskoppen og tænkte, at hvis bare jeg fortalte ham om alt, hvad jeg havde lavet af ballade, ville han forstå, at han ikke skulle give mig lov til at blive præst.”

Alligevel åbnede biskoppen for, at Daniel kunne blive præst. Så i en periode boede han inde ved den katolske domkirke, hvor han forberedte sig på at skulle være præstestuderende. I dag har han været præst i 3-4 år.

Guds barmhjertighed er ubetinget

Når Daniel nu ser tilbage på sit liv, ser han klart, hvordan Gud har fulgt ham hele vejen, og det er vigtigt for ham at pege på, med hvor stor en kærlighed Gud elsker os mennesker: ”Min kaldshistorie er et vidnesbyrd om, hvor fuldstændig umådelig stor Guds kærlighed er. Som der står hos profeten Jeremias: At hvis vi søger Gud af et oprigtigt hjerte, så er han der virkelig. Lige meget hvor langt væk man er fra Gud, hvis man vender om til ham, er han der og tager imod os. Det er uforståeligt, hvor stor hans kærlighed til os er.”