Grønt lys

Om at bevæge sig væk fra det røde felt – og føle sig i gode hænder trods uventet trafik.
”Nu går jeg med lyset, så kan hun beholde sit mørke!” sagde jeg i telefonen til en veninde. Jeg var på vej til interview midt i myldretiden i København og ville gerne afslutte samtalen hurtigt ved at skære ind til benet… Midt i min travlhed var min udtalelse desværre lidt rå. Til gengæld fik jeg luft.
Herefter bevægede jeg mig ud i et stort lyskryds, hvor der netop blev grønt. En ældre mand gik med. Da vi kom et par meter ud i fodgængerfeltet, kom en bil susende i meget høj fart og kørte ind lige foran os begge, så tæt at den næsten snittede os – dog uden at ramme.
”Vi går med lyset”… sagde manden, der havde hørt min telefonsamtale. ”Det ku´ være blevet vores sidste dag”, tilføjede han og stirrede på den grønne mand i lyssignalet – som for at sikre sig, at det ikke var os, der havde gjort noget galt.
Jeg sank lige en gang, så sagde jeg lettet:
”Ja, jeg går med lyset, for jeg er på vej til en kirke for at lave et interview med en præst”.
Vi smilede til hinanden. Og så gik vi begge bare videre, smilende. Men bagefter sendte jeg lige et par tanker til Vor Herre a lá ”Ske din vilje – uanset hvad. Det ved du da! Tak for beskyttelsen, advarslen, påmindelsen… tilfældigheden…eller hvad det her nu var”.
Nogle gange når jeg er træt, bliver trampet på og næsten ”ser rødt” – og mærker en trang til at opgive svære opgaver og gå videre – føler jeg, at jeg får en påmindelse om livets skrøbelighed. Og om hvor vigtigt det er at blive ved med at gøre sig umage. Også når man møder modstand og uretfærdighed. Man skal vælge sine ”kampe” med omhu – og holde fast, dér hvor det er umagen værd, gør mest gavn og føles rigtigt.
Den, der kunne beholde sit mørke, var en, jeg lige måtte holde en lille pause fra. Jeg trængte til at være og arbejde sammen med positive mennesker, der ikke udelukkende fokuserer på fejl og dræner andre for energi med negativitet og/eller urimelige krav – og som helt glemmer at sige tak…sådan som vi alle kan risikere at være i vore værste stunder. Hvor omgivelserne må tage os i passende små doser.

Sjovt nok var det lige præcis modsætningen, jeg var på vej hen for at interviewe. En givende, positiv og musikalsk præst – og en stund fyldt med lys.
Grønt lys, naturligvis.

Af Tina Varde
Freelance-journalist, Solrød Strand