Jorden under hendes fødder

En magisk fabel om uskyld, en mærkværdig allegori over både global opvarmning og kærlighed.Hushpuppy, der var nomineret til en Oscar for både bedste film og bedste skuespillerinde, er en magisk fabel om uskyld, en mærkværdig allegori over både global opvarmning og kærlighed – og en af de bedste film, jeg nogensinde har set.

Den 9-årige Quvenzhané Wallis i rollen som Hushpuppy, som hun blev Oscar-nomineret for (still fra: Miracle Film).

”Det smukkeste sted på Jorden” er, hvad seks-årige Hushpuppy kalder ”Badekarret”, en mudret, lille ø midt på Mississippi Deltaet, der er blot én storm væk fra at være lagt under vand. I det fjerne anes skorstene og tårne, industriens kraner der bygger højere og højere, et barns billede af en storby (formentlig New Orleans).
Hushpuppy vokser op i ekstrem fattigdom, uden elektricitet, blandt skrald og papkasser og husdyr. Hendes mor er forsvundet, hendes far Wink er en syg alkoholiker, men Hushpuppy erstatter sine manglende materielle bekvemmeligheder med en fantasi, der ikke har nogen begrænsninger. Et stormvejr med apokalyptiske dimensioner ryster Hushpuppys verden, og mens jorden skælver under hendes fødder, trues hun og hendes venner ikke blot af naturens kræfter, men også af verden udenfor.
Hushpuppy lyder barsk og rystende. Det er den også, men den er først og fremmest ren og skær poesi på skærmen: En eksplosion af glæde midt i elendighed, og en af de mest originale film, jeg nogensinde har set.
Filmen blander behændigt barndommens forunderlige verden med de barske realiteter i de voksnes verden, og historien bliver et smukt digt om barndom og uskyld, sat i en mærkelig, men stadig genkendelig verden, hvor iskapper smelter, husbåde flyder ned ad floder og enorme urokser, en uddød race af bisonokser, tordner deres vej mod vores lille, yndige fortæller.
Det er en verden, hvor alt levende har et hjerteslag, fortalt så ambitiøst og så gennemført, at alle i biografen gik ud af mørket med et lamslået og forundret blik i deres øjne.
”Nogle gange kan du knuse ting så meget, at de ikke kan sættes sammen igen”, siger Hushpuppy, efter naturkatastrofen har lagt hendes hjem øde. Men på en poetisk, blid, og forjættende måde argumenterer Hushpuppy for, at selv i de mest dystre omstændigheder kan håb finde vej.

Hushpuppy • 93 min.
Biografpremiere: 3. januar
(på dvd: 21. maj)