Brug DDT mod malaria!

Af James Appel Amerikansk lægemissionær i Chad, gift med danske Sarah Gry Andersen
Af James Appel
Amerikansk lægemissionær i Chad, gift med danske Sarah Gry Andersen

– Stop malaria med DDT, kræver lægemissionær James Appel i en nyhedsmail, mens han ryster af feber og bivirkninger af malariamedicin.
Han beskriver med bidende sarkasme, hvordan de rige lande tjener på sygdommen frem for at frigive DDT, som både virker og er et uskadeligt stof.
Sommetider er det de ikke-missionær-agtige ord, der kan bruges til at beskrive en meget djævelsk, dæmonisk ting som ikke bare ødelægger mit og min families liv, men også rammer flertallet af verdens fattige.

Lige nu har jeg i hele tre uger nærmest uophørligt været i gang med malaria-behandling. Jeg prøvede WHOs (FNs verdens-sundhedsorganisation) anbefalinger med en tre dages Artemether-Lumafantrine-kur efterfulgt af tre dage med Artesunate sammen med Doxycyclin (i tilfælde af at WHO skulle have taget fejl).

Hestekur med kinin

Herefter fulgte tre dage med Kinin, der føles som at have for meget mavesyre i munden 24/7 sammen med en hårdnakket kvalme og ingen appetit, for ikke at nævne en voldsom hovedpine og ører, der hører omtrent lige så godt, som når man svømmer under vandet.
Så vågnede jeg op rystende af kulde i hele kroppen og fik derpå Kinin som drop. Det er ”hestekuren” for alvorlig malaria – og det brændte mine vener op, så de blev infiltrerede, opsvulmede, røde og ømme på begge mine arme, der var blevet barberet, så tapen ikke skulle hænge fast i hårene.

En sygdom, som kan behandles og forebygges?

Alt dette skete mindre end et døgn efter, at jeg var begyndt med drop, og jeg kunne bare ikke klare mere. Derfor er jeg nu begyndt at sluge to bitre Kinin-piller tre gange om dagen, og det skal jeg gøre de næste seks dage. På den måde skulle jeg kunne bekæmpe det, som hele verden nok så flot beskriver som en sygdom, der kan behandles. Den beskrives også som en sygdom, der kan forebygges, hvis bare man sover under moskitonet, bruges insektlys og regelmæssigt bruger insektspray.
Men nu har jeg prøvet det hele, og det virker bare ikke godt nok. Det sidste nye i en lang række ”simple” behandlinger for malaria er en tre-dages kur med medicin udvundet af en plante fra Kina. For efterhånden kan den ene type behandling efter den anden komme på museum, fordi det dumme Plasmodium har udviklet resistens.

Vaccine på vej

Men vent lige! Faktisk findes der en vaccine, og Bill Gates pumper penge i tonsvis i sagen – og det er ganske lovende. Nej, vent lidt, det handler bare om at forebygge hjernemalaria i børn, så det er jo nok en god ting.
Men børnene får stadig malaria, blodmangel, fejlernæring, forsinket udvikling og klarer sig dårligt i skolen.
Voksne kan ikke arbejde på fuld tid, og de har det generelt dårligt i tillæg til, at de i forvejen har det dårligt, fordi de har været så uheldige at blive født i et tredjeverdensland.

Fødselskontrol

Hvorfor er jeg så her? Jeg blev ikke født her. Til forskel fra andre i Chad kan jeg forlade landet når som helst (og det er der mange, der har foreslået mig at gøre), men nogen skal jo være her for at se de små børn dø, mens man redder nogle af dem – ellers ville de alle dø.
Men malaria kan selvfølgelig hjælpe os med at begrænse overbefolkningen i verden. Nogle har faktisk skrevet bøger om det, fx The Population Bomb (befolkningseksplosionen, red).

Propaganda mod DDT

Bare der dog var en måde at eliminere malaria på. Hvis det virkelig var lykkedes et eller andet sted, kunne vi jo bare gøre det samme her…
Men vent lige – faktisk var der malaria i den sydlige del af USA, indtil midten af 1900-tallet, og det var der også i Sydeuropa. Det findes bare ikke længere i de lande.
Hmmm – gad vide, hvordan de gjorde det? Nåh jo, de brugte den grimme ting, som gør fugleæggene tyndere og ødelægger miljøet.
Men Gud ske lov har vi stadig fugle. Det er bare ærgerligt med alle de babyer, som dør med få sekunders mellemrum.
– Hvad? Mener du, at det hele bare var propaganda? At DDT ikke ødelægger fuglenes æg? Hvad? Åh, du mener altså, at selv om man dumpede DDT-pulver over tusindvis af soldater, så deres krop var helt dækket af det, findes der ikke rapporter om skadelige følger og endnu mindre om dødsfald som følge af DDT? Mener du, at ham, der fandt på at bruge DDT som pesticid i 1948 modtog Nobelprisen, fordi de antog, at det havde reddet over 500.000.000 menneskeliv?
Jeg mener bare, for 500.000.000 menneskeliv kan du for min skyld glemme fuglene og lade dem alle sammen dø. (Men det sker jo selvfølgelig ikke alligevel, især ikke når man anvender DDT i de mikroskopiske doser, som det kræver at dræbe malariamyggene og hindre dem i at komme nær husmurene).

Ingen resistens

– Men hvad så med resistens overfor DDT?
DDT virker på den måde, at det holder moskitoer væk.
80-85 procent af myggene vil ikke komme ind i huse med DDT på murene.
Andre 10 procent vil blive irriteret af stoffet, når de lander på det og vil derpå fortrække.
Der er kun 5 procent tilbage, som rent faktisk skal dræbes af DDT, og selv om disse 5 procent er helt resistente overfor DDT, vil moskitoen uddø i løbet af få generationer. Og DDT virker så længe, at man kun skal spraye med det et par gange om året.

Vestens interesser

Imidlertid er de vestlige lande ikke truet af malaria, og mange medicinproducenter lever højt på stakler som mig selv, min to år gamle datter Miriam og min kone (heldigvis endnu ikke min 5 måneder gamle søn). Derfor ønsker man alt andet end at udrydde malaria.
Faktisk er der mange, som inderst inde ønsker at begrænse befolkningen i Afrika (det passer, sådan tænker folk faktisk!).
For ikke at nævne de gamle miljøfanatikere, som har fået EU til at gennemføre en streng kontrol af DDT-niveauet i importerede varer som bomuld (det er langt under faregrænsen), så afrikanske lande, der er afhængige af denne eksport, undlader at bruge DDT for ikke at forurene deres bomuld. Derved mister de deres lille del af verdensmarkedet.
Desuden er der kun et sted i verden, hvor man fremstiller DDT, nemlig i Indien, og gad vide, hvor længe det vil kunne fortsætte. Folk taler om et andet alternativt insektmiddel, men alle dem, de nævner, er langt dyrere, meget mere farlige og har meget mere resistens. Da disse midler også er afhængige af at kunne dræbe insekterne frem for at få dem til at holde sig væk, som DDT gør, er de langt mindre effektive.
Men naturligvis kan de kemiske virksomheder, der fremstiller dem, tjene langt mere på den slags end på det at lave den sikre, billige DDT.

Vi vil have DDT!

Men jeg siger det igen med alt det ikke-missionæragtige sprog jeg har: de kan rende og hoppe! Vi vil prøve at få fat på DDT her i Chad, i det mindste i Mondou, så i det mindste jeg og min familie kan blive færdige med at holde til i kvalmende, delirisk semi-koma, mens vi ryster, så hjernen er ved at falde ud, og hele kroppen smerter – mens vi spekulerer på, om vi skal dø og somme tider bare ønsker at gøre det.
Og det er @#&#@#&# sådan, at jeg føler om den sag!

Fakta om malaria

Malaria er en infektionssygdom, som skyldes en gruppe malariaparasitter af Plasmodium-typen.
Parasitten overføres, når inficerede myg stikker mennesker.
I 2010 fandt man 216 millioner nye tilfælde af malaria. 655.000 mennesker døde af sygdommen på verdensplan.
Sygdommen findes især i troperne og subtroperne i Afrika.
Der fandtes malaria i Danmark indtil slutningen af 1800-tallet.

Missionærparret mistede i 2010 et barn, Dinah, ved fødslen. I 2011 mistede parret sønnen Adam, som døde af malaria. Også Adams tvillingesøster Miriam fik malaria, men hun overlevede uden mén. Sarah Gry og James Appel bor i Chad, hvor de arbejder på Bere Adventist Hospital.
Missionærparret mistede i 2010 et barn, Dinah, ved fødslen. I 2011 mistede parret sønnen Adam, som døde af malaria. Også Adams tvillingesøster Miriam fik malaria, men hun overlevede uden mén. Sarah Gry og James Appel bor i Chad, hvor de arbejder på Bere Adventist Hospital.