En mors bekymring: Kan jeg klare det?

Jeg ved ikke, om jeg kan klare forældrerollen. Jeg føler, at jeg skal besvime – eller måske bare kaste op ved tanken.

Mine nerver er uden på tøjet, og frygten hjemsøger mig hele tiden, når jeg tænker på alt det, som kommer.

Jeg ved ikke, om jeg kan håndtere, at min pige skal have venner. Man kan ikke regne med piger. De kan være så lede.
Jeg ved ikke, om jeg kan håndtere puberteten. Hormornerne, humørsvingningerne – hvordan ved jeg, hvornår jeg skal være tålmodig og trække mig tilbage, og hvornår jeg skal holde godt fast på mine små piger? Hvordan ved jeg, hvornår jeg skal stille spørgsmål, og hvornår jeg skal vente på at blive spurgt?

Jeg ved ikke, om jeg kan håndtere at vente på, at de kommer hjem den dag, hvor de bare skal være hjemme til en bestemt tid? Hvor har de været? Hvem var de sammen med? Så de ting, som jeg ikke ønskede, at de skulle se – hørte ting, jeg ikke ønskede, at de skulle høre? Gjorde de ting, som jeg ikke ønskede, at de skulle gøre?
Jeg ved ikke, om jeg kan håndtere den dag, min datter får en kæreste. Hvad nu, hvis han knuser hendes hjerte? Hvad nu, hvis han er en idiot, og hun elsker ham alligevel?

Jeg ved ikke, om jeg kan håndtere, at mine børn lærer at køre bil. De kan dø af det! Hvad nu, hvis de ikke tænker sig om en dag med vennerne – eller bare fejlbedømmer en situation, så de rammer noget – eller endnu værre – nogen?
Jeg ved ikke, om jeg kan håndtere, når de afslutter deres ungdomsuddannelse. At jeg skal lade mine børn træffe deres egne beslutninger i livet – det er jo kæmpestort. Selvom det på en måde vil være en lettelse ikke at have det ansvar på mine skuldre længere – vil det samtidig være skræmmende. Er jeg overhovedet i stand til at stille mig på sidelinien?
Jeg ved ikke, om jeg kan håndtere bryllupper. Vil det føles, som om jeg mister mit barn for evigt – selvom hun stadig er lille i mit hjerte?

Jeg ved det ikke. Måske har jeg ikke det, der skal til for at være en mor. Mit hjerte sidder i halsen det meste af tiden, og lige når jeg tror, alt går glat, står jeg ved endnu et betydningsfuldt vendepunkt i mine børns liv.

Og når jeg så stopper op og forestiller mig livet uden disse vidunderlige mennesker? Så kunne jeg jo ligeså godt være død. For det er det, som tanken gør ved mit hjerte – det stopper helt.
Jeg kan ikke forestille mig livet uden dem. Jeg kan ikke forestille mig ikke at have minder om at tørre bræk op fra gulvet. Jeg kan ikke forestille mig ikke at have prøvet at trøste mine børn, når de græd, eller ikke at have løbet ind til dem om natten, når de var bange.
Jeg kan slet ikke rumme tanken om ikke at have oplevet mine børns vennebesøg – og alle de søvnløse nætter.
Hvor ville jeg være i dag, og hvor tomt ville mit liv ikke være uden mine minder om at gøre noget skørt og pinligt offentligt, bare fordi jeg vidste, at det ville få mit barn til at smile?
Uanset om jeg tror, jeg kan klare rollen som mor eller ej, så er jeg her.
Jeg vil gøre det bedste jeg kan. Elske mine børn med alt, hvad jeg er. Lære så meget, som jeg kan.
Resten må være op til Gud.

Matthæusevangeliet kap. 19 vers 26b: ”For mennesker er det umuligt, men for Gud er alting muligt.”

Romerbrevet kap 8 vers 77: ”Men i alt dette mere end sejrer vi ved ham, som har elsket os.”

Af Dionna Sanchez