Senior Sommerdage gav glæde og opmuntring
I begyndelsen af juli var der spændende Senior Sommerdage 2013 i Nyrup på Midtsjælland.
For andet år i træk blev der afholdt Senior Sommerdage på Midtsjælland i begyndelsen af juli.
I år med deltagelse fra Baptistkirken i Herlev, Tølløse, Nyrup og Ringsted, Missionsforbundet i Sorø, Frikirken i Stenlille og Dianalund og Folkekirken Tappernøje, Ringsted, Stenlille, Undløse, Dianalund. Deltagerne var i alderen 60-94 år, og såvel deltagere som ledere fik de store forventninger indfriet.
Formiddagens bibeltimer
Lone Møller Hansen, Rønne, baptistpræst og generalsekretær i Baptistkirken i Danmark, talte en formiddag over emnet ”Mit livsmønster – og dit?” Hun fortalte om ”Kairos øjeblikke”,”Guddommelige tidspunkter, hvor Gud er nær” og om hendes erfaringer af Guds nærvær og indgriben i stort og småt, dåb – ægteskab – børn og ferie samt arbejdsliv.
Alice Seier Sprotte, København, teolog og tidligere gadepræst på Nørrebro, talte over emnet: ”Alting har en tid”
– Alle har en fortid og en fremtid. Det handler om at være i ”nuet”. Gud er med os under alle forhold i hver en uge, dag, time, minut, sekund. Hele tiden kan vi lade Gud præge vort liv i glæde, kærlighed, mildhed og venlighed. Der er altid en tid til forsoning, sagde hun.
Interessante eftermiddage
Mikael Jarnvig, København, ambassadør i Mission Øst, fortalte om situationen og sit besøg i Nordkorea.
– Der var stor hungersnød i Nordkorea i 90’erne med en ”Her har vi det godt” og ”ingen skal blande sig”-udstråling. Set udefra er det en helt anden situation, befolkningen lever under, slog han fast.
Arne Puggard fra Allerød, som er Landsformand for MAF i Danmark, talte også. Arne Puggaard fortalte om MAF og de arbejdsopgaver, der udføres flere steder i verden med missionsfly.
Arnes hustru, Kamma Puggard, fortalte og viste film fra deres besøg og rundrejse på Papua New Guinea.
Begge eftermiddage var der indsamling til de omtalte projekter. Stor var offerviljen, og det var dejligt at kunne sende ca. 3500 til hvert projekt fra en lille gruppe med 35 faste deltagere og nogle ”medløbere” til nogle af møderne.
Lucie og Musik-Kaj
Lucie Daugaard, Dianalund, spillede hver formiddag til fællessalmerne. Anne Mette Mortensen, Dianalund, spillede guitar samt sang for og med deltagerne onsdag eftermiddag. Anne Mette har selv skrevet mange sange og salmer. ”Musik-Kaj” Christensen og hans kone Inge, Dianalund, sørgede for megen fællessang med ”midsommersange”. Sangene blev ledsaget af mange illustrationer og krammedyr, bl. a. små pippende fugle. Meer Musik under ledelse af Anne Lies van der Meer gav en dejlig koncert med varieret program under festmiddagen torsdag aften. Ligeledes spillede to brødre på klaver og cello.
Senior-lappe-tæppe
Alle deltagere var på forhånd bedt om at medbringe mindst 5 stoflapper a 10 x 10 cm. Alle var nok lidt nysgerrige efter at se, hvad de skulle bruges til. I de sene aftentimer onsdag fandt vi en ”lappeløsning”. Der blev sorteret lapper efter farver og mønstre. Hele medarbejderteamet havde gang i symaskinerne. Næste morgen blev det nye ”Senior tæppe” præsenteret. Tæppet satte tanker i gang og deltagerne udtrykte tanker sådan:
”Guds skaberværk. Foroven den blå himmel og solen. Forneden græs og en mangfoldig blomstereng.”
”De mange lapper samlet i eet = fællesskab med hinanden og Gud.”
”Hjertet er Guds kærlighed til os.”
”Tæppet er et billede på Guds menighed. Alle de forskellige lapper er dig og mig. Gud har placeret os, hvor det passer Ham i det store puslespil. Det er ikke sikkert, at det lige er det sted, som du havde troet, du skulle være, men det er der, hvor Gud kan bruge dig bedst.”
Dagene var præget af åndeligt fællesskab og sociale relationer. Den gode opbakning og mange glade smil, samt positive udtalelser og hilsner giver mod på at fortsætte med Senior Sommerdagene i 2014. De finder sted den første onsdag og torsdag i juli.
Af Bjarne Nederby Jessen