På læser-rejse med Udfordringen

Man bliver aldrig træt af at besøge Israel, hvor man ofte bliver mindet om Guds mange løfter, fortæller sognepræst Stig Christensen, som var rejseleder på Udfordringens seneste læserrejse til Israel.

Her ses hele gruppen, som var afsted. Yderst til højre står rejseleder Stig Christensen.
Her ses hele gruppen, som var afsted. Yderst til højre står rejseleder Stig Christensen.

Af sognepræst
Stig Christensen
Vi var 24 deltagere på denne tur: Israel fra nord til syd, med mulighed for en ekstra tur til Petra i Jordan eller til Sinai kloster i Egypten. Turens yngste deltager var Ann-Sophie Nøhr Hemmingsen, der havde fået rejsen foræret af sin morfar, der var den heldige vinder af Udfordringens konkurrence om en tur til Israel.

På grund af de rolige forhold i landet var der ingen problemer med at besøge en række steder på den såkaldte vestbred.
I Samaria så vi stedet, hvor Abraham byggede det første alter og plantede det første egetræ på bjerget Elon Moreh tæt ved det gamle Sikem, det nuværende Nablus, der ligger mellem de to bjergtoppe Garizim og Ebal, velsignelsens og forbandelsens bjerg.
Det var også her, at Jesus mødte den samaritanske kvinde ved patriarken Jakobs brønd og talte til hende om det levende vand.

Egetræ ved Abrahams alter.
Egetræ ved Abrahams alter.

 

Optaget af profetierne
Der kom en spændende vinkel på denne tur, fordi vor dygtige guide Benayah Blum var meget optaget af de gamle bibelske profetier, som han klart troede på, selv om han ikke ville sige, at han havde en personlig tro på GT´s Gud.
Han fortalte bl.a., at hans broder havde plantet vintræer på bjerget Garizim, og det så de som en opfyldelse af den gamle profeti hos profeten Jeremias:
”Jeg bygger dig op, Israels jomfru, du skal bygges op på ny. Atter skal du plante vingårde i Samarias bjergland; de, som planter dem, skal selv tage dem i brug.”
Det er også i dette kapitel 31, at Jeremias profeter om Israels rest.
”Jeg bringer dem fra Nordens land, jeg samler dem fra jordens fjerneste egne. Blandt dem er blinde og halte, sammen med svangre og fødende, en stor skare vender tilbage”.

Flemming og Blandina Jensen ved Fadervor på fillippinsk.
Flemming og Blandina Jensen ved Fadervor på fillippinsk.

 

Ateist med bibelcitat
Han gjorde også opmærksom på, at Israels første statsminister, ateisten Ben Gurion, på sit skrive- bord havde citatet fra Esajas 35 liggende:
”Ørkenen og det tørre land skal glæde sig, ødemarken skal juble og blomstre”.
Ben Gurion så begyndelsen til opfyldelsen af denne gamle profeti i kibbutz Sde Boker, hvor han ligger begravet.
Arava er hebræisk og betyder ødemark. Arava dalen løber fra Det døde Hav til Eilat, også her ser man i dag, hvordan ødemarken blomstrer. Landet blomstrer, folket vender hjem, Jerusalem er igen på jødiske hænder, alt sammen forudsagt af de gamle profeter og af Jesus selv.
Jeg tror aldrig, at jeg bliver træt af at besøge Israel, idet jeg finder det meget trosstyrkende, at besøge alle de hellige steder og med egne øjne se, hvordan de gamle profetier langsomt men sikkert går i opfyldelse. Gud er stor, og han opfylder sit ord.

Flere bruger anledningen til at blive døbt, når de er i Israel. Her er det russiske messianske jøder, der foretager dåb.
Flere bruger anledningen til at blive døbt, når de er i Israel. Her er det russiske messianske jøder, der foretager dåb.

Samaritanerne samles
Det var første gang, at jeg var på toppen af bjerget Garizim, hvilket var meget interessant, idet det er her, at samaritanerne samles hver påske for at ofre får, holde gudstjeneste og bede efter den gamle tradition i 2. Mosebog.
Da vi kom til Yad Vashem, mindemuseet for Holocaust, gjorde guiden meget ud af fortællingen om træerne i de retfærdiges have til minde om dem, der, uden betaling og undertiden med fare for deres eget liv, havde hjulpet jøder under de nazistiske forfølgelser.
Det mindede mig om verdensdommen, hvor Jesus siger:
”Kom, I som er min faders velsignede, og tag det rige i arv, som er bestemt for jer, siden verden blev grundlagt. For jeg var sulten, og I gav mig noget at spise, jeg var tørstig, og I gav mig noget at drikke, jeg var fremmed, og I tog imod mig, jeg var nøgen, og I gav mig tøj, jeg var syg, og I tog jer af mig. Da skal de retfærdige sige: Herre, hvornår så vi dig sulten, tørstig, nøgen, fremmed eller i fængsel? Og kongen vil svare dem: Sandelig siger jeg jer: Alt, hvad I har gjort imod en af mine mindste brødre, det har I gjort imod mig”.
Bibelen åbner sig på en særlig måde, når man rejser igennem Israel.


Artiklen fortsætter efter annoncen: