Mandeltræet blomstrer nu i Jerusalem
Mandeltræet er i disse dage i blomst mange steder i Jerusalem-området, og nu viser denne vårbebuder, at det går mod lysere og varmere tider.
Mandeltræerne blomstrer også på min gade, Ein Rogel Street i bykvarteret Abu Tor. Det er et beskedent træ, men dets beliggenhed er ret enestående – over for Zion Bjerg og Dormitionkatedralen.
Blomstringen var noget senere i år på grund af de nylige kuldegrader og store mængder af sne, men nu er træet i blomst i store dalstrækninger i Jerusalem-Skoven og andre steder i Jerusalem, hvor det lyser op med dets sarte farver i lyserødt og hvidt.
Træet er som en gammel ven, der er dukket op. Bilisterne strækker hals eller forlader deres køretøjer for en stund for at se nærmere på dette naturens under.
Det er, som træet siger: “Vi ved, det er koldt i januar, men vi springer ud alligevel”.
Mandeltræet er i blomst flere uger før andre træer. Det vokser vildt i De judæiske Bjerge syd for Jerusalem, men ses også i botaniske haver, i parker og langs motorvejen mellem Jerusalem og Tel Aviv.
Mandelen er en af Israels udvalgte frugter, som Jakob sendte til Egyptens herskere. Frugten er dunblød, saftig, sød – og smuk. Den er eftertragtet, og efterspørgslen er stor. De steder hvor den dyrkes kommercielt, udvides produktionen jævnligt.
Mens andre træer stadig står med bare grene, er mandeltræet tidligt ude med sit budskab om, at våren står for døren.
Slanger
Der er imidlertid veritable slanger i paradiset.
De sidste dages usædvanligt varme og tørre vejr har forvirret slanger, som overvintrer og først vågner op, når det er forår. Den højere temperatur har fået giftslanger til at komme for tidligt ud af deres skjulesteder og blive en fare for de, der kommer for nært på.
Israelske læger behandler hundreder af patienter årligt for slangebid. I disse dage er slangebid særlig farligt, fordi giften hober sig op i kirtlerne, og ofret kommer ud for ødelægelse af røde blodceller, mave-tarm katar, uregelmæssige hjerteslag og nyreskade.
Lederen af skadeafdelingen på Ziv Hospitalet i Safed, dr. Hussein Amar, advarer offentligheden om at være ekstra påpasselige i græsfyldte områder for at undgå slangebid. Bliver man bidt, skal der omgående tilkaldes en ambulance, og ofret må lægges varsomt ned, fordi spænding og hurtige hjerteslag kan få giften til at brede sig hurtigere.
I kibbutz Dafna blev en plantagearbejder bidt af en giftslange, der hang i det træ, hvor han høstede grapefrugt. Han blev bidt i fingeren, men havde åndsnærværelse nok til at gribe slangens hale, kaste den på jorden og dræbe den – inden han blev kørt på hospital.