Nye krav gør det sværere at få sendetilladelse
Lokale tv-stationer skal fremover producere flere ugentlige timers udsendelser, hvis de skal gøre sig håb om at få sendetilladelse.
Tv-sendetilladelserne, som har været gældende i 2012 og 2013 for tv-stationer i de 8 lokale regioner, udløb officielt pr. 31/12 2013. Indsendte ansøgninger er nu under behandling. Kulturstyrelsen har dog allerede meddelt, at der fremover vil blive givet langt færre tilladelser. Fx var der i region Fyn fra 2012 ca. 28 stationer, som fik tilladelser, men fremover tildeles der kun fire sendetilladelser i denne region. De øvrige regioner må regne med tilsvarende ændringer.
Nye sendetilladelser gives ikke før omkring 1. marts, og måske begynder de nye stationer ikke før april 2014.
I overgangsfasen er der efter forslag og behandling i folketinget imidlertid givet tilladelse til, at de stationer, der måtte ønske det, kan sende genudsendelser eller evt. nye udsendelser, indtil andre tilladelseshavere kan påbegynde udsendelser. Tilladelsen gælder foreløbig indtil 28. februar. Denne mulighed benytter bl.a. Kanal 418 på Fyn sig af. Se sendetider mm. i tv-oversigten side 21.
Lisbeth