Spørgsmålet om liv og død

Inga Sørig
Diakon
Rejsesekretær i KriSoS
Lindegaardsvej 18
3630 Jægerspris

Ind i debatten om aktiv dødshjælp, nu taget op igen af Biskop Desmond Tutu og Jane Aamund, får jeg også lyst til at sige min mening, for hvor er det mon, vi er på vej hen?
”Man kommer derhen, hvor dem, man følger efter, går hen”, var der en, der engang sagde, og det kan man ikke benægte.
”Verden gik af lave, da landmændene fik traktor”, har min far sagt – og har han ret?
Da motoren kunne erstatte hesten, og elektriciteten dagslyset, kunne der arbejdes dag og nat, og produktionen øgedes. Der blev måske heller ikke så meget tid til at tænke over tingene mere – nu var det bare: fremad. Højere, længere, større.
Et menneskeliv går fra undfangelse til naturlig død. Lyder det velkendt? Det er det kristne menneskesyn, som vi gerne i KriSoS (Kristne i Social og Sundhedssektoren) vil kendes på. Være med til at styrke det kristne menneskesyn i Social og Sundhedssektoren, er vores formål. Er vi så på vej derhen, hvor vi gerne vil? Nemlig selv at bestemme, om det også gælder i 2014?
Et menneske er ikke et menneske før ved 22. uge, står der i vores lovgivning. Et menneske er dødt, når hjernen ikke fungerer mere, selv om hjertet slår.
Et menneskeliv er ikke værdigt mere, når…..?
Desmond Tutu syntes, Nelson Mandela ikke fik en værdig død. Heller ikke den anden af hans venner, der gerne ville have haft assisteret selvmord.
Aktiv dødshjælp, hvor lyder det forfærdeligt i mine ører (vi må ikke slå ihjel).
Der er jo kun én gruppe mennesker i Danmark, der er uddannet til at slå ihjel, og det er forsvaret. Vi havde vel ikke så mange soldater med post traumatisk stress, hvis det var uden konsekvenser? Der foregår megen aktiv dødshjælp i krigszoner o.a.
At aflive et medlem af familien er noget af det frygteligste, jeg kan forestille mig. Har selv været ved dyrlæge med både hunde og katte, som vi jo i skabelsen har fået lov at herske over, og dem tager vi ind i familien her i Danmark og sørger, når de ikke er mere.
Min far på 93 år skal tage stilling til, om han vil genoplives ved hjertestop, nu hvor han er på et plejecenter – mon han vil det? Eller vil han gerne have lov til at dø, når hjertet stopper?
Hospice er et fantastisk sted i Sundhedssektoren. Det glæder mig, at arbejdet der prioriteres højt. Der får mennesker en værdig død. Det er min erfaring.
Jeg ved, der er mange aspekter i spørgsmålet om liv og død, men mange af dem kom vist ind, da landbruget fik motor, for det fik man jo også på sygehusene og andre steder. Det var ikke skidt, men har givet etiske dilemmaer, som jeg håber, vi kan stå til ansvar for, over for ham, der skabte mennesket, når den dag kommer, hvor vi alle skal stå over for ham med vore egne (og andres?) liv i hænderne.
Hvem følger vi i Danmark?