Bjerget – en lille tryg efterskole
På Bjerget Efterskole får du mere udvikling, mere indflydelse, mere faglighed og måske lidt mere kærlighed. Vi giver ikke kærestegaranti, men det er helt sikkert, at du får venner for livet.
Sådan skriver På Bjerget Efterskole til de kommende elever.
Skolen ligger i Frøstrup i Thy.
Den har tilknytning til KFUM og KFUK, KFUM’s idrætsforbund, KFUM-spejdere, De grønne pigespejdere, Y’s Men’s Club, Indre Mission, FDF og de lokale menighedsråd..
– Vi har valgt at være en lille efterskole med plads til max. 75 elever. På den måde kan man ikke gemme sig i flokken, og samtidig giver det os muligheden for at skabe den største personlige og faglige udvikling for hver enkelt elev, fortæller skolen, hvis forstanderpar er Dorthe og Steffen Krøyer.
Lær at udtrykke dig
– På Bjerget Efterskole har vi et slogan, der hedder ”Express Yourself”. Det betyder, at vi sammen skaber et år, hvor du lærer at stå ved dig selv og tro på, at det du står for er vigtigt. Både for dig selv og for fællesskabet.
Bjerget Efterskole giver naturligvis også undervisning i alle de boglige fag.
– På Bjerget ved vi bare, at man lærer mere, hvis man er meget sammen med en lærer. Derfor satser vi helt bevidst på at lave små klasser og have flere lærere, end det er normalt på andre efterskoler.
På den måde kan vi samtidig støtte og udvikle de elever, der har faglige problemer. I 10. klasse er undervisningen stærkt inspireret af Aalborg Universitets projektbaserede pædagogik.
Bjerget har både 8., 9. og 10. klasse., og nogle elever tager flere år.
Stærke valgfag
– Du kan få op til 10 lektioners musikundervisning om ugen, men vi er ikke en musikefterskole, du kan få 14 lektioners Adventure og idræt, men vi er ikke en idræts- eller adventureefterskole, for du kunne også vælge en masse timer i Science og programmering.
Eller hvad med at udvikle dine evner som storyteller på hovedfaget Forfatter?
På Bjerget Efterskole synes vi, livet er for stort til kun at have én interesse, så vi giver dig mulighed for at vælge. Da vi er en lille efterskole, bliver det tit på meget små hold, men det lærer man også mere af.
Kristent grundlag
Alle efterskoler har deres eget værdigrundlag, der siger noget om, hvilke grundlæggende værdier dit efterskoleophold vil blive præget af.
For Bjerget Efterskole betyder det, at vi holder benhårdt fast i vores kristentro, på at alle mennesker er skabt lige og har samme værdi. Uanset evner, tro, opvækst og den slags har vi alle sammen samme værdi både for Gud og mennesker.
Derfor skal et efterskoleår på Bjerget lære dig tolerance overfor alt det ukendte og give dig en klar bevidsthed om dine egne ressourcer. Du skal lære at være dig selv bekendt og få så meget selvtillid, at du giver plads til, at andre gør det samme. Vi kalder det Kristentro i Praksis.