Palin udfordrer ateist

Sarah Palin sammen med sønnen Trig.
Sarah Palin sammen med sønnen Trig.

Richard Dawkins har vakt forargelse ved at opfordre forældre til at ’få en abort og prøve igen’, hvis de venter et barn med Downs. Nu får han svar fra Republikaneren Sarah Palin.

Tidligere Alaska-guvernør og præsident-kandidat Sarah Palin har udfordret ateisten Richard Dawkins til at møde sin seks-årige søn efter Dawkins omdiskuterede råd om at abortere ufødte børn med Downs-diagnose.

– Hr. Dawkins, jeg vil lade dig møde min søn, hvis du lover at åbne dit sind, dine øjne og dit hjerte for en helt særlig type af perfekt skønhed. Sådan lyder indledningen til Sarah Palins brev til Richard Dawkins.
Palin tilføjer, at hun til gengæld vil bede sin søn udvise tolerance og være høflig overfor Dawkins, hvis de to skulle mødes.

Bad Gud om hjælp

Sarah Palin indrømmer, at hun selv havde det svært, da hun fandt ud af, at hendes femte barn ville blive født med Downs. Faktisk var hun så rystet, at hun ikke fortalte medierne om svangerskabet. Derfor har USA’s nationale medier efterfølgende tvivlet på, om Trig virkelig var hendes søn.
– Det eneste, jeg kunne klare dengang var at råbe til Gud, om at forberede mit hjerte på det, der ventede mig, forklarede Palin til avisen Newsweek Magazine.

En velsignelse

Sarah Palin måtte vænne sig til tanken om Trigs situation men kom senere til at opleve ham som en velsignelse.
– Det er et offer, som enhver forælder og omsorgsperson for børn med særlige behov kan have medfølelse med. Jo, der er ekstra bekymringer og udfordringer, men vores børn er en velsignelse, og resten af verden går glip af noget ved ikke at vide det, siger hun.

’Lidelser skal undgås’

Richard Dawkins har taget til genmæle mod andres kritik af sine udtalelser ved at påpege, at de fleste forældre i Vesten allerede aborterer fostre med Downs-diagnose.
– Lidelser bør undgås. Man skal ikke være skyld i lidelser og man skal begrænse dem, hvor man kan, lyder Dawkins’ råd til de vordende forældre.

Lykkelige familier

Men børn med Downs syndrom og deres familier kommer ikke nødvendigvis til at lide eller blive ulykkelige, viser en NBC News-udsendelse baseret på tre undersøgelser fra Bostons børnehospital i 2011.
En af undersøgelserne, som er baseret på svar fra 2044 forældre, viser, at 79 procent af forældrene til børn med Downs ser mere positivt på livet pga. deres Downs-barn.
En anden undersøgelse viser, at 99 procent af de voksne med Downs oplevede sig selv som lykkelige, 97 procent af dem kunne lide sig selv, og 96 procent var tilfredse med deres udseende.
– Min bøn blev hørt langt ud over min overfladiske opfattelse af, hvad sand glæde består af. Til syvende og sidst ville jeg ikke bytte de relative vanskeligheder for nogen let situation eller mangel på frygt. Gud vidste, hvad han gjorde, da han velsignede os med Trig, siger Sarah Palin.