Kristne musicals hitter i Sønderjylland
Aabenraa Sogns gospelkor fremfører juleevangeliet i musicals for flere hundrede skoleelever denne jul. Men korene bringer også liv til sognet og i mange af deltagernes egne liv.
Gospelkorene i Aabenraa sogn er så efterspurgt, at mange hundrede skal se deres kristne julemusicals denne jul. Og for mange af deltagerne selv fører sangen til en tro på Gud.
Det er ikke uden dramatik, bramfrie følelser og store armbevægelser, at gospelkorene i Aabenraa Sogn op til denne jul fremfører det kristne juleevangelium.
Følelserne og vreden får frit løb, når Josef opdager, at Jesus-barnet ikke er hans. Herodes fremstilles som et særdeles ondsindet menneske, og festen buldrer derudaf, når englene fortæller hyrderne, at en frelser er født. Kernen i hele fortællingen er naturligvis det kristne juleevangelium, som ikke bliver gemt væk.
Det er der heller ingen grund til. For de kristne musicals er så populære, at minimum 1800 skoleelever i Haderslev skal se dem fordelt over fire koncerter. Og i centrum af det hele er det kristne juleevangelium.
– Vi har musik med dramatik, og så gør vi Bibelens fortællinger levende ved at bruge menneskerne i historierne, siger kirke- og kulturmedarbejder ved Aabenraa Sogn, Torben S. Callesen, som står bag de fire gospelkor. Det er en del af sognets ungdomsarbejde.
– Vi gemmer ikke juleevangeliet væk eller pakker det ind. Vi har skriftsteder med fra Bibelen – så det hele er med!
Blev udsolgt på tre dage
Egentlig var der kun planlagt to koncerter, men på blot tre dage blev de 1200 pladser booket. Derfor er der nu arrageret yderligere to koncerter i Haderslev, hvoraf den ene allerede er fuldt booket.
Sidste år så 3600 elever og lærere korenes julemusicals i Sønderjyllandshallen ved fire skolekoncerter. I år holdes der to julemusicals i folkekirken i Aabenraa.
Bringer flere i kirke
Udover at fortælle juleevangeliet til lokalområdet, er gospelkorene også med til at bringe flere mennesker til kirkens gudstjenester, fortæller Torben S. Callesen.
Eksempelvis til gudstjenesten 2. pinsedag, hvor gospelkorenes optræden gør, at der nu dukker op mod 1500 mennesker op. Og til en gudstjeneste anden påskedag kom op mod 600 mennesker – langt flere end der var forventet, hvilket også betød, at der slet ikke var stole nok til alle.
Desuden deltager koret også som kirkekor til kirkens spaghettigudstjenester.
– Det er med til at forandre kirkebilledet her i Aabenraa, siger Torben S. Callesen og forklarer, at de ovenpå de succesfulde julemusicals nu planlægger en påskemusical.
– Det skal være i et sprog, som moderne mennesker kan forstå og for familier. Vi er ret spændte på det, for den er i sådan en grad Kristus-centreret. Indtil nu har det jo mest handlet om Maria og Josef, mens Jesus nu får en langt større rolle, siger han.
Sangene skaber også liv og tro i deltagerne
Men de fire kor i sognet gør også en forskel for de omkring 300 sangere, der er tilknyttet. Op mod 60-70 procent af dem har ikke en kirkelig baggrund, og for mange er gospelkorene en indgang til et liv med tro. Eksempelvis for teenageren Lise, som på korets hjemmesiden skriver:
– Jeg begyndte at tænke over, hvad vi sang om, og i dag tror jeg rigtig meget på Gud. Og jeg er ligeglad med, om folk gør grin med det!
Mange oplever det samme som Lise, og når Torben S. Callesen en gang om året spørger teenagerne, om nogle af dem ønsker at invitere Jesus ind i hjertet, rækker flere hænderne i vejret.
– Den gode lejlighed skal være der, for vi ønsker ikke at presse dem ud i noget, de ikke har lyst til. Så vi venter, til der er en afslappet og fri atmosfære, hvor de føler sig trygge, fortæller Torben S. Callesen.
– Og så er der faktisk en del, som tager imod tilbuddet og løfter deres hånd, og så beder vi for dem, siger han.
Andre fremhæver det varme fællesskab. Eksempelvis skriver Anne:
– Jeg nyder hvert øjeblik. Det er befriende at kunne komme hen til et fantastisk syngende fællesskab, hvor jeg kan glemme alle mine bekymringer eller ting, der går mig på. Jeg har lært så meget, og så er det dejligt at kunne synge med sine bedste venner.
Hver anden uge holder de desuden såkaldt Teentracks efter korøvelse. Her spiser teenagerne fra koret sammen, lovsynger og har et kvarters bibelundervisning eller vidnesbyrd, inden de slutter med at bede for hinanden. Omkring 25 personer deltager.
– Her fortæller vi hinanden vidnesbyrd, og hvad vi bøvler med. Det er opløftende og indimellem hårdt. Da de betror sig til både lederne og hinanden, har vi en klar udmelding om, at det, der bliver sagt, også bliver i det forum, siger Torben S. Callesen.
De fire gospelkor – spirer, roots, teens og oaks – er opdelt i forskellige aldersgrupper, og der et et medlemskontingent.