Den generøse arbejdsgiver

Overskriften burde være titlen, man gav denne lignelse, og ikke ’Arbejderne i Vingården’, siger Kenneth Bailey i sin bog Jesus Through Middle Eastern Eyes. For lignelsen handler mere end noget andet om en varmhjertet vingårdsejer.

Han går hele fem gange på en dag ud for at finde nye daglejere til sin vingård. For det første ved en vingårdsejer nok nogenlunde, hvor meget arbejdskraft, han skal bruge til en dags arbejde, og i hvert fald regner han ikke galt fem gange på én dag.
Hvorfor går han så ud fem gange?
Fordi hans hjerte banker for mennesker i nød. Han går endda ud blot en time før fyraften, og der er faktisk nogle, der selv i ellevte time ikke har opgivet håbet om ikke at komme tomhændede hjem til familien, men ejeren udbryder ikke: ”Det var sandelig godt, I var her; ellers var arbejdet ikke blevet gjort færdigt.” Næh, han spørger: ”Hvorfor er I her stadig?” Arbejdet var nok blevet gjort uanset, men han hyrer dem alligevel. Denne gang står der ikke noget om, at de forhandlede løn først. Alligevel går daglejerne med. Hvorfor?
Fordi de ved, at når ejeren kommer efter dem i den sidste time, så er det, fordi han er mere ude efter dem end deres arbejdskraft.

Lad os gå ”all-in”

De går med ham, fordi de ved, han er god, og de går ’all-in’ på hans godhed. Dét skal vi også gøre. Vi skal gå ’all-in’ på Guds godhed. Hvorfor?
Fordi Han har alt, hvad vi har brug for. Det har ingen anden. Og notér dig også, hvad de sidste daglejere svarer, da ejeren spørger, hvorfor de stadig er ledige. ”Fordi ingen har lejet os.” Her er en anden grund til at gå ’all-in’ på Guds godhed: Der er ingen andre, der er ude efter os. Jo, der er nok af mennesker, der er ude efter os, fordi vi kan give dem noget; fordi vi kan yde noget, de har brug for – såsom arbejdskraft, anerkendelse, kærlighed, venskab osv. Pointen er, at alle andre i en eller anden grad skal ’bruge’ os til at stille et behov, de har. Gud er den eneste, der er ude efter os bare for os. Det var nok dét, de sidste daglejere fangede, og som fik dem til at gå med uden forudgående forhandling.

Fattig men værdig

Og så endnu et aspekt af Guds godhed. Det var den sidste time, og hvis vingårdsejeren kun var optaget af at være gavmild, så kunne han jo bare have stukket de sidste daglejere en denar, og så kunne de gå hen og købe mad til familien. Det ville have udtrykt et generøst giverhjerte, og arbejdet skulle nok blive gjort alligevel.
At give til de fattige er en god ting, men uanset hvordan vi vender og drejer det, så er der et element af ydmygelse i det for dem. De sidste daglejere sad ikke på torvet for at tigge; de var der for at arbejde. Vingårdsejeren kunne have givet dem en gavmild gave på en dagløn, men det ville i en vis forstand have været en ydmygende gavmildhed. Ejeren ville altså ikke bare behandle dem gavmildt; han ville også behandle dem med værdighed.
Sådan er Guds kærlighed til os. Den løfter os op på alle måder og giver os en umiddelbar værdighed, som ingen andre kan give os, fordi vi i en eller anden grad altid skal fortjene den – opfylde et behov for reelt at være noget værd. Sådan er det ikke med Gud. Han har ingen uopfyldte behov, og alligevel er vi alt værd for ham. Jesus døde, mens vi stadig var syndere (Rom 5), for at give os liv hos ham. Og ikke bare har han dermed frelst os og givet os medborgerskab i sit rige, men han inviterer os også til at være hans medarbejdere dér. Han, som er uden behov, har villet, at hans riges arbejde skal fuldføres gennem os. Det er nåde over nåde.

Søndagens tekst: Matt. 20:1-16

Teksten er fra Bibelen på Hverdagsdansk

Arbejderne i vingården
1Jesus fortsatte med følgende historie: »Med Guds rige er det som med en vingårdsejer, der en tidlig morgen gik ud for at finde folk, der kunne arbejde i hans vingård. 2Han blev enig med dem om, at de skulle have den normale dagløn på en denar, og sendte dem så på arbejde. 3Ved nitiden om formiddagen gik han igen ud og så andre folk stå på torvet og vente på arbejde. 4Dem sendte han også hen i sin vingård, idet han lovede at give dem en god og rimelig løn. 5Både ved middagstid og ved tretiden gjorde han det samme. 6Klokken fem var han igen inde i byen og så flere folk stå ledige. ‘Hvorfor har I gået arbejdsløse hele dagen?’ spurgte han. 7‘Der er ikke nogen, der har haft brug for os,’ svarede de. ‘Så gå hen i min vingård og tag fat sammen med de andre.’
8Ved fyraften klokken seks gav vingårdsejeren sin forvalter besked om at kalde folkene ind og betale dem – men i den rækkefølge, at de sidste skulle have løn først. 9De mænd, der var ansat klokken fem, fik hver en denar for deres arbejde. 10Til sidst kom de mænd, der var blevet ansat tidligt om morgenen, og de regnede nu med, at de skulle have mere, men de fik det samme beløb. 11De tog deres penge, men begyndte at protestere: 12‘Jamen, de sidste dér har jo kun været i arbejde i én time, og du har givet dem lige så meget som os, der har slidt i det hele dagen og kæmpet os igennem middagsheden.’ 13‘Hør, min ven,’ sagde vingårdsejeren til ham, der havde ført ordet, ‘har jeg gjort dig uret? Blev vi ikke enige om, at du skulle have en denar for dit arbejde? 14Gå nu med dine penge! Jeg har valgt at give de sidst ansatte samme løn som dig. 15Har jeg ikke lov til at gøre med mine egne penge, som jeg vil? Er du misundelig, fordi jeg er gavmild?’«
16Og Jesus sluttede: »På samme måde skal de sidste blive de første, og de første skal blive de sidste.«