”At elske” er et udsagnsord
Den uge, vi for nyligt har lagt bag os, kan få selv den mest ikke-filosofiske person til at foretage noget seriøst tankearbejde.
Først var der den frygtelige terrorhandling i Frankrig. Den blev efterfulgt af massemordet af Boko-Haram i Nigeria. Derefter en hel verdens sympatitilkendegivelser i forhold til Charlie Hebdo – og en stor negligering af de forfærdelige handlinger i Nigeria.
Jeg tror, vi alle har godt af at komme i gang med at tænke. Velfærd og tryghed har det med at gøre os dovne på det område.
Mine tanker har cirkuleret om frihed. Hvor meget frihed har vi ret til som mennesker – og hvad skal vi bruge den frihed til?
Paulus skriver noget tankevækkende i brevet til Galaterne: ”Brødre, I blev kaldet til frihed. Brug blot ikke friheden som et påskud for kødet, men tjen hinanden i kærlighed. For hele loven er opfyldt i det ene ord: »Du skal elske din næste som dig selv.”
Selvom Paulus måske især skriver denne formaning til mennesker internt i menigheden, så udvider Jesu bud om at elske vores fjender det til verden omkring os.
Frihed til tale og handling – eller det modsatte, er helt centralt for Gud – det har han skabt os til. Men når vi som kristne tydeligt ser faren ved islamisering eller en hvilken som helst anden fordrejning af sandheden, så er vi ikke kaldet til at håne eller nedgøre de mennesker, som står bag forfaldet.
Ja, vi kan og skal være frustrerede over islamisters skadelige adfærd – eller for den sags skyld Charlie Hebdos samfundsnedbrydende satire. Men kaldet til os, lige der midt i friheden til at kæmpe for det gode og bekæmpe det onde, er at elske. Også dem, vi virkelig ikke kan lide.
Jeg læste forleden på en humoristisk side med titlen ”Ting Jesus ikke har sagt”. Der lød den falske opfordring ”Tolerer hinanden ligesom jeg har tolereret jer.”
Lad os som kristne ikke altid være dem, som råber fordømmelserne højest, men i stedet være udfordret lige her og spørge Gud: ”Hvad betyder det konkret i mit liv, at jeg er kaldet til at elske islamisterne?” For kærlighed, som bare er ord, er ikke sand kærlighed. ”At elske” er et udsagnsord.