Unge forandrede Løkken

Byen var tidligere kendt som hærget diskoteksby, som over 55.000 unge hvert år valfartede til
i sommerperioden. Nu er Løkken kendt som en dejlig turistby og et godt sted for familierne.

Jon Knudsen og unge startede evangelisation i Løkken i 1998 - og det forandrede byen.
Jon Knudsen og unge startede evangelisation i Løkken i 1998 – og det forandrede byen.

I 1998 startede Jon Knudsen det, der blev kaldt Løkken Crusade. Unge kristne kom fra hele landet og fra mange kirkesamfund for at evangelisere i Løkken. Antallet voksede fra år til år og nåede op på 120 deltagere.

Jon var dengang ungdomsleder for ca. 70 brændende unge kristne. Andre grupper af unge blev også inviteret med til Løkken Crusade. De havde deres leder med, som de var trygge ved.
De talte med mennesker om natten, foran de store diskoteker. De gik ud to og to, men samtidig som en del af et team på 10-12 unge med en leder. De andre stod lidt på afstand for at bede.
Mange unge tog i den periode imod evangeliet og blev troende kristne. Og hvert år var der flere, som blev døbt i Vesterhavet.
Fra 1998-2002 var Løkken Crusade det mest kendte evangeliseringsarbejde i Danmark.

Tabte bukserne
I disse år skete der mange tegn, undere og mirakler på gaden i Løkken.

Jon husker fx en ung mand, som sammen med sine venner hen hen til nogle af de unge kristne evangelister og spurgte: ”Kan Jesus også helbrede mig?”
Han led af en kronisk sygdom og var meget kraftig på grund af medicinforbrug. Da de bad for ham i Jesu navn, skrumpede han simpelthen ind til normal størrelse. Og hans bukser gled derfor ned, så hans venner måtte holde dem oppe!
Han blev mirakuløst helbredt på få sekunder.

Såret helede straks
En pige havde fået en knust ølflaske op i sin fod. Såret var meget dybt, og det blødte voldsomt.

En ung kristen pige fra Vadum skulle for første gang prøve at bede for en syg. Mens hun bad, kunne alle se, at det dybe kødsår helede og lukkede sig helt, fortæller Jon.
– Der skete mange overnaturlige mirakler. I perioder var der lange køer af unge, som ønskede forbøn på gaden i Løkken. Der skete også mange udfrielser af dæmonbesatte, fortæller Jon Knudsen, som nu er præst i Løkken Frikirke.

Spådomsånd anklagede de unge
I Apostlenes Gerninger fortælles der om en kvinde med en spådomsånd, som forstyrrede Paulus og hans hjælpere.

Noget lignende oplevede de unge evangelister i Løkken.
En ung 2-meter-høj nordmand dukkede pludselig op og ville snakke med de unge kristne. Når de fortalte, hvad Jesus havde gjort i deres liv, begyndte nordmanden at fortælle om deres skjulte synder fra fortiden. På den måde blev de unge stoppet den nat.
Da de unge kristne dagen efter var samlet til bøn, lovsang og samtale, fortalte Jon, at Satan ikke har ret til at angribe med gammel synd, som er tilgivet af Jesus. Derfor blev slagplanen, at hvis nordmanden igen angreb de troende, så skulle den onde ånd uddrives af ham.
Efter 1 time på gaden den følgende nat begyndte nordmanden igen at forstyrre. Men nu omringede de ca. 30 unge kristne ham stille og roligt og begyndte at tale højt i tunger.
Jon Knudsen stillede sig foran nordmanden, som skreg højlydt og flere gange forsøgte at løbe igennem bønnemuren. Men hver gang han forsøgte det, blev han slået tilbage af Helligåndens kraft, så han landede på fliserne. Han råbte om hjælp fra en navngiven dæmon, for at spå om Jon. Men Jon klemte sin bibel ind på hans brystkasse og befalede dæmonen at blive væk.
Nordmanden faldt så til ro, og de kristne lod ham gå.
Senere samme nat forsøgte nordmanden sig igen med spådomskunst over for de unge kristne, men uden held.
– Han havde mistet sine dæmoniske evner og blev meget vred. Men denne episode fik troen til at rejse sig hos de unge evangelister, fortæller Jon.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Fantastiske bedemøder
René Aaen Jeppesen var en af de unge kristne, som flere gange var med til Løkken Crusade. Her godt 10 år efter, er René gift med Victoria, og de har 3 børn. De bor i Vrensted – 5 km fra Løkken.

– Jeg husker, at vi havde nogle fantastiske bønnemøder, hvor Helligånden var stærkt til stede. Et sådant bønnemøde kunne sagtens vare 4 timer, men det føltes næsten kun som 10 minutter. Nogle fik syner og anden inspiration fra Helligånden.

Advaret mod rockere
– En dag var der flere, som fik den samme klare besked fra Helligånden: ”I nat skal I ikke på gademission” Og den besked adlød vi – siger René.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Efterfølgende var der nogle af byens folk, der fortalte følgende:
Nogle diskoteksejere havde betalt rockerne for at komme og banke de unge kristne ud af byen. Og rockerne stod på gaden og ventede med jernrør. Men de ventede forgæves, for de kristne var lydige mod Helligånden og blev hjemme den nat.

Byen blev forandret
Diskotekerne i Løkken blev senere ramt af ulykker, og næsten alle måtte lukke. En nat kom en meget kraftig vind og flåede taget væk fra Løkkens største diskotek.

– Har Løkken Crusade haft betydning for byen?
– Løkken by er totalt forandret. Fra en hærget diskoteksby til en pæn familievenlig by, fortæller Jon Knudsen.
– Byen var dengang præget af korruption hos politikere og politi (politidirektøren blev afskediget på grund af korruption).
Løkkens boligareal er siden næsten fordoblet. Og der er kommet dobbelt så mange forretninger og spisesteder til byen, siden diskotekerne lukkede.

Løkken Frikirke
Nogle fra personkredsen bag Løkken Crusade startede den 2. januar 2004 Løkken Frikirke, som i dag er en del af Det Danske Missionsforbund. Ved opstart var der 8 voksne medlemmer og 3 børn. I dag har menigheden 21 voksne medlemmer og 17 børn, samt frie tilhængere.


Artiklen fortsætter efter annoncen: