Lions vil støtte etablering af børnehospice i Silkeborg

Tove Videbæk
Tove Videbæk

Lions Club Silkeborg Theodora har nu besluttet, at de vil påbegynde forarbejdet til etablering af et børnehospice i Silkeborg Kommune, oplyser Hospice Forum Danmark.

Et ”børnehospice” er både et aflastningssted for familier med børn med livstruende sygdomme samt børnehospice. Sådanne børnehospicer findes i landene omkring os, og i England fik man det første af slagsen i 1982, oplyser Tove Videbæk (billedet), som er formand for Hospice Forum Danmark.

Hun har besøgt børnehospice Sternenbrücke i Hamborg for at få inspiration til et lignende sted i Danmark. I Tyskland har man for nylig indviet det 13. børnehospice. Hospice Forum Danmark har arbejdet med tanken om etablering af et sådant i Jylland, idet Sankt Lukas i Hellerup i første omgang sikkert vil kunne dække behovet i hovedstadsområdet og på Sjælland.
– Og nu er der så en kommune, hvor medlemmer af Lions Club Silkeborg Theodora vil arbejde på at danne en støtteforening med henblik på at påbegynde forarbejdet til etablering af et børnehospice. Det er en stor glæde for os i Hospice Forum Danmark, udtaler Tove Videbæk.