Kristne bør være solidariske med muslimer

For et par dage siden var jeg til korsvejsandagt i min kirke. I alle katolske kirker hænger der tolv billeder også kaldet stationer, der hver især afbilleder tolv hændelser på Jesu lidelsesvej fra dommen hos Pilatus, til hans døde legeme lægges i graven. I fastetiden er det praksis, at man går denne lidelsesvej og mediterer over hver af Jesu lidelser på Via Dolorosa.

Da jeg gik korsvejen forleden og kom til stationen for tornekroningen, kunne jeg ikke lade med at tænke på debatten om forhånelse af religionen, ytringsfriheden og blasfemiparagraffen. Flere kristne røster har været fremme og sige, at fordi Jesus blev hånet, spottet og spyttet på undervejs til korset, så kan både kristendommen og Gud sagtens tåle at føle piskens snert også i vores tid. Ingen grund til sarte følelser i kristendommen.

Men mon de selvsamme personer også ville have spyttet på Jesus, hvis de havde stået foran korset på Golgata, fordi det ”kunne han da sagtens klare”? Næppe. Det er noget af en misforståelse, når nogle mener, at i kristendommen kan man slå løs på Gud, som man vil. At Jesus engang har båret smerten, er ikke en invitation til senere generationer om at gøre det samme.

I den kristne tro taler man om ”korsets gåde”. Hvordan kunne en mand, der var udsat for så mange ydmygelser, tortur, spot og hån sejre og blive grundlægger af verdens største tro? Var det alene, fordi Jesus ikke reagerede med vold og vrede – og var tolerant? Nej, det helt særlige ved Jesus er hans fjendekærlighed, mens ydmygelserne står på. Han elsker sine fjender. Han siger: ”Tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør”. Han har ondt af dem. De forstår ikke, at de er i gang med at slå Gud ihjel.

Har vi forstået det i dag, når vi argumenterer for retten til at forhåne Gud? Er vi som kultur ved at gentage pøbelens blinde sadisme som dengang i Jerusalem? Kristne bør være solidariske med muslimer og gå imod hån og latterliggørelse af Gud og andre religioner.