Bed om, at der bliver råd til Store Bededag
Man kan kun glæde sig over, at Folketinget hvert år i oktober fortsat åbner med en gudstjeneste i Christiansborg Slotskirke, sådan som det har været tradition siden Grundlovens indførelse. Og i en tid med megen debat om, hvorvidt Danmark er et kristent land, om åndelig oprustning, og hvor sommerens store debat handlede om, hvorvidt Folketinget skulle have en præst tilknyttet eller ej, var der ekstra god grund til at lægge mærke til, hvordan dette års åbningsgudstjeneste ville forløbe.
Det var Aalborgs biskop Thomas Reinholdt Rasmussen, der var udvalgt til at prædike. Evangelieteksten var fortællingen om Jesus, der tager imod de små børn, lægger hænderne på dem og velsigner dem. Det er den tekst, der læses ved enhver barnedåb. Biskoppen tog udgangspunkt i det lille barn, som Jesus ophøjer, og i hvor revolutionerende dette var i Romerriget, hvor børn og slaver befandt sig nederst i hierarkiet. Det var civilisationsforandrende, understregede biskoppen.
Herfra trak han dåbens civilisatoriske betydning helt frem til i dag. “Dåben er en beskyttelse imod et altfortærende hierarkisk samfund,” sagde han. Og videre: “Et land, der døber sine spædbørn, kan ikke samtidigt være et land, der stiller folk på forskellige planer i folkelige forhold.” Det er ikke kun “en trosopgave at bære børn til dåben”, men har også efterfølgende betydning for, “hvordan vi indretter vores land”. Dåben bliver ligefrem “et sekulariseringssted – et sted, hvor det åbne samfund holdes åbent”.
Jeg forstår biskoppens pointe om, at kristendommen former vores kultur. Alligevel sad jeg tilbage med en klar fornemmelse af, at han reducerede dåben til en slags adgangsbillet til folkestyret. Kristendommen bliver et støtteparti for demokratiet – og næsten også for socialdemokratiet. Der er kommet et nyt fokus på kristendommen, ikke bare som national identitet, men på forestillingen om, at dens største bedrift egentlig består i, at den har tilvejebragt demokratiet og lagt fundamentet for det.
Folkestyret bliver på den måde nærmest den nye religion, som kristendommen må underordne sig. Men historien viser, at kristendommen ikke skaber én bestemt samfundsmodel. Den har blomstret under kejserdømmer, feudalsamfund og kongedømmer og har overlevet forfølgelser under moderne totalitære regimer. Kirken behøver ikke nogen bestemt politisk styreform for at eksistere. Den kan overleve under selv de mest umulige omstændigheder.
Derfor er det en formindskelse af kristendommen at gøre den til fødselshjælper for demokratiet. Og derfor er det nærliggende at få det indtryk, at Folkekirkens selvopfattelse efterhånden er blevet at legitimere staten. Det, staten har bestemt er godt, sanktionerer kirken. Men burde kirken ikke snarere være statens moralske og åndelige samvittighed – den stemme, der peger på det, som ligger ud over det politiske?
Det var der i hvert fald stærkt brug for, da statsministeren efter gudstjenesten gik på talerstolen i Folketingssalen. Her blev det tydeligt, at hun har lagt ambitionerne om åndelig oprustning på hylden og nu i stedet vil give danskerne velfærdsoprustning. Den nye regering skal være en velfærdsbod, der deler gaver ud i overflod: gratis tandlæge, flere penge til pensionister og billigere mad til børnefamilier.
Selv Store Bededag, som om nogle år måske kan genindføres, er betinget af velfærd og økonomi. Dagen til at bede til Gud kommer kun tilbage, hvis pengene er der, og den tabte arbejdsfortjeneste kan tjenes ind et andet sted. Det kunne derfor have været på sin plads, hvis biskoppen havde vendt prioriteterne om for politikerne på kirkebænkene og mindet dem om evangeliets ord: Mennesket lever ikke af brød alene. Søg først Guds rige, så skal alt andet gives jer i tilgift. Det havde været en kirke, der talte til staten – i stedet for en kristendom, der reduceres til støtteparti for den.
