Stille Stunder introducerer Små Stunder

Stille Stunder, der producerer lovsange og podcasts, er nu klar med et nyt projekt, som henvender sig til de mindste.

Nicolai Maksten er lovsangsleder i Citykirken i Aarhus og projektleder i Stille Stunder, som står bag det nye projekt ’Små Stunder’. Foto: Stille Stunder

”Byd velkommen til SmåStunder det nyeste skud på Stille Stunder-træet.”

Sådan skriver Stille Stunder i en pressemeddelelse. Stille Stunder er et tværkirkeligt medie, som producerer og udgiver danske lovsange. Mange vil også kende Stille Stunder for deres daglige andagt, der udsendes som podcast fem dage om ugen. Men nu er Stille Stunder altså klar med et nyt projekt, som de kalder Små Stunder. Kort fortalt er Små Stunder Stille Stunder i børnehøjde.

“Med Små Stunder ønsker vi at skabe en platform, hvor børns åndelighed og tro tages alvorligt, og hvor de mindste ikke bare får det sidste, men hvor de mindste derimod får det største,” siger Nicolai Maksten, der er projektleder på Stille Stunder.

Det største til de mindste

Det sidste år har Stille Stunder brugt meget tid på at snakke, drømme og erfaringsudveksle med mange dygtige og yderst kompetente mennesker, som ved meget mere om børns åndelighed og tro, end de selv gør, forklarer Nikolai Maksten. ”Derfor siger vi: ”Det største til de mindste!” Det største er efter vores mening evangeliet om Jesus Kristus, og i Små Stunder vil vi give det største videre ved at udgive nye lovsange i børnehøjde, lave podcast om børns åndelighed og tro samt skabe mange andre gode ressourcer, som både skal tjene børns tro på hverdage og hviledage.”

Du kan finde Små Stunder på Facebook og Instagram, hvis du vil følge med i, hvad de laver. Du kan også finde dem på diverse podcast-platforme.

Brug for forældrehjælp

Første udgivelse bliver børnelovsangen ‘Hele Molevitten’, som kan findes på alle streamingtjenester fra fredag den 2. oktober. ”Små Stunder er for de mindste, børnene, men børnene har brug for, at de voksne tager deres åndelighed og tro alvorligt. Det vil vi gerne være med til,” siger Nicolai Maksten.

Fakta – Stille Stunder

Stille Stunder er et tværkirkeligt medie, som producerer og udgiver danske lovsange og podcasts. Stille Stunder har til mål at:

1. Sprede evangeliet

2. Styrke og hjælpe folk i troen

3. Styrke dansk lovsang

4. Opmuntre til kreativitet i lovprisningen af Gud