Folketingets præst skal turde tale magten imod

Når Folketinget om godt en måneds tid åbner igen efter sommerferien, vil der være tilknyttet en præst. Det er første gang i Folketingets historie. Præsten skal tilbyde samtaler og sjælesorg til folketingsmedlemmer og ansatte på Christiansborg og desuden lede de ugentlige andagter, som Folketinget har holdt de seneste år.

Kirkeminister Ida Auken har ikke lagt skjul på, at det længe har været hendes ønske at få en præst på tinge. En video, hvor hun på bagsædet af sin ministerbil rækker næven i vejret i en sejrsgestus, gik hurtigt viralt. Nu har hun fået opbakning fra Folketingets Præsidium. Ansættelsen blev en af sommerens store debatter. Flere fremtrædende socialdemokrater meldte sig i protest ud af partiet, fordi de ser præsten som udtryk for en øget sammenblanding af religion og politik. Andre har indvendt, at politikerne allerede kan opsøge deres lokale sognepræst, ligesom alle andre.

Ser man ud over landets grænser, er ordningen dog ikke særlig opsigtsvækkende. Norge, Storbritannien, Tyskland og Europa-Parlamentet har på forskellig vis præster tilknyttet. Det mærkelige er måske snarere, at det har taget så lang tid i Danmark, og at det vækker så voldsom debat. Måske skyldes reaktionerne, at initiativet i høj grad synes at komme fra politikerne selv og ikke fra folkekirken.

Statsminister Mette Frederiksen har sagt, at hun er ”hardcore tilhænger af folkekirken”, og at folkekirken skal fylde mere. Regeringen har ønsket at styrke kirken, og folkekirken synes at spille en vigtig rolle i Mette Frederiksens tale om åndelig oprustning. For nylig erklærede hun ligefrem, at Danmark er et kristent land. Det er glædeligt, at en socialdemokratisk statsminister, hvis parti historisk har holdt kirke og kristendom ud i strakt arm, nu tager den til sig.

Men det er svært ikke samtidig at få den tanke, at der ligger en politisk strategi bag. Materialismen og sekularismen har på en måde spillet fallit. I mødet med islam har den socialdemokratiske forestilling om materiel velfærd som frelsen vist sig ikke at være stærk nok. Der er brug for tro, åndelig oprustning og noget højere, der kan binde os sammen som nation. Og hvad ligger nærmere end at række ud efter kristendommen?

I debatten om præsten på Christiansborg blev det igen og igen fremhævet, at kristendommen er fundamentet for vores demokrati. Til sidst kom det næsten til at lyde, som om kristendommens vigtigste opgave er at fungere som støtteparti for demokratiet og regeringen. Men kristendommen er ikke sat i verden for at legitimere den til enhver tid siddende regerings politik. Hvis Mette Frederiksen og regeringen virkelig ønsker at styrke kristendommen og mener det alvorligt, når de siger, at Danmark er et kristent land, burde de derfor begynde med at kigge lovgivningen efter i sømmene – i stedet for at nøjes med en præst som signalpolitik i et land, der har tabt sin identitet i velfærd.

For gennem årtier har socialdemokratisk ledede regeringer været med til at gennemføre lovgivning, der står i skærende kontrast til klassisk kristen moral og etik. Det gælder først og fremmest den fri abort, der blev indført i 1973 med 12 uger som grænse, og som under Mette Frederiksen blev udvidet til 18 uger. Det blev fejret med champagne i ministeriet. Danmark frigav pornografien som det første land i verden. Senere afskaffede Folketinget Store Bededag. Og nu presser Mette Frederiksen på for at legalisere aktiv dødshjælp.

Det harmonerer dårligt med lovprisningen af kirke og kristendom og erklæringen om, at Danmark er et kristent land. For hvis kristendommen virkelig skal fylde mere, må den også have lov til at sige noget, som magten ikke ønsker at høre. Derfor må man håbe, at den nye præst i Folketinget ikke affinder sig med rollen som pyntegenstand for regeringens identitetspolitik. Præsten skal være politikernes samvittighed. En stemme, der tør tale magten imod, kalde godt for godt og ondt for ondt og lede politikerne ind i kampen for det gode og forsagelsen af det onde.

Det er kirkens opgave over for staten og politikerne. Ikke at være nikkedukke for magten. Og slet ikke