Uden Gud smuldrer Danmark

Danmark har stemt. Men ingen har vundet. Regeringsforhandlingerne trækker ud. Partierne står stejlt over for hinanden. Meldingerne er klare: “ikke med dem”. Det bliver stadig sværere at se, hvem der egentlig kan samle landet.

Men problemet er dybere end som så. Danmark er et lille land på kun seks millioner mennesker. Alligevel har vi nu et Folketing med 12 partier. Det er ikke blot et udtryk for mangfoldighed. Det er et tegn på noget andet: En fragmentering, vi ikke har set før. Og fragmenteringen stopper ikke mellem partierne – den går også igennem dem. Allerede inden en regering er dannet, har vi set flere politikere forlade deres partier eller blive ekskluderet. Nye løsgængere er dukket op i Folketinget. Det betyder, at selv de partier, der er valgt ind, ikke længere fremstår som samlede fællesskaber.

Det politiske Danmark er ikke bare opdelt. Det er ved at gå i opløsning – også indefra. Under valgkampen blev det tydeligt, hvordan politik har ændret karakter. Politikerne talte ikke længere til os som borgere, men som kunder. Der blev givet løfter, præsenteret pakker og tilbud. Næsten alt handlede om penge. Venstres formand, Troels Lund Poulsen, gentog, at han ville gøre Danmark rigere.

Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, stod fast på, at hun ville mindske uligheden. Forskellene var der – men fælles var, at politikken blev reduceret til økonomi. Til, hvad den enkelte kunne få ud af det. At deres gud er mammon, er ikke til at tage fejl af. I et år, hvor statsministeren ellers havde talt om behovet for åndelig oprustning, blev det slet ikke nævnt i valgkampen. Sikkert fordi det ikke kunne betale sig.

Det samme gjaldt kulturpolitikken. De store spørgsmål om, hvem vi er som folk, blev slet ikke berørt. På den måde var det måske en af de fattigste valgkampe i mange år, selvom alt ironisk nok kun handlede om penge. Men det er ikke økonomien, der er danskernes største problem, men den enorme åndelige fattigdom, som det politiske liv i Danmark udstiller. Selvom flere politikere gerne flager med deres tro, er der ikke længere noget tydeligt kristent afsæt i politik – hverken hos politikere eller vælgere.

Og vi mangler heller ikke endnu et nyt parti, men derimod en tilbagevenden til et kristent værdigrundlag i dagliglivet. En tro på, at mennesket ikke blot er forbruger, men skabt i Guds billede med værdighed og ansvar. At fællesskabet ikke blot er en overenskomstaftale, men noget, der udspringer af kærligheden til næsten. Det kan ingen politiker tilvejebringe. Det er noget, der udspringer fra kirken, kristne personer, familier og organisationer.

Når man forlader kristendommen og begynder at sætte sin tiltro alene til politiske løsninger, som mange danskere gør, ender man i den situation, som vi står i nu, med splittelse, egoisme og dyrkelse af mammon. Netop derfor er der intern splittelse i partierne, og regeringsforhandlingerne er så vanskelige. For hvordan finder man sammen, hvis ingen vil give sig og kun tænker på sig selv og egen berigelse?

Vi har brug for, at Danmark igen finder sit kristne fundament. Et folk, der ikke kun spørger: Hvad får jeg ud af det? Men også: Hvad er jeg kaldet til at give? Uden Gud smuldrer et samfund, og derfor er det politiske kaos i Danmark også et tydeligt kald til at vende tilbage til troen.