Dansk-burmesisk sygeplejerske modtog integrationspris

Siang Cer Par og hendes familie var blandt de første burmesiske kvoteflygtninge i Danmark. I dag er hun 26 år, sygeplejerske samt frivillig ungdomsleder i Lai Baptist Church i Ringe. Foto: Siang Cer Par lykønskes med integrationsprisen Årets Krus – Årets Knus af Tværkulturelt Centers næstformand, Henry Holm Hansen.

Den 26-årige dansk-burmesiske Siang Cer Par har modtaget Tværkulturelt Centers integrationspris Årets Krus – Årets Knus 2026. Prisen, der består af krus, en kurv og et diplom, blev overrakt på Tværkulturelt Centers forårskonference i marts i København af Andreas Kamm, formand for Institut for Menneskerettigheder og tidligere generalsekretær i Dansk Flygtningehjælp.

Siang Cer Par var syv år, da hun kom til Danmark som kvoteflygtning fra Burma sammen med sin familie. Hun er nu uddannet sygeplejerske og arbejder på hjerte- og lungeafdelingen på Svendborg Sygehus. I fritiden er hun ungdomsleder i en burmesisk menighed i Ringe, hvor hun bygger bro mellem kulturer og generationer.

Gør Danmark rigere

I sin tale til prismodtageren understregede Andreas Kamm, at Siang Cer Par ikke blot repræsenterer en vellykket personlig historie. Hun viser også, at mennesker med flygtningebaggrund kan hjælpe Danmark med at blive et rigere, stærkere og et mere menneskeligt samfund:

”Siang minder os om, at medborgerskab ikke alene handler om pas og papirer, men om deltagelse, ansvar og vilje til at bidrage. Siang har en dagligdag, hvor hun tager vare på andre. Hun minder os om, at trofasthed mod egne rødder og loyalitet over for det samfund, man lever i, ikke er modsætninger. Siang modtager Tværkulturelt Centers pris, fordi hun med sit liv og virke viser, hvad det vil sige at forvalte en vanskelig begyndelse på smukkeste vis og møde livet med flid, ansvar og generøsitet. Det fortjener anerkendelse og respekt.”

Rig på kulturer

Den dansk-burmesiske sygeplejerske voksede op mellem to verdener, og hun har indset, at det er et privilegium at have flere kulturer. Hun opfordrer unge med flere kulturer til at være stolte af deres baggrund og finde deres egen vej. Siang Cer Par er frivillig ungdomsleder i Lai Baptist Church i Ringe, der tæller omkring 180 børn, unge og voksne. Menigheden har egen kirkebygning og er en af over 10 chinmenigheder i Danmark oprettet af kristne flygtningefamilier fra delstaten Chin i det vestlige Burma.

”Med min baggrund er jeg rig på kulturer. Det er jeg stolt af. Det er ikke noget, man kan købe sig til. Til den næste generation siger jeg: Se det som en styrke, selv om det ikke altid er nemt. For det er jo fantastisk at være en del af to kulturer,” siger hun og ler. Siang Cer Par tilhører den generation af unge burmesere, der kom hertil som børn og stadig husker hjemlandet, men som er vokset op i Danmark og på mange måder føler sig danske.

Rejste fra bedsteforældre

Selv har Siang Cer Par mange gode minder fra de tidligere barndomsår i en landsby i delstaten Chin i det vestlige Burma. ”Vores hus lå tæt på kirken. Det var en slags embedsbolig, fordi min mor var jordemor og statsansat. Om søndagen gik vi i kirke, og vi børn gik i børnekirke. Der var altid mange mennesker i kirken. Jeg havde et meget tæt forhold til mine bedsteforældre, der boede i samme by. Jeg husker min morfar som en glad, åben, rummelig og positiv person. ”Det, vi har, skal vi dele med hinanden,” sagde han ofte.”

I begyndelsen af 2006 rejste Siang Cer Par sammen med sin mor og lillebror til Malaysia, hvor hendes far boede.

”Mange i landsbyen var mødt op for at sige farvel. Jeg var kun syv år, men jeg kunne mærke, at det her farvel ikke var et på gensyn. Det var sidste gang, vi skulle ses. Som mange andre på den tid var min far rejst ulovligt til Malaysia. Her blev han anerkendt som flygtning af FN og fik tilbud om genbosættelse i Danmark. Men han ville ikke rejse uden os. Da vi rejste, havde vi ikke set min far i tre år. Jeg glædede mig til at møde min far igen, men det var svært at sige farvel til mine bedsteforældre. Første gang jeg fik lov at snakke med dem i telefonen, efter at vi var rejst, græd jeg bare så meget.”

Mødet med Danmark

Familien rejste gennem Thailand til Malaysias hovedstad Kuala Lumpur, hvor faren boede på et lille værelse sammen med andre burmesiske familier, der alle ventede på at blive genbosat i et andet land. ”Dengang vidste min far ikke, at der var noget, der hed Danmark. Han havde oplevet nogle svære ting og ønskede bare at komme til et fredeligt land.” I Danmark skulle Siang Cer Par og familien forholde sig til, at andre ikke forstod hende.

”Efterhånden lærte vi at smøre madpakker, spise rugbrød, huske gymnastiktøj, hvordan man tager bussen og tusind andre ting,” siger Siang Cer Par, der for fire år siden fik dansk statsborgerskab. ”Jeg vil stadig gerne tilbage på besøg, når der en dag bliver fred i Burma. Det er jo der, jeg kommer fra. Det er en del af mig, som jeg ligesom ikke kan få fat i her,” fortæller hun.

”Jeg er en chinpige, der er vokset op i Danmark. Her vil jeg altid være anderledes. Jeg ser anderledes ud, spiser noget andet mad – og så går jeg i kirke. Bare det, at jeg er kristen og tror på Gud, gør mig anderledes end de fleste danskere. Ingen af dem, jeg gik i skole med, gik i kirke ud over til højtider. Jeg har også en anden kultur og nogle andre værdier. I vores kultur bidrager alle til fællesskabet. Vi er der for hinanden, både når livet er svært, og når vi har noget at fejre. I Danmark vægter man individualisme og personlig frihed. At have to kulturer handler om at finde en balance mellem dem. Det er ikke et enten-eller.”

Siang Cer Par er taknemmelig for, at hun er vokset op i en kristen familie. ”Men troen er ikke bare noget, jeg har overtaget fra mine forældre. Det er mit personlige valg. At vide, at jeg har en Gud, der elsker mig, giver mig styrke og håb i hverdagen,” understreger hun.

Tværkulturelt Center/ Bodil