Hotel Romantik: Følelserne er blevet vores Gud

DR-programmet Hotel Romantik er blevet et af de mest omtalte programmer på dansk tv. Nu er anden sæson skudt i gang, og igen følger hundredtusindvis af danskere en gruppe ældre singler, som rejser til et romantisk hotel på Mallorca for at finde kærligheden sent i livet.

Deltagerne er typisk i 60’erne og 70’erne. Nogle er skilt. Andre har mistet en ægtefælle efter mange års ægteskab. Fælles for dem alle er længslen efter nærhed, kærlighed og et menneske at dele livet med. Programmet er bygget op omkring dates, middage, samtaler og forskellige aktiviteter, hvor deltagerne lærer hinanden at kende. Nogle bliver udvalgt til at komme en tur i en hytte. Undervejs opstår både flirt, jalousi, forelskelse og skuffelser.

Mere end underholdning

Programmet har dog også fået hård kritik. Flere seere mener, at værterne, ægteparret Sofie Linde og Joakim Ingversen, til tider taler ned til deltagerne og behandler dem som børn.
Men Hotel Romantik er i virkeligheden mere end blot et fjollet underholdningsprogram om ældre mennesker på kærlighedsjagt. Det er snarere et eksistensprogram. For bag flirt, grin og romantiske middage gemmer der sig også et billede af vores tid.

Programmet fortæller noget om moderne menneskers længsel efter mening, kærlighed og bekræftelse. Det handler ikke kun om dating, men også om tro, håb og identitet. Og måske afslører programmet mere, end det selv er klar over.

Følelserne er blevet kongen

Den generation, som deltager i programmet, er den såkaldte boomer-generation. Det var generationen, som voksede op med ungdomsoprøret og den seksuelle revolution efter 1968. Mange gjorde op med kristen moral, faste normer og traditionelle forestillinger om ægteskab og familie. I stedet voksede en ny tanke frem: Kærligheden skulle først og fremmest føles rigtig.
Et forhold skulle give personlig lykke. Der skulle være kemi, frihed, sensualitet og følelsesmæssig tilfredsstillelse.

Man skulle “finde sig selv” gennem kærligheden. Deltagerne taler igen og igen om gnister, kemi og sommerfugle i maven. De søger ikke først og fremmest en praktisk livsledsager eller en person at bygge familie og økonomi sammen med. Mange søger et menneske, som kan få dem til at føle sig levende igen. På den måde bliver programmet også et spejl af vores samtid. Jagten på den store soulmate kommer næsten til at ligne en form for frelse.

Mange søger et menneske, som
kan få dem til at føle sig levende
igen. På den måde bliver programmet
også et spejl af vores samtid.

Det er, som om håbet om “den eneste ene” skal udfylde det tomrum, som tidligere generationer måske søgte at fylde gennem tro, kirkegang, familie og faste forpligtelser. Der er noget både smukt og sørgeligt over den længsel.

De gamle mænd kan stadig kurtisere

Noget af det mere charmerende ved programmet er mændene. Mange af dem kommer fra en tid før dating-apps, swipes og ghosting. De kan stadig flirte og kurtisere kvinder på gammeldags manér. De gør sig umage. De er høflige. De komplimenterer kvinderne og forsøger at vinde deres opmærksomhed. Det virker næsten som et glimt fra en anden tid. I en af de første scener skal mændene finde en kvinde ud fra små citater, kvinderne har skrevet i en lund med appelsintræer og varm sommerstemning. Man mærker længslen efter romantik.

Men ret hurtigt viser der sig også en anden dynamik.

Kvinderne styrer spillet

Kvinderne i programmet fremstår ofte meget bestemte. De ved præcist, hvad de vil have, og de siger det åbent. Det er der i sig selv ikke noget galt i. Men flere steder får programmet en tone, hvor mændene bliver dem, der skal kæmpe for at blive valgt, mens kvinderne sidder med magten. Mændene virker generelt mindre kræsne. De ønsker først og fremmest nærhed og en kvinde at dele livet med.

Kvinderne stiller i højere grad krav og vurderer mændene. Flere af kvinderne virker også præget af feministiske idealer, hvor kvinden skal være stærk, selvstændig og tage styringen selv.
Noget af den bløde kvindelighed, som mange forbinder med generationen fra 1960’erne og 70’erne, synes flere steder at være trådt i baggrunden. Det kom også frem i en scene, hvor kvinderne skulle symbolsk “skyde” den mand, de ønskede at spise middag med.

Og man kan ikke lade være med at tænke på, hvordan reaktionerne ville have været, hvis mændene havde “skudt” kvinderne i bedste sendetid på tv. Det blev et billede på den omvendte magtbalance, som præger meget moderne dating.

”den anden bliver et middel til
min egen lykke frem for et
menneske, jeg selv ønsker
at tjene og give mig til”

Livsnyder-kærligheden

Kærlighedsidealet i Hotel Romantik er på mange måder typisk for vores tid. Kærligheden fremstilles som noget, der skal give livsglæde. Deltagerne vil have en partner til rejser, gode samtaler, vin, nærvær, sensualitet og sex. Kærligheden varer, så længe den føles god. Men spørgsmålet melder sig også, om kærligheden dermed bliver mere selvisk. En mandlig deltager siger på et tidspunkt til en kvinde, at hun “giver ham det, han har brug for”.

Det lyder umiddelbart romantisk. Men samtidig afslører det måske også noget om den moderne kærlighedsforståelse: At den anden bliver et middel til min egen lykke frem for et menneske, jeg selv ønsker at tjene og give mig til. Kærligheden bliver let til følelsesmæssig forbrugerkultur.

“Det hele virker lidt trist”

Sognepræst Nana Hauge fra Hårslev Kirke på Fyn har også fulgt med i Hotel Romantik. Hun mener, at programmet siger meget om det moderne menneskes længsel efter kærlighed, mening og fællesskab. ”Mit umiddelbare indtryk er, at det hele faktisk er lidt kynisk, og jeg blev ramt af en trist stemning. Der er flere sårbare mennesker, som har oplevet store tab. Flere har mistet en ægtefælle, og en har mistet et barn. Samtidig er det også en generation, som næsten ikke vil være gamle,” siger hun.

Men hun understreger samtidig, at programmet viser noget dybt menneskeligt. ”Programmet viser jo, hvor stærk længslen er i mennesket efter at finde den eneste ene. De taler meget om soulmates. Vi siger ellers i dag, at man sagtens kan leve alene, og at man ikke behøver et parforhold for at være lykkelig. Men alligevel sidder de nu som 70-årige og mærker, at det faktisk ikke er sjovt at være alene,” siger hun.

Nana Hauge hæfter sig især ved deltagernes livssyn. ”Flere siger: “You only live once.” Vi lever kun én gang. Det minder mig om Prædikerens Bog, hvor der står: “Spis dit brød med glæde og drik din vin med godt mod.” Men hos Prædikeren ligger der samtidig en stor tomhed og håbløshed bag ordene. Alt er tomt, hvis der ikke findes et håb ud over dette liv. Når evighedsperspektivet forsvinder, bliver livet noget, man skal presse mest muligt ud af her og nu. Så bliver andre mennesker også let til midler for min egen livsudfoldelse,” siger hun.

Når mennesket skal frelse mennesket

Ifølge Nana Hauge opstår problemet, når mennesker begynder at forvente af et andet menneske, hvad kun Gud kan give. ”Det er et forløsende møde, de søger. Og det er jo meget menneskeligt. Men spørgsmålet er, om hjertet kommer til at hænge for meget ved det jordiske – ved ægtefællen, familien eller børnene. Vi må ikke forgude andre mennesker,” siger hun. Hun peger på, at mennesker altid vil komme til kort over for hinanden.

”Et menneske kan ikke bære den plads, som egentlig tilhører Gud. Vi fejler, svigter og skuffer hinanden. Derfor bliver vi også knuste, når vi forventer, at en partner eller vores børn skal gøre det ud for Gud,” siger hun. Ifølge Nana Hauge handler den kristne forståelse af ægteskab ikke først og fremmest om selvrealisering.

”I den kristne forståelse handler ægteskabet om gensidigt at ofre sig for hinanden. I dag går mange ind i et forhold med ønsket om selv at blive fuldendt. Men tanken er jo egentlig, at jeg skal give mig selv til den anden – ikke først og fremmest få mine egne behov dækket,” siger hun. Hun nævner også en kvindelig deltager, som siger, at hun gerne vil have “en bamse”. ”Det siger noget om vores tid. Men intet menneske kan blive vores frelser,” siger Nana Hauge.