Kirkeministeriet nedlægges og kristendommen er forsvundet fra regeringsgrundlaget

Når man kigger på det nye regeringsgrundlag og lytter til interviews med de nye ministre, er det en blandet følelse, man bliver efterladt med, hvis man er optaget af kirke og kristendom og af Danmark som et kristent land.

På den ene side nævnes der i regeringsgrundlaget ikke noget som helst om kirke, tro og kristendom overhovedet. På den anden side har statsministeren meget tydeligt efterfølgende gjort det klart, at Danmark er et kristent land, og at den evangelisk-lutherske folkekirke har særstatus i landet. Og med udvælgelsen af den nye kirkeminister har Danmark fået en åbenlyst personligt troende kirkeminister. Hvilket bestemt heller ikke altid har været tilfældet.

Men: I det tidligere regeringsgrundlag stod der: ”Danmark er et kristent land og den danske evangelisk-lutherske kirke indtager en særstatus som folkekirke. Denne særstatus vil regeringen bevare.” Formuleringen stammede fra regeringsgrundlaget for Lars Løkke Rasmussens Venstre-regering fra 2015. I forståelsespapiret bag Mette Frederiksens socialdemokratiske regering fra 2019 var kirke og kristendom ikke nævnt. I 2022-versionen var formuleringen til gengæld tilbage igen.

I det nuværende 77 sider lange regeringsgrundlag nævnes kristendom, kirke, tro, ånd eller andre ord i den kategori ikke én eneste gang. Det samme gælder for ord knyttet til islam. Til gengæld er andre værdipolitiske emner nævnt flere gange som fx lgbt+ og aktiv dødshjælp, hvorom der står, at man fortsat vil ”arbejde videre med spørgsmålet om mulighed for aktiv dødshjælp i Danmark”. Historisk set er det ikke usædvanligt, at det ikke fremgår af et regeringsgrundlag, at Danmark er et kristent land.

Som Peter Lodberg, der er professor emeritus i teologi, har sagt til Kristeligt Dagblad, så er ”vi tilbage ved normalen, for det politiske niveau plejer ikke at beskrive Danmark som et kristent land”. Alligevel er det værd at bemærke, at det er udeladt, når det nu netop har været med i de to foregående regeringsgrundlag. Og når Kirkeministeriet så for øvrigt i samme omgang nedlægges som selvstændigt ministerium for første gang siden 1916 og nu lægges ind under Sundhedsministeriet, så kan man ikke fortænke, hvis mange kirkeligt interesserede kigger lidt bekymret på udviklingen.

Den nye kirkeminister, Ida Auken (S), har da heller ikke i skrivende stund været i stand til forklare, hvorfor det ikke længere fremgår af regeringsgrundlaget, at Danmark er et kristent land. Hun fremhæver, at et regeringsgrundlag ikke er en bibel, hvori alt står. ”Der er mange ting, der ikke er nævnt, som stadig fortsætter,” som hun sagde i podcasten ’Borgerlig tabloid’ med Joachim B. Olsen.

Hun hæfter sig desuden ved, at da Mette Frederiksen kontaktede hende for at spørge, om hun ville være kirkeminister, sagde Mette Frederiksen, at det var vigtigt for hende, at en kirkeminister selv er kristen. I et opslag på Facebook har Mette Frederiksen – formentlig for at imødekomme kritikken – skrevet: ”Vi er et kristent land, og den evangelisk-lutherske kirke indtager selvfølgelig fortsat sin særstatus. Man kan frit dyrke andre religioner. Selvfølgelig aldrig på en måde, hvor det skader andre. Men vores folkekirke er noget særligt.”

Men hvis kristendommen er så vigtig, og med tanke på statsministerens fokus på åndelig oprustning i løbet af det seneste år, hvorfor er kristendommen så udeladt fra regeringsgrundlaget? Ida Auken kender ikke svaret og kommer heller ikke med et bud. Hvad der præcis er foregået i forhandlingslokalet, kan selvfølgelig kun de tilstedeværende vide, men der kan ikke herske megen tvivl om, at udeladelsen er en konsekvens af, at regeringen bygger på et parlamentarisk grundlag, der ikke ønsker en særlig tydelig kristen særstatus her i landet.

Hvis regeringsdannelsen havde peget mod højre i stedet for mod venstre, så havde det med al sandsynlighed stadig fremgået af regeringsgrundlaget. På den anden side står som sagt en personligt troende kirkeminister og en statsminister, der formulerer sig meget tydeligt om kristendommens position i Danmark. Så måske skal kirkefolket ikke nødvendigvis male fanden på væggen i alt for stærke pangfarver, men i stedet reducere bekymringen til et mindre NB i erkendelse af, at den slags skifter i takt med de forskellige partiers indflydelse.

Og nåh ja, så er det selvfølgelig skrevet ind i det nye regeringsgrundlag, at Store Bededag skal genindføres, men det handler helt åbenlyst mere om arbejdsmarked og fridage, end det handler om kirke og helligdage. Eksempelvis står der i regeringsgrundlaget, at genindførelsen af Store Bededag først vil ske fra 2030 og kun på betingelse af, at der i mellemtiden er skabt en stigning i beskæftigelsen svarende til den, som afskaffelsen af Store Bededag medførte.