Aalborg Citykirke inviterer til Ignitekonference for fjerde gang
Aalborg Citykirke inviterer til to dages konference med fokus på at blive berørt af Gud, helbredt i krop og sind og tændt af Helligåndens ild. Årets tema er ’Kirkens kald til sund karismatik’.

”Vores ønske er, at Gud kommer og rører os som fællesskab, som enkeltpersoner og som menigheder i danmark,” siger Anja Due, der er præst i A2 Aalborg Citykirke. Hun er med til at stå for konferencen A2 Ignite, som foregår 2.-3. oktober i A2 Aalborg Citykirkes lokaler i Aalborg.
Konferencen afvikles for fjerde gang, og som de foregående tre konferencer sker det også denne gang med et brændende ønske om, at mennesker må blive berørt af Gud. ”Vi ønsker, at vi må få en stærkere relation til Jesus og et stærkere bønsliv, både for vores egen skyld og for menighedens skyld, men også så vi kan få frimodighed til at dele evangeliet med andre – ikke kun på de sociale medier, men også med naboen,” fortæller Anja Due.
A2 Aalborg Citykirke er en del af Mosaik – tidligere pinsekirken. – og har siden 2023 holdt en årlig Ignite-konference. Ledende præst i kirken, Dan S. Jakobi, har tidligere i et større interview her i avisen fortalt, hvordan kirken har forandret sig efter konferencerne og i højere grad er blevet den kirke, de ønsker at være. Det er Anja Due helt eng i:
”For det første har konferencerne i sig selv været en velsignelse, men vi har også oplevet, at det har bredt sig ind i hverdagen og har smittet af på vores lovsang og vores bønnemøder – og så har mange fået større frimodighed til at dele troen med andre, hvilket har været medvirkende til, at der også er kommet mange nye troende i vores kirke.”
Healingroom
A2 Ignite er en fornyelseskonference for kristne fra forskellige kirker i både ind- og udland, der søger åndelig fornyelse. Fokus ligger på at opleve et friskt møde med Jesus sammen i Guds nærvær – og i den atmosfære, der skabes gennem tilbedelsen af Jesus, undervisningen i Guds ord samt profetisk forbøn og betjening, står der i materialet om konferencen. Et af konferencens særkender er det såkaldte healingroom, som foregår i den store kirkesal lørdag eftermiddag.
I healingroom er der både mulighed for at male, for at lytte til lovsang, for at bede, for at modtage forbøn og for at modtage profetiske ord. Helingroom kan lede tankerne hen på nyreligiøs healing, men det er det absolut ikke, forsikrer Anja Due. ”Vi har bare ikke et dansk ord, der dækker det lige så godt, synes vi. I healingroom har vi fokus på at modtage heling. Det kan fx være i det brudte sind, ved psykiske problemer eller med fysisk sygdom eller smerte. I healingroom er der plads til bare at være i Guds nærvær,” fortæller Anja Due.
Kirkens kald til sund karismatik
”Årets tema ’Kirkens kald til sund karismatik’ udspringer af et ønske om at nyde godt af de karismatiske gaver, som en naturlig del af kirken. Vi er kaldet til at være en karismatisk kirke, men det er, som med alt andet, vigtigt, at vi er det på en sund måde. Det vil vi gerne sætte fokus på,” siger Anja Due, der derfor opfordrer folk til at komme med stor forventning til, hvad Gud vil gøre, og hvordan han vil gribe ind i hver enkelts liv.
”Vi kan ikke altid se, hvad folk bærer på eller har brug for, men vi siger velkommen til Helligånden og ønsker at facilitere et rum, hvor mennesker kan få den berøring af ham, som de har brug for,” siger Anja Due. Ignite er for alle, der har lyst til at være med – uanset kirkesamfund, og der er også program for både børn og teenagere.


