Temadag om ’Troens genkomst?’ på MF i Aarhus

Er troen på vej tilbage – og hvilken opgave giver det kirken? Det sætter Menighedsfakultetet i Aarhus fokus på med en temadag den 21. september.
Den nyateistiske fjendtlighed over for tro og kristendom, der herskede i 00erne, er blevet afløst af en ny interesse for åndelighed og livets store spørgsmål. Tidligere fyldte religionskritikken enormt meget, og kirker og kristne måtte reagere på forskellige beskyldninger og argumenter af skiftende kvalitet. Men ifølge ph.d. Emil Børty Nielsen, leder af Center for Kristen Apologetik under Menighedsfakultetet i Århus, er kirkens og de kristnes rolle i samfundet nu radikalt forandret:
– Flere forhold tyder på, at noget i tiden er skiftet, der har ændret betingelserne for tro i det offentlige rum, fastslår Emil Børty Nielsen. Han peger på betydningen af visse fænomener som covid-19, klimakrisen, krig i Ukraine (herunder militær oprustning og konflikt mellem øst og vest) og kunstig intelligens.
– Det er forskelligt, hvor meget de fylder og har fyldt for forskellige mennesker, men det er nogle af ingredienserne til en stigende eksistentiel usikkerhed, der bidrager til en åbenhed overfor åndelige spørgsmål. Samtidig ser han også en øget tendens til, at nøglepersoner både i Danmark og i udlandet udtrykker sig mere positivt om den kristne tro: – Vi ser, at både politikere, debattører og kendisser udtrykker et mere positivt syn på den kristne tro som en del af vestens åndelige fundament, bemærker Emil Børty Nielsen. Flere og flere undersøgelser registrerer også en stigende åndelig interesse blandt unge:
– Vi ser, at unge mennesker i højere grad end deres forældre er interesserede i trosspørgsmål, og nogle opsøger endda på egen hånd kirken. Det er en ny virkelighed, som kirken skal navigere i. Derfor står Center for Kristen Apologetik sammen med Center for Praktisk Teologi og Religionspædagogik (også under Menighedsfakultetet) bag ved temadagen Troens genkomst?, der afholdes på Menighedsfakultetet den 21. september.
Blandt oplægsholderne er blandt andre sociolog og præst Thomas Willer, direktør for Resonantia Mikael Wandt Laursen og journalist og forfatter Esben Kjær.
– Jeg håber, at deltagerne får en ny forståelse af den tid, vi lever i, og ser, at betingelserne for at være kirke på nogle områder har forandret sig. Derudover håber jeg, at deltagerne får blik for de muligheder, som tiden rummer, og ideer til, hvordan det konkret kan omsættes til praksis i kirkens konkrete hverdag. Læs mere om temadagen på teologi.dk/nytro


