Ny bogserie tilbyder letlæseligt og overskueligt stof om nogle af de mest centrale emner i troen

Resonans-serien er udgivet af Kristeligt Forbund for Studerende (forlaget Credo) og målrettet unge på ungdomsuddannelser, men egner sig til alle, der gerne vil undersøge kristendommen.

“Resonans er for dig, der ønsker genklang af Guds ord i dit eget liv.” Sådan lyder en af appetitvækkerne fra bogseriens cover – og det lyder bestemt attraktivt. Heldigvis lykkes missionen ganske fint. Bøgerne er godt formidlet og rummer både tyngde og helt almindelig hverdagsfornuft. Foreløbig udkommer tre bøger i denne omgang, og de er på hver deres måde fine, fængende og forståelige.

Redaktionen fortæller selv, at serien er kommet til verden, fordi de mente, der manglede nogle letlæselige og overskuelige bøger om nogle af de største og mest centrale emner i troen. Som de forklarer er målgruppen de, der gerne vil dykke ned i kristendommens nuancer og ønsker genklang af Guds ord i sit eget liv. De tre første bøger hedder hhv. Jesus, Dåb og Hvile. ’Jesus’ er skrevet af Oline Bøndergaard Kobbersmed.

Hun er cand. theol. og underviser på Menighedsfakultetet. Når man skriver en bog helt generelt om Jesus, er man naturligt nok nødt til at være skarp på, hvordan man vil bruge kræfterne. Man kunne jo skrive et helt bibliotek. Forfatteren har valgt tre tilgange. For det første spørger hun: “Har Jesus overhovedet levet?” Hun svarer og argumenterer klart og forståeligt og fortsætter med andet spørgsmål: “Skal jeg tro, at Jesus gik på vandet?“ Her får vi også et godt og vedkommende svar.

Til sidst kommer det gode spørgsmål “Hvad har Jesus med mig at gøre?” Her åbner forfatteren mere op for netop resonansen. Vi får en fin indføring i, hvorfor det har betydning, at Jesus levede og gjorde mirakler. Bog to hedder ’Dåb’ og er skrevet af Kristoffer Hummelmose Enevoldsen. Han er præst, teolog, højskoleforstander på Luthersk Missions Højskole. Igen er der tre overskrifter, der danner skelettet i bogens struktur.

“Hvorfor skal vi døbes, når det afgørende er troen på Jesus?”, “Hvorfor døbe børn, når der ikke er nogen eksempler på det i Bibelen?” og “Men jeg kan jo ikke huske min dåb…” Igen er der en god blanding mellem teologi, praksis og hverdagssprog. Alle kan være med i behandlingen af de store spørgsmål. Endelig har Inge Kiel Hermanns skrevet ’Hvile’. Det er en fin og enkel bog, der udover naturligvis at være udsprunget af Bibelens tanker også bygger på et slægtskab med Thomas Sjødins ’Det sker, når du hviler’ og Christian Hjortkjærs ’Utilstrækkelig’.

Udover at have skrevet bogen er Hermanns også medredaktør af hele serien. Hun er kemiker og er en smule mere personlig og praktisk end de to teologer. Endvidere er Inge Kiel Hermanns en del af redaktionsgruppen Den enkle stil fungerer godt i alle tre bøger. Formidlingen er god og relevant. Har du en ven eller veninde, der vil vide, hvad kristendommen står for, så er det også gode bud på en intro til at få troen til at skabe resonans mellem hjerne og hjerte. De er meget studentervenlige, og der er da også studiespørgsmål bag i bøgerne.

Det er klart, at det er begrænset, hvad man kan nå på ca. 45 sider, og det er små bøger til en sympatisk pris, men på lidt plads formår forfatterne at dykke ned i store emner på en praktisk måde, så teologi og hverdagsliv bliver godt mikset. Her kan du opleve, at Guds ord kan få genklang i dit liv, for det er godt og solidt på en forfriskende enkel måde.

Oline Bøndergaard Kobbersmed: Jesus – Del af bogserien Resonans
Kristoffer Hummelmose Enevoldsen: Dåb – Del af bogserien Resonans
Inge Kiel Hermanns: Hvile – Del af bogserien Resonans
48 sider.
Pris pr. stk.: 49,95 kr.
Forlag: Credo