Ung komet med stor følgerskare gæster Aarhus

Den amerikanske singer-songwriter Josiah Queen gæster for første gang Danmark, når han spiller koncert 15. september på spillestedet TRAIN i Aarhus.

Josiah Queen tager i efteråret på turné i Europa med cirka ti koncerter i blandt andet England, Tyskland og Danmark. Foto: Pressefoto © Josiah Queen

Josiah Queen har etableret sig som en af de mest markante nye stemmer inden for moderne kristen musik. Hans musik har opnået over 740 millioner globale streams, og hans debutalbum The Prodigal gik direkte ind som nummer et på Billboard Christian Albums Chart.

Josiah Queen når i dag et stort publikum på sociale medier med mere end 1,5 millioner følgere på Instagram, TikTok og Facebook samlet – og over 2,2 millioner, når man tæller YouTube og Spotify med. Hans sange, som ’The Prodigal’, ’Dusty Bibles’ og ’Can’t Steal My Joy’, kombinerer folk-inspirerede melodier med dybt personlige tekster om tro, håb og menneskelige erfaringer og har givet ham både kommerciel og kritiker anerkendelse.

Koncerten er en del af Josiah Queens Europa-tour og finder sted på spillestedet Train i Aarhus. Ifølge spillestedet er kapaciteten 1.400 koncertgæster. Koncerten i Danmark giver med andre ord publikum en sjælden mulighed for at opleve en af tidens mest spændende nye sangskrivere live i et intimt format – en oplevelse, der ifølge arrangørerne kun bliver endnu bedre af, at Strings & Heart åbner festen.

Strings & Heart består af tre brødre, der med akustiske klange, tætte harmonier og sange båret af eftertænksomme tekster bevæger sig i et poetisk landskab mellem folk, pop og moderne lovsang.

Josiah Queen har flere millioner følgere på de sociale medier, hvor han bruger mange af sine opslag på at fortælle om sin tro på Jesus. Foto: Screenshot Instagram

Tydelig kristen profil

Med millioner af fans er det sandsynligvis ikke alle, der deler Josiah Queens livsopfattelser, men ingen, der følger Josiah Queens og lytter til hans tekster, kan være i tvivl om, at han selv er personligt troende. Mange af hans opslag handler om netop det. Det er den kristne koncertarrangør Glow, der arrangerer koncerten, og udover at være særdeles begejstret for at kunne servere en ny og fremadstormende kristen kunstner på dansk grund og give publikum en god musikalske oplevelse, peger lederen af Glow, Dyveke Nepper, på en anden fin mulighed i forbindelse med koncerten:

”Koncerten er en oplagt mulighed for at invitere gymnasievennerne med, som måske ikke plejer at gå i kirke, men alligevel kender Josiah Queen fra de sociale medier,” sagde Dyveke Nepper tidligere på året til ’Impuls’ med henvisning til Josiah Queens meget tydelige kristne budskaber.

”Koncerten er en oplagt mulighed
for at invitere gymnasievennerne
med, som måske ikke plejer at gå
i kirke, men alligevel kender Josiah
Queen fra de sociale medier”

Koncerten foregår den 15. september på Train i Aarhus. Billetter købes på Ticketmaster – og der må forventes at være rift om billetterne.